Filmbooker i Valby Kino mener, at biografen kan noget, som Netflix ikke kan – derfor har han booket “Roma”.

Kristian Enevoldsen er ikke kun ansvarlig for filmprogrammet i Valby Kino. Han er også filmelsker. Derfor har han booket Netflix-filmen “Roma” – læs mere om det her.

Filmbookeren synes nemlig, at det ville være ærgerligt, hvis Alfonso Cuaróns Oscar-favorit med titlen “Roma” ikke ville kunne opleves i de danske biografer:

”Som stor filmnørd var jeg overrasket over, at ‘Roma’ tilsyneladende ikke ville få biograf-premiere i første omgang. Den vandt jo Guldløven, og flere anmeldere skrev netop, at den burde opleves på det store lærred,” siger Enevoldsen til Filmz.

Derfor tog han selv kontakt til Netflix-distributøren Scanbox, da han erfarede, at Grand og Reprise Teatret gav biograf-premiere til “Roma”. Derfra gik det hurtigt, og forløbet med Netflix-aftalen var ganske ukompliceret:

”Vi må kun vise den i syv dage, men ellers er Netflix-aftalen med Scanbox ikke anderledes end andre aftaler, vi laver.”

Valby Kino vil derfor også i fremtiden overveje at vise Netflix-film i biografen. Kristian Enevoldsen har allerede øje på Susanne Biers “Bird Box”, som får Netflix-premiere d. 21. december.

Men helst, hvis Netflix vil tilbyde den eksklusivt til biografen nogle dage før streaming-premieren:

”Jeg vil på forhånd ikke afvise at sætte Susanne Biers ‘Bird Box’ op, selv om det først ville være på dagen for Netflix-premieren, men jeg ville overveje det en ekstra gang – eksklusivitet betyder noget, men ikke alt. Biografen kan noget særligt, som Netflix ikke kan.”

Det er dog ikke alle biografer, der ønsker at give premiere til Netflix-film, der bryder biograf-vinduet på tre måneder. Og selv om Kristian Enevoldsen har takket ja til præmisserne fra Netflix, så forstår han modstandernes kritik:

”Jeg synes ikke, at vi er med til at mindske biograf-vinduet, men jeg forstår kritikken og de biografer, der ikke vil vise ‘Roma’.”

“Roma” får dansk biograf-premiere d. 6. december med global Netflix-premiere d. 14. december.



Vis kommentarer (2)
Gravatar

#1 Justin 5 år siden

At biograferne ikke tør vise Netflix film, bekræftigerer jo bare at deres eneste overlevelse grundlag er deres monopol
Gravatar

#2 Mejse 5 år siden

#1 forstår slet ikke at så enkelt et princip som monopol kan misforstås så meget :D men ja selvfølgelig er en stor del af deres indtægt knyttet til eksklusivitet, ikke deres overlevelses grundlag men ja....præcis ligesom at alle de store filmselskabers "overlevelses grundlag" er indtægterne fra biograferne, og salg af disse eksklusive rettigheder....men det er dejligt du kan sige din mening uden på nogen måde at kunne forklare eller underbygge hvordan din ide skulle køre rundt :D

Skriv ny kommentar: