Den danske komedie “De frivillige” får ros fra anmelderne – selv om den ikke kun er sjov.
De danske anmeldere er enige om, at den er god. Og sjov, men også dramatisk, tragisk og dyster.
Politiken, Jyllands-Posten, B.T. og Ekstra Bladet giver alle 4 stjerner, imens DR, Berlingske og Filmz uddeler 5 stjerner til “De frivillige”.
”Bliver markedsført som en komedie, men er i langt højere grad et drama og en undersøgelse af mænd, magt og fællesskaber – om end den ER sjov,” skriver B.T.
Politiken understreger også, at der ikke er tale om en almindelig komedie:
”En dansk film med en uvant subtil humor, som udspringer af sociale magtbalancer snarere end situationskomik.”
Den beskrivelse er anmelderen fra DR også enig i:
”På overfladen ligner den en klassisk dansk folkekomedie. Men den er samtidig en drillepind, der udfordrer vores opfattelse af forbrydere og forbrydelser og moral.”
Filmz-anmeldelsen fokuserer også på den særlige blanding af sjov og alvor i første film med Anders Matthesen siden succesen med “Ternet Ninja“:
”En blanding af Andens humor, spændingen fra den Jo Nesbø-krimi, som Føns læser, men også den hverdags-minimalisme, som Morten finder i Helle Helles romaner.”
“De frivillige” har dansk biograf-premiere i dag.