Rasmus Seebach eller højskolesangbogen? Det er spørgsmålet i en film, jeg melder mig frivilligt til at se igen.

Svaret på spørgsmålet begynder med et ønske om næsten frivillig isolation. Finans-banditten Markus Føns er blevet sendt direkte i fængsel efter derouten med Innovation House.

Her bydes der velkommen med spark og slag fra Fede-Carstens håndlangere – lillebror tabte millioner på grund af Føns’ frås.

Sådan begynder de fleste fængselsfilm. Fra “R” til “Profeten“. Fra bunden til rejsen imod toppen af hierarkiet.

Men “De frivillige” er ikke som alle andre fængselsfilm. Det er en komedie – af en slags.

Føns tager nemlig en isoleret omvej til toppen hos de pædofile og kvindemorderne, der ikke skal nyde noget af at få opkrævet renters rente fra Fede-Carsten & Co.

Her bestemmer Anders Matthesens håndboldtræner, Niels, selv om den pjevsede vagt og souschef, Morten, forsøger at overbevise om det modsatte.

Niels er korlederen fra Håndbold-Danmark, imens Føns er den nyliberale habitbandit. Det er fællesskabet versus individet, der nu skændes om retten til at vælge sang: Jeppe Aakjær eller Rasmus Seebach? – og det på en mørk bund af pædofili, mord og finansiel kriminalitet.

Det modsætningsforhold får Frederikke Aspöck meget sjov ud af – og en del eftertanke.

Jeg kendte på forhånd ikke manuskript-forfatter Lars Husum, men han rammer en tone, som dansk film har savnet, siden Anders Thomas Jensen var bedst med “Blinkende lygter”.

I centrum er Anders Matthesens korleder, der bestemmer takten i koret. “Jens Vejmand” synges i alt for højt tempo efter en opvarmning, der består i at sige ’Met-te-te-te-te' og ’Rik-ke-ke-ke-ke'. Det er sjovt.

Det er også sjovt, at der i danske fængsler åbenbart altid sendes “Hammerslag”, hvilket sammen med den maniske “Punch-Drunk Love”-agtige lydside giver en fornemmelse af hyper-virkelighed. Det hele er lidt for meget.

Og det er lige tilpas her i “De frivillige”, der er et komprimeret Danmark, hvor der diskuteres hudfarvede pomponer og retten til at sige ‘neger’.

Det hele bliver en blanding af Andens humor, spændingen fra den Jo Nesbø-krimi, som Føns læser, men også den hverdags-minimalisme, som Morten finder i Helle Helles romaner.

Det hele er så ærkedansk, ligesom spørgsmålet om hvad der er værst: Økonomisk kriminalitet eller pædofili? Er det Føns eller Niels, der er den største skurk? Rasmus Seebach eller Jeppe Aakjær?

Svaret er ikke ligetil i “De frivillige”, hvor en morder godt kan være en god kammerat.

Og selv om det er nemt at ønske en voksen mand, der piller ved små piger, ned til Fede-Carsten, så minder “De frivillige” modent om, at sådan gør vi ikke i Danmark.

Sådan dirigerer Aspöck med skæve temposkift sin fortælling om forbrydere og straf. Encore!