Det begynder med mordet på Quang. Drengen fra Thailand, som Gunnar sang om i “Terkel i knibe“. Nu udvider Anders Matthesen sit ‘Terkel-Verse’.

På den måde er “Ternet Ninja” en slags dansk “Venom”. Terkel findes i universet, men vi ser ham næsten ikke. I stedet er Terkels fætter, Aske, forfremmet til hovedperson.

Aske er folkeskolens pæne nørd, der bliver mobbet af Glen, imens han er for genert til at fortælle Jessica, hvad han føler for hende. Lige indtil Onkel Stewart giver en ternet ninja-dukke til Aske.

Dukken er den her fortællings Venom. Altså ikke ved direkte at besætte Aske, men han påvirker ham bestemt i en mere hård retning.

Ninjaens skabelsesberetning sker i indledningen efter et dansk drab på Quang, som nu skal hævnes. Det er hævnerens møde med den velfærdsbløde Aske, det handler om i “Ternet Ninja”.

Matthesen tager det bedste fra dem begge. Han har ikke meget til overs for Askes mors alternative kombination af rysteterapi, skyr og et afføringsskema på køleskabet.

Hvis det er det moderne gennembrud, så er Matthesens sympati i langt højere grad hos Onkel Stewart, der måske nok drikker og bander for meget, ligesom han #MeToo-smækker en kvinde i numsen til Askes fødselsdag.

Det handler om intentionen bag. Stewart mener det ikke ondt, og husk så lige på, at du ikke har det slemt, hvis du ikke har det ligesom Quang.

Det er det “Terkel i knibe”-perspektiv, som Matthesen bringer videre ind i “Ternet Ninja”, som udvikler sig til en animeret “Karate Kid”, hvor Aske står i lære hos ninja-dukken, så den ranglede dreng kan tage kampen op imod Glen og vinde Jessicas hjerte.

Så dejligt gammeldags er “Ternet Ninja”. Det er ånden fra Ole Lund Kirkegaards “Lille Virgil og Orla Frøsnapper”, hvor fantasi smelter sammen med børnet velfærdshverdag.

Matthesen går dog ikke 100 procent “Venom”-vejen. Det er ikke pænt at slå ihjel, som ninjaen må lære, selv om Quang blev dræbt nær Phat Fuk Beach.

Netop Quang understreger den største mangel ved “Ternet Ninja”. Jeg kan ikke huske én eneste af sangene, imens jeg stadig her 14 år senere nynner med på “Quangs sang”, “Ta’ og fuck af” og “Spørg om hjælp”.

Den sidste sunget af Onkel Stewart, der er nøglen til Matthesens ‘Terkel-Verse’.

Den fordrukne sømænd gør noget ved sagen. Siger sin mening – altid i den bedste mening, selv om det måske ikke er den politisk korrekte mening.

Men intentionen er god. Derfor er Stewart heller aldrig skurken. Det var miljø-forkæmperen Gunnar i “Terkel i knibe”, og det er den dræbende forretningsmand i “Ternet Ninja”.

Deres intention er dum – det er det, det handler om i ‘Terkel-Verse’.