I forgårs udsendte producent Ronnie Fridthjof, der har stået bag dokumentarsuccesen “Armadillo”, en pressemeddelelse, hvori han gav udtryk for sin utilfredshed med, hvad han betegnede som “en gammel regel” om, at danske film ikke må udkomme på dvd før seks måneder efter biografpremieren.
Se også: ”Armadillo”-producent er utilfreds med gamle biografregler.
Formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, har nu ligeledes udsendt en pressemeddelelse, hvor han svarer igen på kritikken.
”For det første er der ikke tale om ‘en gammel regel’, men en frivilligt indgået aftale mellem Producentforeningen, Foreningen af Filmudlejere i Danmark, Det Danske Filminstitut og Danske Biografer, dernæst kan det oplyses, at filmen fortsat bliver vist i de danske biografer, så publikum har fortsat rig mulighed for at se filmen. Den nævnte aftale er kun 5 år gammel – og det var tilmed Producentforeningen, som for 5 år siden selv ønskede 6 måneders holdback på danske film,” siger Kim Pedersen.
Om årsagen til, at “Armadillo” ikke kunne få dispensation, udtaler formanden: ”Den nævnte aftale indeholder en lang række dispensationsmuligheder, men idet ‘Armadillo’ er blevet en så øredøvende succes i biograferne med en billetindtægt på over kr. 8,7 mio. og et tilskuerantal på over 117.000 – ganske godt klaret af en film, som producenten oprindeligt vurderede til at kunne sælge 15-20.000 billetter i biograferne – falder denne film således retfærdigvis udenfor disse dispensationsregler.”
Han fortsætter: “Det er heller ikke korrekt, at aftalen – ikke reglen – blev indgået i en tid, hvor der kun blev lavet få biografkopier, der skulle have tid til at komme rundt i hele Danmark. Kopiantallet i aftalens 5 år baseret på gennemsnittet af top 30-filmene androg i 2006 81 kopier, i 2007 89 kopier, i 2008 83 kopier og i 2009 86 kopier.”
Kim Pedersen udtaler ligeledes, at der i i USA og England ikke går 3 måneder fra biografpremiere, men mindst 4 måneder.
Han tilføjer: ”Det er ligeledes ikke korrekt, når Fridthjof hævder, at holdback-aftalen er opsagt af både Producentforeningen og Foreningen af Filmudlejere i Danmark. Aftalen er alene opsagt af Producentforeningen.”
4. oktober mødes Danske Biografer ifølge Kim Pedersen med Producentforeningen for at lytte til deres argumenter.
#1 filmz-bleze 14 år siden
#2 steadi07 14 år siden
Det er altid sørgeligt med en diskussion hvor begge parter kan svare for sig:-)
#3 MHauge 14 år siden
Biograferne vil gerne have så lang ventetid som muligt - det giver dem flere billet-indtægter.
Salg/Udlejning vil gerne have så kort ventetid som muligt, da det kan lokke folk til at springe biografen over og købe/leje istedet.
Personligt har jeg det sådan at "de store film" skal ses i bio, så kan man altid få fat på dvd/bluray engang når man får lyst til at se den igen.
De bare lidt mindre synes jeg ikke at vil bruge 75,- på en billet og måske ca det samme på slik/sodavand for at se i biografen, dem vil jeg bare vente og se på dvd/bluray - der synes jeg der går alt for lang tid før de kommer.
Måske de kunne lave et kompromis, 3 mdr hvor bio har rettighederne, derefter 3 mdr hvor det koster ekstra at købe/leje - og så ned på de nuværende købs/leje-priser?
Så kan man tage i bio og se det man nu synes skal ses der, betale lidt ekstra hvis man hurtigt vil se den hjemme, eller normalpris efter ca samme tid som nu.
#4 filmz-bleze 14 år siden
6 måneder er jo også helt hen i vejret og det er jo hans pointe. Filmen er for længst taget af plakaten og der går måneder fra den er oppe i pressen (her omkring film festivalen), til den kan ses på dvd. Kan godt forså han ikke synes det er fedt.
Biografernes opgave er at levere en ultra fed oplevelse som ikke kan matches hjemme. Hvis de ikke kan det, så kan de for min skyld lukke.
Det sociale der tit er omkring en biotur kan man sagtens opnå hjemme eller på andre måder.
#5 mr gaijin 14 år siden
Et frit marked er ikke lig med anarki. Snarere tværtimod.