Der er stadig lidt over en uge til, det går løs i Hollywood med det store årlige Oscarshow. Men Oscar-akademiet har tyvstartet og uddelt en række priser for special effects, blandt andet til en heldig dansker. Det skriver DR.
Se også: Filmz-toppen: Her er de bedste Oscar-øjeblikke
Ved Sci-Tech Awards, hvor priserne uddeles af Oscar-akademiet, vandt danske Ken Museth en af de eftertragtede priser. Sammen med to kolleger fik Museth en pris for at have udviklet det såkaldte OpenVDB-værktøj for Dreamworks Animation.
Ken Museth vandt ganske vist ikke en af de ikoniske Oscar-statuetter, men måtte nøjes med et diplom. Alligevel er han dybt beæret:
”Jeg er megaglad , og jeg føler det faktisk som en rigtig Oscar, selv om jeg ikke har fået en statuette. Du skal jo huske på, at inden for min branche er det det ypperste, du kan opnå, når det gælder priser,” siger den glade prisvinder.
Det rigtige Oscarshow finder sted natten til d. 23. februar.