Undersøgelsen ‘Biografpublikum i en coronatid’ giver indsigt i danskernes lyst til at vende retur til biografen efter genåbningen.
Når biograferne igen må åbne, så bliver det med et splittet publikum, viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov.
Den positive nyhed for landets biografer er, at de ikke kommer til at spille for tomme sale, når de genåbner.
37 procent svarer, at det enten er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de vil gå i biografen, når de igen får lov.
Den negative nyhed er, at der også er 37 procent, der ikke har lyst til at besøge biografen lige med det samme igen.
Herimellem er der en gruppe, der vil afvente en periode på uger eller måneder, før de igen indløser billet til en biograffilm.
For 76 procent er det dog helt afgørende, at biograferne har ekstraordinært tillokkende film på programmet. Og det kan blive et problem for de danske biografer.
Således er de næste store film fra Hollywood først premieresat til midten og slutningen af juli, hvor Christopher Nolans “Tenet” samt Disneys “Mulan” er på programmet.
Læs også ‘Danske Biografer: Her er planen for genåbningen’.
Hvad kan de danske biografer vise frem til da? Planen er angiveligt todelt. På den ene side en række populære repremierefilm som for eksempel Christopher Nolans “Inception” eller “Interstellar” samt de største Marvel-film.
Derudover er der fire Biografklub Danmark-film, som er blevet udskudt. Disse fire titler – “Little Women”, “Undtagelsen”, “Wild Rose” og “Vores mand i Amerika” – kan umiddelbart hurtigt aktiveres i de danske biografer.
#1 Justin 4 år siden