David Dencik har for alvor fået vind i sejlene på det seneste. I 2011 medvirkede han både i David Finchers “The Girl With the Dragon Tattoo”, Steven Spielbergs “War Horse” og Tomas Alfredsons “Tinker Tailor Soldier Spy”. Nu har den dansk-svenske skuespiller så fået en vigtig rolle i endnu en stor amerikansk film.
Det drejer sig om filmen “Regression”, som er instrueret af chilenske Alejandro Amenábar (“The Others”). I filmen vil Dencik spille en mand, der bliver arresteret for at misbruge sin mindreårige datter seksuelt. Han kan dog ikke huske forbrydelsen, men med hjælp fra en psykolog begynder han at kunne huske en begivenhed, der involverer en politibetjent (Ethan Hawke). Men eftersom landsbyens øvrige beboere begynder at kunne huske ellers undertrykte minder om forfærdelige overgreb, så får politibetjenten mistanke om, at der er tale om en overnaturlig sammensværgelse.
Filmen, som bliver produceret af The Weinstein Co., står til at få premiere i USA den 28. august næste år.