War Horse
Udgivet 26. jan 2012 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Når Steven Spielberg rammer en god dag (hvilket han misundelsesværdigt tit gør), er han en uovertruffen filmskaber, der både tilfredsstiller det bredest mulige publikum og den mest indædte filmconnaisseur. Med det sentimentale, men Oscar-venlige 1. verdenskrigsepos “War Horse” rammer Spielberg desværre ikke en af sine bedste dage. Måske fordi vi i filmens hovedrolle finder en hest?
Joey bliver hestekraftsfuld kavalerihest og sendes til fronten sammen med sin nye rytter – en blid, engelsk kaptajn, der sender hjemmetegnede portrætter af hesten hjem til Albert. Sødt. Men krigen er lang og hård, så Joey når at skifte ejermand såvel som side (der må kippes med flaget for vor egne Nicholas Bro og David Dencik, der har landet små, men fine roller som tyske soldater). Men hjemme i Devon er Albert sikker i sin sag: Han og Joey er skabt for hinanden.
Til gengæld spildes der ikke én dråbe blod i Spielbergs alt, alt for artige og meget familievenlige 26. film. Og det endda taget i betragtning, at en stor del af filmen udspiller sig på 1. verdenskrigs notorisk blodtilsølede frontlinjer. Om end forlægget til “War Horse” er en børnebog (skrevet fra hesten Joeys synsvinkel!), ville man alligevel ikke forvente, at manden bag “Saving Private Ryan” og denne films uanfægteligt rystende realisme, ville dreje en film om 1. verdenskrig og fra start til slut negligere slagmarkens reelle helvede. Op mod 15 millioner mennesker faldt. Var der ingen af dem, der blødte, spørger man sig selv igen og igen filmen ud.
Der er noget umiskendeligt gammel-Hollywood’sk over Spielbergs bevidst naive filmhåndværk, hvor børn, dyr og søde, gamle mennesker tilsyneladende har en særlig plads i instruktørens hjerte. Men hvad der fungerede i 1940’erne og 1950’ernes klassiske film kan ikke uden videre overføres til vore dages filmproduktioner. Som minimum må der revision til. “War Horse” ender med at føles som et bombastisk og poleret glansbillede, hvor gamle Hollywood ukritisk oversættes i forholdet 1:1. Det er fejende flot og smukt iscenesat familieunderholdning, der bringer tårer i øjenkrogen på kommando. Men der er så sandelig langt til den Spielberg, der gav os kugleregn, håndholdt kamera og opkast på Omaha Beach.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet