EU-kommissionens forslag vil både påvirke udgivelser, produktioner og finansieringer – og det er ikke blevet taget godt imod.
Europæiske filmproducenter, distributører og biografejere har netop indledt et massivt modangreb på EU-Kommissionen.
Årsagen er en kontroversiel plan om at ryste posen med støttekroner, hvilket ifølge branchen kan ende med at kvæle den kunstneriske frihed på kontinentet, skriver Variety.
Bruxelles pønser nemlig på at lægge det velkendte MEDIA-program ind under en ny hat kaldet AgoraEU, hvor film og tv skal deles om pengene med alt fra computerspil til nyhedsmedier.
Talsmænd fra hele sektoren frygter nu, at filmkunstens særpræg forsvinder i et stort bureaukratisk rod, hvor regneark vægter tungere end kreativitet.
Mandag udsendte en række tunge organisationer derfor en fælles bøn til EU-Parlamentet om at lade fingrene være væk fra de fundamentale principper, der har holdt europæisk film kørende i 35 år.
Budgettet skrumper mens overskrifterne mudres
Frygten for en økonomisk mavepuster fylder meget i det fælles opråb fra blandt andre European Producers Club og Europa Distribution. Planen for den næste økonomiske ramme fra 2028 til 2034 lægger op til et samlet budget på 3,2 milliarder euro, men beløbet skal nu dække langt bredere end før.
Tidligere rådede programmet over 2,44 milliarder euro til en mere snæver kreds, men nu risikerer støttekronerne at blive smurt så tyndt ud over nyhedssites og multimedieprojekter, at de store filmproduktioner bliver taberne.
Branchefolk påpeger, at de uklare grænser i den nye struktur direkte truer de projekter, der har brug for målrettet hjælp til både udvikling og distribution.
Identitetskrisen kradser også i Bruxelles, efter at EU-bureaukraterne tilsyneladende har glemt at bruge ordet “film” i de nye forslag. Organisationerne kræver nu, at den specifikke betegnelse bliver genindført sort på hvidt for at undgå misforståelser.
Ifølge de bekymrede brancheorganisationer er det helt afgørende at adskille den audiovisuelle sektor fra den brede mediestrøm:
”Ordet ’film’ bør genindføres for tydeligt at skelne film- og den audiovisuelle sektor fra den bredere mediesektor og undgå forvirring, der kan underminere hvert enkelt sektors særpræg og uafhængighed.”
Parlamentet og medlemsstaterne opfordres nu kraftigt til at sikre, at MEDIA-programmets identitet ikke bliver ofret på effektiviseringens alter.






