Marvel Studios skyder julen i gang med Sæson 2 af den animerede multiversserie “What If…?”.
Efter en første sæson, som bød på alt fra fængende til fantasiløse episoder, åbner Marvel inden længe endnu engang op for døren til de uendelige muligheder i “What If…?”, der netop har fået den første trailer på sin anden sæson.
Du kan læse vores anmeldelse af “What If…?” Sæson 1 lige her.
Her følger vi igen det Jeffrey Wright-spillede mystiske multiversvæsen The Watcher, som guider os gennem multiversets utallige virkeligheder og forbi en masse nye, gamle og genfortolkede helte og skurke.
Vi møder blandt andre Hank Pym som Ant-Man, Gamora og Iron-Man i et ræs på planeten Sakaar og Avengers i fægtekamp. For første gang i serien introduceres vi også til en helt ny helt, nemlig Mohawk-kvinden Kahhori.
Serien er skabt af A.C. Bradley, som endnu engang har været hovedforfatter på serien. Bryan Andrews, der instruerede samtlige episoder i første sæson, har også instrueret hele Sæson 2.
Den første episode af “What If…?” Sæson 2 får premiere på Disney+ den 22. december, og i et usædvanligt træk har man valgt efterfølgende at udgive en episode om dagen, så sæsonfinalen udkommer den 30. december.