Marvel Studios’ seneste satsning “What If…?” bekræfter på én gang både alle de bekymringer og forhåbninger, jeg havde, før jeg så seriens første tre episoder.

Serien tager udgangspunkt i Marvels multivers. Hvert afsnit er en ny historie, der fortæller et ‘hvad nu hvis?’-scenarie. Hvad nu hvis Peggy Carter havde taget super soldier-serummet i stedet for Steve Rogers? Hvad nu hvis T’Challa var Star-Lord og ikke Peter Quill? Hvad nu hvis Iron Man var en zombie?

Til at lede os igennem historierne er Jeffrey Wright som The Watcher, der fører tilsyn med hele Marvels multivers. Dermed er alle episoderne også baseret på scenarier, der reelt set er MCU-kanon, hvilket er opsigtsvækkende i og med, at vi netop har fået åbnet op for multiverset.

Seriens præmis er interessant og har utroligt meget potentiale, men ligger også til grund for mine umiddelbare bekymringer. Marvel har muligheden for at skabe alle de historier, man aldrig ville se i live-action på det store lærred, og man kan virkelig udfordre seerens forståelse af, hvad der kan være MCU — og det er fantastisk spændende.

Samtidig risikerer man, at det hele bliver for indspist. Hvad nu hvis man skal kunne huske filmen, afsnittet tager udgangspunkt i? Og skal man på forhånd bekymre sig nok om karaktererne til, at man ikke behøver ordentlige introduktioner?

Med små enkeltstående historier — antologier — risikerer man også, at der er en stor kvalitetsforskel imellem de enkelte afsnit, hvilket også synes at være tilfældet med udgangspunkt i de første tre episoder, som jeg har været så privilegeret at se.

Når serien er på sit værste, bekræfter den mig i mine bekymringer. Det ses især i det første afsnit, der desværre halter efter de andre to. Peggy Carter har her taget superhelteserummet i stedet for Steve Rogers og bliver dermed Captain Carter. Ideen er spændende, men historien er ikke ny. Peggy føles bare som en kvindelig Rogers, og plottet minder for meget om dét vi så i “Captain America: The First Avenger”, til at det bliver rigtig interessant.

Samtidig føles episoden med sine 30 minutter forhastet. Til tider bliver man skyndet igennem flere plotpunkter for at vise, hvad der sagtens kunne have været en halvanden timers film, og resultatet bliver til tider en følelse af, at episoden bare er et Captain Carter-highlights-klip på YouTube.

Alt er dog ikke skuffende, for der er ideer og karakterændringer, der både er spændende og sjove. Derudover er animationen perfekt til den her form for fortælling, og man glemmer hurtigt, at det her ikke lige så godt kunne have været i MCU’s primære univers.

Når serien er på sit bedste, er det dog netop, når dens potentiale bliver udnyttet fuldt ud. Episode 2 præsenterer en superhelte-heist og har T’Challa i front som Star-Lord i Chadwick Bosemans alt for tidlige afsked til rollen. Her lærer man hurtigt af første episodes fejl, og allerede fra første scene ændres der nok i historien, til at man som seer ikke kan forestille sig, hvad der kommer til at ske i resten af episoden.

Her passer episodelængden også væsentligt bedre, da man går langt nok væk fra “Guardians of the Galaxy”- og “Black Panther”-plottet til at historien kan fortælles nogenlunde tilfredsstillende på en halv time. Dog kunne den have nydt godt af et kvarter mere til at uddybe enkelte karakterer og deres forhold til hinanden.

Den tredje og sidste episode, jeg fik æren af at se, var dog den suverænt bedste. Her ser vi Nick Fury og Black Widow i midten af et mordmysterie — en ægte MCU-whodunnit. Igen adskiller historien sig drastisk fra, hvad vi allerede kender fra de i forvejen etablerede historier i superhelteuniverset. Denne gang tager serien også chancer og valg, der med garanti efterlader seeren med kæben på gulvet, hvilket er en meget velkommen forandring fra andre MCU-fortællinger.

Episodelængden passer denne gang perfekt, men samtidig ville jeg ønske, at den var halvanden time længere — og det er netop den følelse, jeg havde håbet på fra “What If…?”. Historien er nemlig noget, vi aldrig ville få lov at se på det store lærred — alligevel er det dén episode, jeg allerhelst ville se på film. Man sidder konstant på kanten af sædet og forsøger at udregne, hvem vores morder er, før det er for sent — ganske ligesom Fury og Romanoff.

Selvom episodens afslutning kan føles en tand påduttet, tager det intet af selve mordmysteriet, der bestemt ikke skuffer. Her føles seriens potentiale fuldt realiseret, hvilket forhåbentlig også er tilfældet for de resterende afsnit af Sæson 1.

Jeg kan i hvert fald ikke vente med at se, hvilke andre historier, “What If…?” byder på, og jeg kommer til at sidde foran skærmen hver onsdag, når Marvel-seriens episoder har premiere.

Anmeldelsen er baseret på de tre første afsnit af “What If…?”, som Disney+ har stillet til rådighed for pressen.