Biograferne var før coronakrisen sjældent udsolgt – 25-50 procents belægning er normalt.
Det bliver med restriktioner, at de danske biografer kommer til at genåbne i næste måned. De endelige begrænsninger er dog endnu ikke officielt meldt ud.
Men Nordisk Film Biografer arbejder ud fra en genåbning med restriktioner som dem i Norge, hvor der er to sæders afstand imellem forskellige grupper af biografgæster, ligesom det i biografer med normale sæder vil betyde, at kun hver anden række kan benyttes.
Det er dog ikke nødvendigvis et stort problem for biograferne, der kun i sjældne tilfælde melder om udsolgte visninger – der er rigeligt med sæder:
”Selv med reduceret kapacitet på grund af afstand, så vil der være rigeligt med sæder til sommerens premierefilm,” siger den amerikanske Paramount-chef for distribution, Chris Aronson, til The Hollywood Reporter.
Således er det i USA normalt med 50 procent tomme sæder, og Disney-chef Bob Chapek afslører, at der fra mandag til fredag eftermiddag kun er en belægning på 25 procent – problemet med begrænsninger eksisterer altså reelt set kun til udvalgte visninger i weekenden.
Og med færre premierefilm så vil storfilm som “Tenet” og “Mulan” kunne kompensere for begrænsningerne ved at spille i flere sale på én gang, som det også vil være muligt i danske biografkæder som Nordisk Film og CinemaxX.
Alligevel mener Danske Biografer, at staten skal kompensere biograferne for potentiel tabt fortjeneste, hvis der indføres restriktioner ved genåbningen. Det siger Lars Werge, der er direktør i Danske biografer, til Filmz.
Han afslører, at man har tre forslag til kompensations-modeller. Model 1 er en kompensation med et mindre beløb pr. sæde, der ikke må tages i brug. Model 2 vil være en kompensation i forhold til omsætningen i samme periode i 2019, hvor der spillede film som “Avengers: Endgame” og “Aladdin” i biograferne, hvorimod juni i 2020 vil være renset for store premierefilm.
Endelig vil Model 3 ikke kompensere begrænsninger, men derimod uddele en bonus pr. solgt biografsæde i perioden med restriktioner. Forhandlingerne om detaljerne i genåbningen af biograferne i Danmark er endnu ikke påbegyndt, fortæller Lars Werge.
Læs også ‘Danske Biografer har ét krav til genåbningen af biograferne‘.
Biograferne i Danmark må genåbne fra den 8. juni.
#1 Justin 4 år siden
Så kan de åbne uden begrænsninger, og staten behøver ikke betale penge for tomme sæder, der også ville være tomme under normale omstændigheder