På MyMovies.net kan man nu læse referatet fra en pressekonference omkring starten af produktionen på filmatiseringen af “V for Vendetta”. Filmen har James Purefoy, Natalie Portman og nycastede Stephen Rea på rollelisten, og instrueres af James McTeigue. Til pressekonferencen blev der bl.a. fortalt lidt om Wachowski brødrenes manuskript-tilpasning af Alan Moores tegneserie.
Instruktøren blev spurgt om hvad man kan forvente visuelt fra en film, der er baseret på billeder, der allerede er brændt ind på nethinden af utallige fans, på grund af David Lloyds flotte tegninger. Til det forklarede McTeigue at han har til hensigt at anvende Lloyds tegninger som et springbræt og give London et ny–futuristisk udseende, der vil komme til at passe til den mørke tone, der er slået an i manuskriptet.
Det kom også frem at Larry Wachowski har snakket med Alan Moore, for at få ham til at deltage i projektet. Resultatet er dog ikke kendt. Det blev samtidig sagt at “V For Vendetta” er en enkelt-stående film. Der kommer ikke en fortsættelse, bekræfter Joel Silver, der producerer filmen.
#1 filmz-big pappa 19 år siden