Den nye korte trailer til “Stranger Things” Sæson 4 genforener os med den unge gruppe af venner fra Hawkins og annoncerer, at serien får en 2022-premiere.

Hvor Sæson 4’s to tidligere teasere viste hhv. den formodet døde politichef Hopper udøve fangearbejde i Kamtjatka i Rusland og et kort glimt af Elevens barndom, samler den nye teaser de hidtidige handlinger i serien.

Enkelte klip fra de første tre sæsoner leder op til nogle korte kig på, hvad vi kan forvente os af Sæson 4. Her ser vi blandt andet et scenarie, der ligner El blive ført væk, mens vi også får vores første gensyn med vennegruppen, vi har lært at holde af over de tre første sæsoner. Derudover kan vi glæde os til mere Jim Hopper — denne gang med en flammekaster.

Duffer-brødrenes Netflix-succes har ligesom så mange andre serier været ramt af komplikationer grundet Covid 19-pandemien. Disse komplikationer kan være med til at forklare, hvorfor vi først modtager den nye sæson i 2022.

Læs også: “Netflix har Sæson 4-holdet klar: Horror-legende med i ‘Stranger Things'”

Det betyder også, at der kommer til at gå mindst to og et halvt år mellem Sæson 3 og 4, så der er god grund til at genopfriske hukommelsen med et genbesøg til ‘The Upside Down’ og Hawkins på Netflix, hvor man kan se de tre første sæsoner af “Stranger Things”



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: