Quentin Tarantino har haft mange succeshistorier på film og sågar tv-fronten – men teaterverdenen er så sandelig ikke en af dem.
I 1998 indtog filmmageren scenen i “Wait Until Dark”, rollen som tidligere var spillet af Alan Arkin i 1967-filmudgaven, men kritikerne var ikke imponeret.
Anmeldelserne var nådesløse, skriver Joblo. The New York Times beskrev Tarantino som “truende men ikke noget specielt,” og mente, hans forsøg på at virke truende fremstod mere som en forkælet teenager, der er blevet nægtet brugen af faderens bil. Variety kaldte indsatsen “uventet kedelig og ligeud” og påpegede, at hans fremtoning med solbriller og strøget hår var hverken værre eller bedre end Alan Arkins original.
Endnu hårdere gik CurtainUp til værks: “Quentin Tarantino kan ikke skræmme en hjort væk fra bilforlygter”.
Tarantino selv indrømmede, at kritikken ramte personligt. Han forklarede, at han følte sig udstillet som “ham der ikke kan spille skuespil” og havde svært ved ikke at tage det til sig. Selvom han forsøgte at ignorere det, påvirkede det hans hudtynde selvopfattelse.
Til trods for de skuffende anmeldelser fortsætter Tarantino med at dykke ned i skuespillets verden. Hans nyeste projekt, dramaet Only What We Carry, bringer ham tilbage foran kameraet, selvom entusiasmen hos publikum stadig er beskeden. For fansene handler det mindre om skuespillet og mere om at se den excentriske filmskaber bevæge sig i nye retninger – og måske få sig et par grin undervejs.
Heldigvis stråler han markant klarere bag et filmkamera, end på de skrå brædder.
