24: Redemption
Udgivet 23. aug 2009 | Af: kaduffo | Set på DVD
Der har på det seneste været en svag tendens til, at enhver (populær) tv-serie med respekt for sig selv skal malke det sidste lommeuld ud af sine tilhængere ved at gå til filmen. Det har været tilfældet for singlelivets “Sex and the City” og ligeså for actionheltenes “Miami Vice”. Også Jack Bauers hårdkogte spændingsunivers har for nyligt undergået en sådan forvandling i den noget mere middelmådige “24: Redemption”.
I forhold til serien er det imidlertid en noget energisvag drik, vi her udsættes for. “24: Redemption” mangler i den grad dynamik, ligesom Jack Bauer heller ikke som sådan længere har den altoverskyggende hovedrolle i tingenes udvikling, men derimod snarere er del af et større hele. Oprørsgeneralen Juma indfanger skolebørn, naturligvis på baggrund af lyssky amerikanske investeringer, og tvinger dem ud i åben ildkamp som børnesoldater. Da samme notoriske Juma får nys om Bentons skole, er det kun et spørgsmål om tid, før Benton og dermed også Bauer i fællesskab må kæmpe en uligevægtig kamp for at redde børnene ud af landet, inden det er for sent. Så langt så godt.
Selvom “24: Redemption” udviser et mere menneskevenligt syn, hvor amerikanerne – enkelte af dem i hvert fald – er ude på at redde de udsatte afrikanere i Sangala, så er filmdelen stadig gennemsyret af infamt dumme svin, og så er der også stadig gjort plads til en udtalt forherligelse af tortur. Her er Jack Bauer dog ikke længere agitator for en sådan, mens andre skurketyper til gengæld raskt væk benytter sig af denne udsøgte mulighed. Da Jack Bauer befinder sig i Afrika fra start til slut, har det ikke givet mening at referere til efterretningsbureauets hovedkontor, som ellers er en krumtap i serien. Alligevel giver det et vist savn, og netop spændingens hovedåre lå i krydsfeltet mellem Jacks arbejde i marken og den hårfine og politisk prægede orkestrering fra hjemmebanen.
“24: Redemption” præsenteres i et indbydende og skarpt anamorphic widescreen 1.77:1-format, som dog byder på enkelte tilfælde af edge-enhancement. Digitale forstyrrelser og udtværinger er der til gengæld ingen af, og både farvetemperatur og kontrast holder sig desuden stabile. Et glimrende transfer.
På lydsiden opererer det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor dialogen trods enkelte mudrede passager er tydelig og uden overstyringer. Også underlægningsmusikken er velproduceret og er ikke til gene for hverken den alsidige atmosfære eller de ganske mange distinkte lydeffekter.
En smule bedre end filmen i sig selv er ekstramaterialet, som først og fremmest trakterer med et længere bidrag omkring tilblivelsen af filmen i “The Making of 24: Redemption”. Mere væsentligt set fra et almengyldigt synspunkt er imidlertid “Blood Never Dry: Child Soldiers in Africa”, der, som titlen antyder, stiller skarpt på netop brugen af børnesoldater i de afrikanske krige. Som det mere obligatoriske tilsnit er slettede scener, en trailer for seriens sjette sæson samt det første kvarter af, hvad der må formodes af være syvende sæsons første afsnit. Udmærket, uden at være prangende.
Selv om der for tiden er en tendens til, at populære tv-serier skal have deres egen spillefilm, er det ikke dermed sagt en garanti for succes. “24: Redemption” er i hvert fald et lysende eksempel på en film, hvor seriens kvaliteter ikke for alvor indfanges i løbet af de knap 90 minutter, selv om ingredienserne er til stede. Men mens der ventes på næste sæson, er det dog et hæderligt plaster på såret.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet