Som et guldkorn i en kattebakke, vender Andor omsider tilbage med en svanesang, der vil runge for evigt i den fjerne galakse, om det så falder for døve ører eller ej.

Skaberen af Andor, Tony Gilroy, vælger nu at lukke hullet mellem sin serie og Gareth Edwards’ Rogue One: A Star Wars Story, en kombination som jeg nu kan skrive under på er blandt de bedste stykker Star Wars, som Disney har serveret os fra deres enorme fodertønde.

Jeg husker stadig sæson 1 som et lyn fra en klar himmel, for aldrig havde jeg gættet, at en birolle fra en spin-off skulle skrive sig ind som hovedrollen i en af de mest gribende og meningsfulde kapitler i franchisen. Mine forventninger sagde mig nemlig det stik modsatte, og desværre har mange undgået serien af netop samme grund. For en gang skyld er jeg dog glad for at jeg ignorerede min mavefornemmelse og bare så skidtet alligevel.

Sæson 2 er delt op i fire akter, der som en tikkende bombe tæller årene ned til Slaget om Yavin, den skelsættende begivenhed hvor Luke Skywalker destruerede den første Dødsstjerne. Men før vores elskede helte kunne komme svævende ind fra højre og redde dagen, krævede det et oplæg fra en hel verden af glemte personer og bedrifter, heriblandt seriens hovednavn.

Efter første sæson står Cassian Andor nu fast plantet i kampen mod det Galaktiske Imperium, og som en trofast soldat sendes han på mere og mere risikable missioner for den langsomt voksende modstandsbevægelse. Samtidig orkestrerer Imperiet et langsigtet plot om konsekvensløst at udvinde et værdifuldt mineral fra kernen af en tæt befolket planet. Mineralet skal nemlig bruges til et tophemmeligt byggeprojekt, som vi jo godt ved rimer på ‘grødhjerne’. I takt med at oprørsalliancen får større og større fodfæste, afdækker de langsomt nedtællingen til deres dommedag, nemlig et våben, der overgår selv deres vildeste fantasi.

Man kan næppe kalde det for ‘spoilers’ når serien lægger op til en handling i et par film der nu næsten har halvtreds år på bagen, men alligevel har jeg sjældent, hvis overhovedet, været lige så investeret i et Star Wars projekt som dette, siden Disney tog over.

En serie som Andor beviser for en gangs skyld, at Star Wars ikke er gået over dato. Den giver et modigt eksempel på, at der stadig er et enormt grundlag for at fortælle relevante og samtidigt tidsløse fortællinger inden for Star Wars-rammen. For selvom det er fedt, er det i virkeligheden hverken de store lasere, velkendte aliens eller prangende rumfartøjer, der drager mig ud i rummet. Jeg kommer for de menneskelige dilemmaer, de politiske intriger, og alle de personlige relationer, der gør Star Wars til en levende organisme, frem for en stiv plastikfigur.

Andor føles praktisk talt som en filmatisering af noget, der i teorien kunne have fundet sted langt ude blandt stjernerne. I serien bor der rigtige mennesker (og andre væsener) med rigtige liv og behov, selv ned i de små detaljer såsom sikkerhedsvagter der følger med i de seneste podrace-løb mens de keder sig på jobbet. Pludselig forstår vi, hvad der rigtigt er på spil, fordi vi får albuerum til selv at føle det. Alle er skrøbelige, hvert laserskud kan mærkes selv dagen efter. Der er venskaber og kærlighed, der er blod, der er død og det, der er værre.

Jeg skal ikke bankes oven i hovedet med, hvad der er rigtigt og forkert, for naturligvis får jeg en dårlig smag i munden, når Imperiet laver voldelige overgreb på uskyldige borgere. Når Imperiets undertrykkende styre kan mærkes helt ind i karakterernes luftveje, så er det, at jeg også selv holder vejret. Når ISB (Imperial Security Bureau) manipulerer folkestemningen til deres fordel gennem velplaceret propaganda og målrettet provokation af lokale modstandsgrupper, så er det en historie der har gentaget sig gang på gang, i fiktion såvel som i virkelighed. Det er den ældgamle fortælling om den menneskelige naturs kamp mod en jernnæve af censur og tyranni.

Der er både folk der gør det gode i det ondes tjeneste, og folk der kæmper for det gode, men må ofre bid for bid af sin moralitet for at vinde. Oprørsalliancen må bittert indse, at med voksende styrke og struktur følger også mindre frihed indbyrdes, og pludselig er alle reduceret til soldater i en krig. Nu er de ikke længere, hvad de kæmpede for at bevare, men de er derimod blevet et spejl af deres dødsfjende. Og hvem skal man så holde med, det fascistiske styre eller de gemene terrorister?

Vi ser begge sider af sværdet. I første sæson heppede vi nærmest på den stramme ISB-agent Dedra Meero, da hun besteg den glatte karrierestige, lige indtil vi faktisk kommer i tanker om, hvad det egentlig er hun står for. I ledtog med hende har vi også den pligtopfyldende Syril Karn, der ihærdigt jagter anerkendelse for sit arbejde, men samtidigt kæmper med at bevare tiltroen til sin lumske arbejdsgiver.

Diego Luna gør sin hidtil bedste og mest følelsesladede indsats som Cassian Andor, og det er side om side med Adria Arjona som kæresten Bix Caleen. Som karakterer har de i sæson 2 fået tydeligere kurs og mere rygrad, de har mere at sige end bare blade i vinden, selvom de stadig er fisk i et stort hav. Genevieve O’Reilly leverer en historisk præstation som Mon Mothma, politikeren der kæmper for retten til sin stemme og sine idealer, men som må indse, at kampen er tabt i et senat der i virkeligheden er overflødiggjort af bureaukrati og frygt for Kejseren. Som altid er det også en fornøjelse at se Stellan Skarsgård nedskrive sig selv i sten i hvad end han rører ved.

Sjovt som serien handler om overlevelsen af den spinkle gnist der skal brænde Imperiet til grunden, så antændte Andor atter gnisten i mig, så jeg godt tør håbe for Star Wars’ fremtid. Jeg troede ellers oprigtigt det sidste søm var slået i for mig, efter trofast at have siddet gennem de pinefulde Book of Boba Fett og Kenobi, den middelmådige Skeleton Crew og selv endda shitshowet The Acolyte. Med Andor bringer Tony Gilroy den rette blanding af passion for nyskabelse og respekt for fundamentet, der ligeud sagt har manglet fra Star Wars helt siden Clone Wars-serien. I en brag kamp forsøger serien at give Star Wars samme makeover som Game of Thrones gav fantasygenren. Det er også virkelig en fornøjelse at se, at den har fået budgettet til et bredt udvalg af både stjerneskuespillere, betagende lokationer, pompøse scener og kulisser, samt ufejlbarlig CGI.

Sæson 2 har helt klart sine højdepunkter, men den begrænses også af, at den lufttæt skal lukke distancen mellem diverse film og serier. I stedet for at slutte med et brag, binder den blidt sløjfe på sig selv med et langsomt optræk til Rogue One, som jo så må være den egentlige sæsonafslutning. Det gøres selvfølgelig yndefuldt og organisk, men jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at Disney snart har malet sig selv op i et hjørne ved nærmest kun at fortælle historier inden for handlingen af de eksisterende film. Jeg håber ikke at The Acolytes fiasko har afskrækket dem fra at bevæge sig i den retning på tidslinjen.

Andor har sprængt en ny port åben for, hvad Star Wars kan være, og et spektakel som det vil uden tvivl danne ringe i vandet.

De første tre episoder kan ses på Disney+ fra d. 23. april.