Man kan ikke undgå at blive rørt i få af de ellers mange tårepressende scener, Under stjernerne på himlen er spækket med, men på trods er filmen også så forudsigelig og uoriginal som en Melodi Grand Prix-sang og så sukkersød, at jeg næsten ender med at ligge og ralle på biografgulvet med fråde om munden af ren sukkerchok.

Hvorfor skal vi have en film om Tommy Seebach? Det nemme svar er jo, at familien Larsen ikke vil afgive rettighederne til Kim Larsens repertoire, så der kan laves en film. Så er vi jo nødsaget til at kigge vores ellers provinsielle afdøde dansktop-musikarkiv igennem. Måske forstod jeg bare ikke, hvor stor Seebach i virkeligheden var, eller måske er det bare filmen, ingen har bedt om? Men så sendte min mor et screenshot af plakaten og skrev til mig: “Tror den her er lige noget for mig!” Touché, Under stjernerne på himlen er selvfølgelig biograffilmenes svar på sovs og kartofler.

Under stjernerne på himlen handler om Melodi Grand Prix-sangeren Tommy Seebach i starten af 90’erne. Han har haft sin succes med Disco Tango, Krøller eller ej, Hip Hurra det er min fødselsdag og sågar et opsamlingsalbum, men alligevel prøver han at overtale vennerne og producerne til, at han ikke er et levn fra fortiden. Derfor prøver han at opfinde et nyt hit, som han kan gøre dem til skamme med, og når det hit er i hus, så skal han bare med i Melodi Grand Prix igen igen og tage Danmark med storm – endnu engang.

Når man udgiver et greatest hits-album, så har man sagt farvel og tak, nu kommer der ikke mere nyt. Det er en uskreven regel i musikbranchen, derfor irriterer det mig, at Seebach ikke selv kan se igennem filmen, at han nogle gange selv er skyld i sin egen dalende popularitet. Han kritiserer sin søns moderne musiksmag, og hver gang han skal prøve en ny melodi af, slår han “dansktop”-funktionen til på sit keyboard og proller derudad. Det svarer til, hvis du konstant gik og brokkede dig over, at alle andre sender SMS’er og ringer til hinanden, imens du selv sender brevduer afsted.

Jeg har svært ved at se det geni, filmen prøver at fremstille. Han kan finde på catchy melodier, men Keld Heick skriver teksterne for ham. Når han er hjemme, kan han ikke rigtigt finde på musik, han drikker natten lang og bruger penge på alverdens trøstegaver til familien. Det er svært at se, hvad der gør ham værdig til sin egen film, andet end at han var en sød og rar familiefar på de rigtige dage, og at han måske betød meget for fans af Melodi Grand Prix.

Når rulleteksterne spiller på skærmen, går jeg ud af salen til lyden af Rasmus Seebachs Josefine, og det sidste, jeg så, var også Rasmus på Bøgescenen spille sin fars godnatsang. Så det ikke nemt at se filmen på anden måde end en to timer lang takketale og hyldest til Seebach-familiens afdøde far. Det bliver for privat for mig, for man skulle nok have kendt ham privat for at holde lige så meget af filmen, som familien Seebach prøver at få mig til.

Filmen er stærkest fra 1979 til 1993, hvor instruktør Kasper Gaardsøe og manusforfatterne Stefan Jaworski og Jannik Tai Mosholt har haft mest frihed til at skrive den gode historie, filmen gavnes mest af. Historien om den glemte musiker, der selv mener, han har mere at byde på. Det er der, vi ser Tommy vække Heick-familien midt om natten for at få teksterne på plads til hans nyeste hit; en rørende og smuk scene, man ikke ser mange af i andre biopics. I denne tidsperiode følger vi meget Tommy, når han er alene og kæmper med sin skriveblokade og sit alkoholmisbrug, men så snart vi passerer 90’erne og lander i 00’erne, bliver filmen til anekdoter fra hans børn. Det er tydeligt at se, hvordan de pårørende har fortalt svage minder fra barndommen til manuskriptforfatterne, de har kunnet brygge på, kontra de lysklare historier fra deres unge år, hvor de mødte deres fulde far for sidste gang.

Det går fra at være Tommy i centrum, der kæmper, til børnene, der alle skal have sagt ordentligt farvel til deres far på skærmen. Den berøringsangst degraderer Tommy til en drukkenbolt, der irriterer sine børn, og jeg får ikke nogen morale ud af filmen andet end: “Hold kæft, hvor vi behandlede Tommy dårligt. Hvis vi bare havde købt hans plader, havde det endt godt.”

Filmen har alle de klichéer, som A Complete Unknown undgik. Den sure storrygende producer med solbrillerne, den opmuntrende familiemor, der aldrig ville bestå Bechdel-testen. Hele verden drejer sig om Tommys succes og hans problemer, hans venner taler kun om ham og hans problemer. Hvis scenen er sørgelig, kan du bide dig selv i næsen på, at der kommer klaver og strygere ind over. Er Tommy nervøs, så går tiden langsomt, og hans åndedræt er skruet op. Der er ikke overladt noget til fantasien på andet end, hvor filmen mon slutter.

Ingen af skuespillerne forsvinder ind i sin rolle. Jeg ser igennem hele filmen Anders Matthesen klædt ud som Tommy. I nærbilleder kan man endda se udskæringen på parykken over hans pande. Filmen er fyldt med dårlig playback, når Matthesen synger til Grand Prix-showsene, som heller ikke bidrager til hans troværdighed. Neel Rønholt er nok den bedste (nok kun fordi jeg ikke kender Tommys kone) ved siden af Caspar Phillipson som Keld Heick. Phillipson stjæler scenen, hvor han skriver titelsangen til sin datter Anette. Han kan levere de ellers klichéfyldte replikker, så de ikke fremstår så banale, som de kunne have gjort.

Under stjernerne på himlen er en film, der er lavet mere til familien Seebachs fotoalbum end til de danske biografer. Den er så bange for at træde ved siden af, at den glemmer, at den helst skal blive en god film i sidste ende. Det er en én til én-fortælling om, hvordan hans karriere endte på bunden, så vi som publikum kan gå ud af biffen med dårlig smag i munden til lyden af Rasmus Seebach.