Et ubåds-heist og propelflyjagt lyder som en god omgang actionfilm. Desværre er det ikke nok, når det står i samme række som syv andre Mission: Impossible-film.

Tom Cruise kan bare det der. Filmbranchens sensei, Steven Spielberg, har selv takket Cruise personligt for at have reddet filmindustrien – han giver os publikummer en grund til at gå i biografen. Han ved, at man skal lave et produkt, der gør ondt at se derhjemme på sin MacBook, velvidende at man gik glip af Tom Cruise dingle fra en Airbus A400M på en IMAX-skærm. Men er det (måske) sidste kapitel i franchisen, The Finale Reckoning, grund nok til at drage ud af lejligheden og ind i biografen?

Vi fortsætter, hvor vi slap: Ethan Hunt og hans slæng snød Gabriel på Orient Expressen og har nu nøglen til The Entitys kildekode og kuren mod den ondsindede, løbske AI-skurk. Men dens kildekode ligger stadig på bunden af det arktiske hav i en russisk ubåd, og snart har den hacket sig ind i hele verdens A-våben-arsenal. Det kan ikke blive ret meget vigtigere. Nu er det USA’s præsident, der personligt sætter Hunt og co. på missionen: Find kildekoden og dræb den. Det er jo ret simpelt, men sådan skal det ikke være.

Jeg kan huske, jeg var ret undervældet efter Dead Reckoning. Måske fordi der ikke var en reel skurk, Hunt kunne se i øjnene, og Gabriel kunne slet ikke gøre det for mig. Plotmæssigt var der for mange bolde i luften: Den russiske ubåd, der synker i starten, de to halve nøgler, der var filmens MacGuffin – men ikke rigtigt – den nye lommetyv Grace, Gabriel og Hunts fælles fortid, Alanna i Paris, der også har en rolle i spillet. Eugene Kittridge var tilbage som en chef, Denlinger er også chef. Og hvad vil de hver især bruge The Entity til? Og nåh ja, så var der også den nye Paris, der lige skulle med. Det hele var meget rodet, og der var en stor portion karakterer for meget med. Og mest af alt bar den præg af, at det var del 1 af en længere fortælling.

The Finale Reckoning er slet ikke lige så rodet. Den minder mest af alt om Fallout, bortset fra at den slet ikke rykker sig lige så hurtigt som Fallout. Den første time af The Finale Reckoning er umanerlig kedelig. Man skal have plottet genfortalt, få en lille tur down memory lane fra de tidligere film i form af en montage (for det er jo vist nok den sidste film), og vi skal lige have fortalt, hvor slemt det hele står til. Der går en hel time, før vi kommer frem til det, Mission: Impossible handler om: En umulig mission, vi sammen skal løse.

Jeg savner i denne og den sidste film planlægningen af et tydeligvis umuligt kup, nye gadgets og det pludselige fuck-up. Jeg savner, at de farlige stunts spiller ind i filmen som en overraskelse og en del af plottet – i stedet for at det virker konstrueret, og at handlingen er skrevet rundt om stuntet. Da Tom Cruise kørte ud over en kløft i den tidligere film, var det enormt undervældende. De havde vist mig klippet 1000 gange i markedsføringen af filmen, og det tydeligt animerede flyvehop over kløften hjalp ikke på skuffelsen. Det var tydeligt at mærke, hvordan Cruise havde fået ideen til stuntet før selve handlingen til filmen. Og sådan føles det også, når Hunt jagter Gabriel i gamle, pangfarvede propelfly i Afrika. Det virker mere som om, Cruise gerne vil vise, hvor sej og modig han er, end at han vil fortælle en god historie.

Misforstå mig ikke. Tom Cruise er virkelighedens Last Action Hero, og det lægger han ikke skjul på. Det er skide fedt, når han hænger på vingen af et fly, imens det laver loop, eller når han tydeligvis kravler halvnøgen igennem et torpedorør på en ubåd på havets bund. Jeg bider mine negle helt ned til roden. Men jeg savner følelsen af, at de bryder ind et sted – i stedet for, at det føles som en superheltefilm, hvor de redder verden.

I stedet for masker og indbrud, så er der masser af snak imellem mellemledere og generaler. To timer af filmen er snak om strategi og koordinater, hvor nok 40 til 50 minutter af filmen er action. Det er ikke det, jeg forventer af sidste kapitel på vor tids bedste actionfilm-franchise. Når Hunt og co. har snakket lige lovligt meget militærstrategi, bliver han pludselig overfaldet, imens han løbetræner – det virker på mig som en selvforståelse af, at der er gået lige lovligt lang tid, siden der sidst skete noget.

Filmens stærkeste sider er dog, når der faktisk kommer action. Når jeg har accepteret præmissen for flyscenen, så fungerer den rigtig godt. Men bedst af alt er Hunts indbrud på den russiske ubåd. Vi ved jo godt, at han ikke kommer tilbage på overfladen med dragten, når soldaten har sagt, det er meget vigtigt, at han afleverer den tilbage. Og det er ekstremt nervepirrende. For det er ikke bare på ekstrem dyb havbund – det er også med is på overfladen og på en ubåd fyldt med usikre missiler.

Jeg havde forventet mere af en todelt Mission: Impossible-film, når man ser på, hvad de ellers har formået igennem tiden. For når filmene har lagt sig om fem års tid, så er det ikke Reckoning-filmene, jeg vil huske bedst.

Men på trods af kedelige snakke og en for lang spilletid, så sidder jeg stadig på kanten af sædet i få momenter. Mission: Impossible – The Finale Reckoning er ikke den franchiseafslutning, jeg havde håbet på eller troede, de ville levere – men vi får stadig en god omgang veludførte stunts med hovedrolleindehaveren i fokus og en masse løbeture. Og ja, den er stadig det værd at gå i biografen for.