Brother
Udgivet 24. jul 2002 | Af: filmz-vassago | Set på DVD






Han flygter til USA, for at opsøge sin bror Ken. Han driver en mindre pushervirksomhed med nogle venner, deriblandt Denny (Epps). Ham kender Yamamoto kun alt for godt, de to havde nemlig en mindre uoverensstemmelse, der endte med at Yamamoto skar ham i øjet med en knust flaske. Episoden, som Yamamoto nu benægter, resulterer i en del mistillid mellem de to.

Det er den italienske mafia ikke helt tilfreds med, de vil have procenter, mange procenter. Det kan hverken Yamamoto eller Shiraze være tilfreds med. Så de erklærer mafiaen krig. En krig hvor der ikke er plads til tilgivelse eller medlidenhed og hvor indsatsen er livet. For hellere dø end at tabe ansigt.
Hele vejen igennem filmen er der en del flashbacks. De fortæller om Yamamotos liv i Japan, og er med til at fortælle hvem han er, og hvorfor han er endt i USA. Men de flashbacks er også med til at vise de kontraster der er imellem de to nationer. Hvor alt i USA gøres op i penge, er æren det vigtigste i Japan. Et koncept de unge amerikanere ikke helt kan forene sig med. Kun den unge sorte Denny ser ud til at kunne begribe det kodeks Yakuza’en lever efter. Der opstår en stor forståelse mellem dem, og et venskab med stærke bånd knyttes.

Men på trods af forskellene mellem de to lande, er kriminalitet en universel størrelse. Han falder hurtigt tilbage til det der var dagligdagen i Japan. Vold og kriminalitet. Han opbygger sin egen “familie”, men de kan ikke forstå ham eller hans motivationer, og ofte er de bare tilskuere. Det er og bliver bare ikke det samme som i Japan.
Filmen er fuld af kontraster. Instruktøren Takeshi Kitano har sin helt stil, der til tider kan blive for meget for nogen. Filmene er bygget op med lange, stille og ofte helt musikløse scener – for derefter at eksplodere i et inferno at vold og ødelæggelse.
Det kendetegner også de andre film han har skrevet, instrueret og medvirket i. Det er skuespillet der er det vigtigste. Man kan tage Hana-Bi, en af hans andre film som eksempel. Der sidder 3 mænd i en bar, de siger ikke rigtigt noget – de sidder der bare. Der er helt stille, ingen musik. Den ene begynder at snakke om en pige han har mødt. Karakteren Nishi, som Kitano spiller, ser ikke ud til at være videre interesseret i samtalen. Der går et par minutter, så kommer to andre mænd op i baren, de snakker lidt med Nishi, en af dem kommer med en lille fornærmende kommentar – pludselig banker Nishi et sæt spisepinde ind i øjet på den ene af dem, og blodet sprøjter ud.
Det er jo nærmest absurd. Men på mange punkter er “Brother” også skruet sådan sammen, der er mange scener hvor der ikke sker det helt store, men når det så endelig går løst, så er Yamamoto ligeså cool som Dirty Harry.

Navnet Beat Takeshi kommer fra hans tidligere dage, hvor han var den ene halvdel af en manzai, en slags komiker duo, ved navn ”The Two Beats”. Det i sig selv er egentlig lidt sjovt, for på film siger han så godt som aldrig et ord, og det skal virkelig forstås bogstaveligt. Det skyldes måske, at han i ’94 var involveret i en motorcykelulykke, som nær havde kostet ham livet. Han undslap døden, men fik delvis lammet sit ansigt – det er også derfor at han har de små “tics” i ansigtet hele tiden.
Tilbage til Tarantino. Det var sjovt nok Quentin Taratinos distributionsselskab, “Rolling Thunder” under Miramax, der bragte de første Kitano film til USA. Han har aldrig opnået den samme succes derovre, som den han opnået i Europa. Her er han ved flere lejligheder blevet æret med priser, bl.a. den gyldne løve fra filmfestivalen i Venedig.
Han har opnået stor succes med filmene; “Sonatine”, “Hana-Bi” og “Kids Return”. Det kan nævnes at han også har medvirket i filmene “Merry Christmas, Mr. Lawrence” og “Johnny Mnemonic”, Hvor hans optræden i “Merry Christmas…” er rigtig god.

Jeg håber at “Brother” får den succes herhjemme, som den har fortjent. Det er en udmærket film, men det er langtfra Kitanos bedste, men man kan jo håbe at folk bliver interesserede i navnene Beat Takeshi og Takeshi Kitano. Han er ikke uden grund et af de største navne i Japan.
Billedet er i Anamorphic Widescreen, så her er der heller ikke noget at klage over.
Lyden er i DD5.1 og DD2.0 – Her er der ikke noget at komme efter. Der er i dialogerne gjort meget brug af de bagerst kanaler, hvilket faktisk er lidt usædvanligt, men det skaber en fin effekt.
Der er intet ud over en trailer, hvilket må siges at være ringe.
Jeg ville meget gerne have haft denne film, det gælder også Takeshi Kitanos andre film, fyldt til randen med ekstra materiale. Men det er hverken tilfældet her eller på de amerikanske udgivelser.






Det er en sej gangsterfilm. Takeshi er kold som is. Den tørre humor og de stærke kontraster går rent ind. Jeg kan kun anbefale den.
Jeg ville gerne have set noget ekstra materiale, evt. noget “the making of” eller et interview med instruktøren. Men som så mange andre region 2 udgivelser er det ikke at finde på disken. Ellers er jeg godt tilfreds med udgivelsen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet