Dexter – Sæson 4
Udgivet 31. jan 2012 | Af: The Insider | Set på DVD






Et gammelt engelsk mundheld lyder: ”If it ain’t broke, don’t fix it” – sagt med andre ord: Hvis der ikke er noget i vejen med en given ting, hvorfor i alverden så spilde kræfter på at lave om på den? Det er et ordsprog, som folkene bag tv-serien “Dexter” tydeligvis har taget til sig, for hver sæson af deres prisbelønnede og pragtfulde føljeton har mere eller mindre fulgt den samme opskrift: Hovedpersonen Dexter Morgan, som arbejder for politikorpset i Miami og i øvrigt myrder mordere i sin fritid, får færten af en skruppelløs slyngel, som han skal nedjage sæsonen igennem, uden at hans kollegaer hos politistyrken får færten af hans skræmmende skyggeside.

Det, som seriens 3. sæson især manglede, var et værdigt modstykke til Dexter og den fænomenale skuespiller, der spiller ham: Michael C. Hall. Jovist, Jimmy Smits var fremragende som den lettere sleske stjerneadvokat Miguel Prado, men han trådte først for alvor i karakter mod slutningen af sæsonen, og han fremstod aldrig som en reel trussel mod seriens kløgtige og noget alternative antihelt. Men med den 4. sæsons såkaldte Trinity-seriemorder skabte Dexter-forfatterne omsider den ultimative nemesis til Dexter – hans Joker eller Blofeld, om man vil – og i rollen er John Lithgow simpelthen sensationel.

Som altid fastholder Hall sit isnende, iskolde ydre, alt imens han efterlader nok sprækker i Dexters kølige facade til, at vi netop kan ane, at han altså har en sjæl. Lithgow er nøjagtig lige så god – forførende i foruroligende grad, når han fremtvinger sit kunstige smil, mens han tvinger nakkehårene på overarbejde, når Trinitys indre dæmoner bryder ud i lys lue. Uden at afsløre for meget er det dog en anelse skuffende, når manuskriptforfatterne undervejs forfalder til en mere søgt og overgearet skildring af Trinity og hans skøre familie (lidt ligesom de gjorde med Dexters umiddelbart interessante flamme Lila i sæson 2, der pludseligt syntes at blive skrupskør, alene så hun lettere kunne skrives ud af serien), men cliffhangeren råder bod på sæsonens fåtallige fejltrin – du vil være chokeret i dagevis.

Alle afsnit præsenteres i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. 4. sæson af “Dexter” ser nøjagtig lige så godt ud på dvd som de foregående. Der forekommer kun få unaturlige svingninger i farvetemperaturen og kontrastniveauet. Billedet er skarpt, edge-enhancement optræder stort set aldrig, og hverken udtværing, snavs eller smuds dukker op.

Seriens 4. årgang lyder også lige så godt som de forrige. Dialogen er tydelig hele vejen igennem, og kun sjældent lyder den en tand for skarp. Lydsporene benytter sig primært af fronthøjtalerne, men der bliver også gjort god brug af baghøjtalerne, der ofte bidrager med både subtile og markante lydeffekter. Enkelte fine panoreringer fornøjer også. LFE-kanalen er desuden forbavsende aktiv, og den sørger især for at give de mange musikalske indslag ekstra resonans. Ligesom underteksterne på de forrige sæsoners dvd-udgivelser er underteksterne her indimellem plaget af fejl og mangler, især når der bruges æ, ø og å. Fejlene er heldigvis fåtallige og til at leve med.
Kvantiteten og kvaliteten af ekstramaterialet på dvd-udgivelserne af de andre “Dexter”-sæsoner har aldrig været tilnærmelsesvis imponerende, men i denne ombæring følger der heldigvis mere med. “Dexter: A Sitdown With Michael C. Hall & John Lithgow” (11 min.) er et kort og desværre også relativt overfladisk interview med sæsonens to hovedrolleindehavere, som hovedsageligt slynger komplimenter efter hinanden og sæsonens chokerende slutning. Derudover er her to dokumentarer (samlet varighed: ca. 13 min.), hvori seriens effekter og rekvisitter gennemgås. Langt bedre er kommentarsporet med Lithgow og instruktøren Steve Shill, som er blevet indtalt til sæsonens sidste afsnit. Informativt og underholdende.







Den 4. sæson af “Dexter” er en klar forbedring i forhold til føljetonens foregående og mindre helstøbte 3. årgang. John Lithgow leverer en fuldkommen fantastisk, Emmy- og Golden Globe-belønnet præstation som Dexters mest mindeværdige modstander hidtil: Den psykotiske seriemorder Trinity. Seriens bifigurer er stadigvæk ikke synderligt interessante, men alene samspillet mellem Lithgow og hovedrolleindehaveren Michael C. Hall gør sæsonen til en udsøgt fornøjelse. Hvis man allerede har erhvervet seriens tre tidligere årgange, er der naturligvis ingen god grund til at lade denne blive på butikshylden, især ikke når nu både udgivelsens billed- og lydkvalitet er så glimrende, og ekstramaterialet er hæderligt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet