Falskmøntnere slår plat på bedre krigsfilmHvis der er noget, det østrigske krigsdrama “Forfalskerne” snarere vil blive husket for end at have vundet Oscar for bedste udenlandske film, må det være at have fået den eftertragtede pris uden megen konkurrence. Hvordan kunne arrangementets bagmænd have overset den strålende franske tegnefilm “Persepolis”? Og hvad med det uafrystelige, rumænske abortdrama “4 måneder, 3 uger og 2 dage”, der fuldt fortjent vandt de Gyldne Palmer i Cannes?

Stefan Rusowitzkys “Forfalskerne” (et ord, der i modsætning til falskmøntnerne hidtil ikke har eksisteret) er ganske vist ikke på niveau med de førnævnte perler. Men det er måske en anelse dramatisk at hævde, at det var en tragedie, at filmen blev belønnet med en Oscar. “Forfalskerne” er først og fremmest et enormt velspillet drama. Hovedparten af det østrigske ensemble brillerer vitterligt – især Karl Markovics, der har hovedrollen som den jødiske falskmøntner Salomon Sorowitsch. Sorowitsch er en ekspert inden for sit kriminelle fag. Derfor transporterer nazisterne ham fluks til deres falskmøntnercentral i en af landets forfærdelige kz-lejre, så han kan hjælpe tyskerne med at trykke falske pund og dollars og dermed undergrave de allieredes økonomi.

Markovics lader os se Sorowitschs medmenneskelighed og sårbarhed skinne igennem i glimt, hvorfor den ellers tilsyneladende excentriske og kyniske protagonist aldrig bliver usympatisk eller uinteressant. Devid Striesows prisbelønnede præstation som kz-lejrens anfører Friedrich Herzog er også udmærket, selvom han i få tilfælde får Herzog til at virke lettere karikeret takket være lidt for mange nervøse træk på smilebåndet. Bedre er den fremragende, 23-årige Sebastian Urzendowsky, som spiller en ung knægt i lejren, der får tuberkulose. Og tyske August Diehl er eminent og utrolig intens som den principfaste Adolf Burger – den eneste af historiens karakterer, som eksisterede i virkeligheden, og hvis selvbiografi er filmens forlæg. Men “Forfalskerne” er meget ujævn.

Filmens første akt er enormt interessant, hvor vi følger Sorowitschs møde med kz-lejrenes rædsler på klos hold. De nedslidte kulisser og brugen af håndholdt kamera får filmens locations til at virke enormt autentiske, også selvom brugen af zoom ofte føles kluntet. Men instruktør Stefan Rusowitzky, der også forfattede manuskriptet, har det med at ty til ensartede rædselsbilleder, når han åbenbart føler, at den centrale fortælling begynder at miste pusten, hvilket den ofte gør under filmens midterdel. Man kan ikke undervurdere vigtigheden i at informere folk om verdenshistoriens formentlig mørkeste kapitel. Men mange af forløbets grufulde sekvenser virker snarere som lappeløsninger på filmens dramaturgiske problemer end vigtige afbildninger af nazisternes utilgivelige handlinger.

Og filmens største problem er, at den aldrig for alvor formår at tydeliggøre betydningen af falskmøntnernes dont. Først lige inden filmen slutter, konstaterer en knastør stemme, hvor mange penge bedragerne trykte, og hvilken effekt arbejdernes sabotage havde på produktionen. Men vi får aldrig virkelig lov til at se, høre eller mærke, hvordan arbejdernes indsats påvirkede krigen. Til tider virker falskmøntnerarbejdet som et fortrængt element i en film, der tager munden lidt for fuld i sit forsøg på at overgå klassikere som “Pianisten” og “Schindlers liste”. Det er især en skam, når nu filmen berører et så ukendt og fascinerende emne.

Med en forholdsvis beskeden spilletid på 98 minutter overrasker det heller ikke, at en stor del af persongalleriet forbliver overfladiske tilskuere. Selv Sorowitschs transformation fra adlydende slavearbejder, der uden det store ubehag tager imod ordrer, til trodsigt, determineret mandfolk sker så pludseligt, at overgangen ikke føles særlig overbevisende. Men på trods af enkelte langsomme passager, så keder man sig aldrig, og filmen er gudskelov uforudsigelig. Historiens unikke tema, skuespillernes brillante præstationer og den flotte æstetik er blot tre gode årsager til at give sig i kast med denne Oscar-vinder. Filmens prædiken om at holde fast i ens principper og moral under uudholdelige forhold er prisværdig og evigtgyldig.

VideoPræsenteret i 1.77:1 anamorphic widescreen-format. Dvd’ens transfer har ofte et dejlig filmlignende udseende takket være en tilpas mængde gryn, den solide kontrast og billedets skarphed. Desværre er mængden af gryn undertiden overrumplende, og gryn har det med at ligne digital støj frem for en naturlig del af billedsiden. Komprimeringsfejl optræder også i et par scener, men de kolde, dunkle farver gengives fornemt, og edge-enhancement figurerer aldrig.

AudioDvd’en er udstyret med både et Dolby Digital 5.1-mix og et DTS 5.1-lydspor. Igennem hovedparten af filmen kan man ikke høre forskel på de to lydspor, men i visse scener er DTS-mixet (ikke overraskende) bedre. Eksempelvis er der en scene, hvor lyden af arbejdernes maskineri er meget markant, hvor dialogen kommer klarere til udtryk på DTS-sporet. Begge spor er hæderlige, om end langtfra overrumplende. Dialogen er tydelig, og støj optræder aldrig. Baghøjtalerne bliver sjældent brugt, og der optræder ikke én nævneværdig panorering. En troværdig atmosfære skabes dog til tider, og Marius Ruhlands fine musik lyder også meget distinkt. LFE-kanalen bruges sjældent, men under en enkelt scene efter en brutal henrettelse udnyttes subwooferen opfindsomt til at illustrere Sorowitschs chokerede tilstand.

EkstramaterialeInden filmen går i gang, præsenteres man for trailere til “Hallam Foe”, “The Bank Job”, “Rambo” og “Death Sentence”. Fire overflødige slettede scener, der tilsammen varer ca. fire minutter, medfølger. En af de saksede sekvenser forsøger at være humoristisk, men fejler totalt. “The Making of Die Fälscher” (10 min.) er en desværre meget kort dokumentar om filmens tilblivelse, der indeholder et par delvist interessante interviews med få af skuespillerne og optagelser af virkelighedens Adolf Burger.

Money makes the world go aroundPenge er roden til alt ondt, siger man, men de kan ikke desto mindre nogle gange gøre forskellen mellem liv og død. Det må en gruppe KZ-lejrfanger sande, da deres liv kommer til at afhænge af, at de kan producere overbevisende falske penge, velvidende at de derved hjælper med at holde den tyske krigsmaskine i gang.

Det starter alt sammen med den jødiske Salomon Sorowitsch, der er en succesfuld falskmønter i 1930’ernes Berlin. Her lever han det søde liv med champagne, kaviar og hurtige damer. En dag da han er for uforsigtig, bliver han fanget og sendt til Mauthausen-lejren. Takket være en blanding af snarrådighed og held lykkes det Sorowitsch at overleve, ved at han bruger sit kunstneriske talent til at lave forskønnede portrætter af de nazistiske soldater.

Fem lange år senere bliver han imidlertid overført til Sachsenhausen, da tyskerne iværksætter en storstilet falskmønteraktion til at finansiere den krig, de er ved at tabe. Sorowitsch bliver sat til at lede en gruppe jødiske typografer, tegnere og bankfolk, der i al hemmelighed skal producere falske pund og dollars. Mændene lever afskåret fra omverdenen midt i koncentrationslejren under langt bedre kår end resten af lejrens indsatte, men med bevidstheden om at hvis de fejler, bliver de prompte henrettet. Sorowitsch pragmatiske overleverinstinkt bliver imidlertid konfronteret med den idealistiske medfange August Diehl, der er villig til at risikere liv og lemmer for at sabotere tyskernes pengeprojekt.

Det er ikke længere nogen hemmelighed, at tysk film er inde i en fantastisk periode. Med værker som “Der Untergang”, “Sophie Scholl – De sidste dage” og ikke mindst den fremragende “De andres liv”, der velfortjent modtog en Oscar for bedste udenlandske film, har tyskerne leveret nogle bemærkelsesværdige film, som tager et opgør med den fortid, der stadig spøger. Perlerækken har imidlertid også gjort os temmelig forvent med tyske kvalitetsfilm, og det er måske til dels et problem for “Forfalskerne”, der i førnævnte selskab fremtræder betydelig mere ordinær og banal. Film i koncentrationslejre har trods alt været hverdagskost i årevis.

Filmen er baseret på en sand historie, og bringer dermed også lys over et overset kapitel i tysk historie. Selve filmens hovedtema – afvejningen mellem overlevelse og pligt – er dens stærkeste kort, og vækker minder om film som “Broen over floden Kwai”. Ligesom i den er man i “Forfalskerne” ofte i tvivl om, hos hvem sympatien bør ligge, når Diehl fanatisk er indstillet på at ofre sine medfangers liv for en sag, der synes uvis. Koncentrationslejrenes ufattelige rædsler foregår aldrig direkte på lærredet, og filmen formår i stedet ganske effektivt at antyde lidelserne på den anden side af hegnet.