I djævlens vold og magt

De kritiske røster har været mange og forskelligartede. Men budskabet har været fælles for dem alle: Dansk film savner den iltre vitalitet og det ukuelige vovemod, som igennem afprøvning og overskridelse af grænser gjorde halvfemsernes filmmageri til en uforglemmelig succeshistorie. Derfor er det livsbekræftende og betryggende, at der stadig er danske filminstruktører, som tør gå andre veje. Det gør den debuterende spillefilminstruktør Omar Shargawi, der med “Gå med fred Jamil” har lavet en infam og ondskabsfuld film, hvis lige næppe er set siden Nicolas Winding Refns mesterlige “Pusher”.

I “Gå med fred Jamil” besættes rollerne af forholdsvist uprøvede kræfter. Men det gør ikke det mindste, for skuespillet er ganske enkelt fremragende. Særligt imponerer filmens protagonist Dar Salim, der qua sin introverte og depraverede facon er selve årsagen til, at projektet lykkes. Men om sig har han også ganske nuancerede præstationer i de flere generationers familiemedlemmer og på den anden side det broderskab, han har lagt sig ud med. I hvad der regulært defineres som blodhævn, har den unge Jamil nemlig slået en mandsperson ihjel på åben gade. Og selv om det umiddelbart synes både omsonst og meningsløst, så erfares det undervejs, at det er en hævnagt for drabet på Jamils egen mor for år tilbage, da han og familien stadig boede i det krigshærgede Libanon.

Siden da er både hans familie og altså også moderens banemand flygtet til Danmark fra krigens rædsler. Men nissen flytter med, og snart er en mere personlig krig videreført til de københavnske gader og stræder, hvor det er øje for øje og tand for tand, der er den gældende metier. I Jamils omgangskreds har det været forventet, at faderen hævnede sin hustrus død, og da dette ikke blev indfriet, måtte Jamil tage affære for ikke at tabe ansigt. Spørgsmålet om ære vejer tungest, og selv om den altoverskyggende hovedperson undervejs får moralske skrupler og helst vil klinke skårene med far og kæreste og desuden værne om sin egen søn, så er det ikke lige til. For baglandet ånder ham i nakken med krav om nye hævndrab.

“Gå med fred Jamil” er filmet i en håndholdt og frapperende stil, som gør oplevelsen til et nervepirrende postulat, udspillet i det muslimske nærmiljø på stenbroen. Selv om man som tilskuer har håbet at klynge sig til, så er der ikke meget muntert at registrere. Freden er et fatamorgana, og grundlæggende er filmen en lang, nedadgående voldsspiral, som får blodet til at flyde i og uden for dets årer. Sjældent har så megen ondskab og kynisme været sat til skue i en og samme danske film, der også henter tydelig inspiration hos både førnævnte Refn og Martin Scorseses tidlige halvfjerdser-æra.

I lyset af efterårets mange skudvekslinger med arnested i samme bydel, så har “Gå med fred Jamil” en vis aktualitet, om end udgangspunktet for stridighederne formentligt er et andet. Ikke desto mindre synes mekanismen at være den samme. Vold avler vold. Ingen har lyst til at stå som den store taber uden æren i behold i de interne stridigheder, som dikterer slagets gang. Derfor kan “Gå med fred Jamil” måske give et indblik i, hvad polemikken i dybeste forstand handler om. Men Omar Shargawi har også en anden og mere interessant dagsorden med sin film. Den er nemlig et nuanceret indblik i en fremmed kultur med ophold i Danmark. Og der har vi med blik for familierelationerne meget at lære.

Når “Gå med fred Jamil” lykkes så fortræffeligt med sit forehavende, så skyldes det ikke udelukkende det faktum, at vi for en gangs skyld får serveret en film, som ikke ikke svælger i parforhold og utroskab. Derimod hviler grundelementerne i protagonistens håbløse situation. Den temperamentsfulde Jamil er presset fra alle sider og sidder fast i en skruestik, han øjensynligt ikke kan slippe levende ud af. Han er en jaget mand i de københavnske gader – af offerets hang arounds og af egne frænder, der presser på for at fortsætte blodhævnen til allersidste dråbe.

Imellem linjerne er også de mellemøstlige sæder og skikke og naturligvis religionen. Der ligger deri en understregning af, at Islam ikke bare er en religion, som de fleste måske har indtryk af. “Gå med fred Jamil” er med til at tegne et nuanceret billede af både forskellighed og racisme, af æreskrænkelse og af opdragelse. Hvis flere danske film rent faktisk havde det fornødne mod til at skille sig ud, ville det nok ikke stå så skidt til for dansk film endda. Det er sjældent, at man af en dansk film er grebet i hjertekulen til allersidste sekund. Det er man her.

Video

“Gå med fred Jamil” kan opleves i det forholdsvist skarpe anamorphic widescreen 2.35:1-format, der ikke er uden enkelte mislyde. Myrer i billedet forekommer flere gange undervejs og snavs ligeså. Herudover er edge-enhancement, digitale forstyrrelser og udtværinger ikke til stede i nævneværdigt omfang. Farvetemperaturen holder sig konstant, og kontrasten er trods udsving også en forholdsvis stabil faktor. Generelt er der tale om et udmærket transfer.

Audio

Et hak bedre er imidlertid den dansk- og libanesisksprogede lydside, der udspringer i de to Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor. Dialogen er tydelig og præges aldrig af overstyringer, ligesom den ikke drukner i den stemningsskabende og østligt inspirerede underlægningsmusik. I tilgift er atmosfæren velgennemarbejdet og supplerer endda med enkelte vellykkede effektlyde.

Ekstramateriale

Til gengæld er der ikke meget at komme efter iblandt ekstramaterialet. En fraklippet scene, en trailer og en musikvideo suppleres af tre klip fra den kortfilm, der oprindeligt agerede oplæg til nærværende film. Det kan undre, at der ikke gives mulighed for at se kortfilmen i sin helhed.

Religiøst hævntogtMed baggrund i den mere end 1400 år gamle konflikt imellem sunni- og shiamuslimer har den debuterende instruktør Omar Shargawi skabt filmen “Gå med fred Jamil”. Konflikten opstod, da man skulle finde en efterfølger til profeten Muhammed ved dennes død. Op igennem årene har konflikten udviklet sig, og det har adskillige gange ført til blodige opgør imellem de to grupper. I “Gå med fred Jamil” følger vi sunnimuslimen Jamil, som flygtede fra Libanon sammen med sin far efter at have overværet mordet på sin mor. Mange år efter den tragiske hændelse finder Jamil gerningsmanden bag morens død, som viser sig at være shiamuslim. I vrede får det Jamil til at hævne sig – men hævn fører til hævn, og snart er Jamil en jaget mand.

“Gå med fred Jamil” er en dansk produceret film, der foregår på arabisk, men som finder sted i Danmark. Den tager udgangspunkt i den islamiske tro, hvilket tydeligt indikerer, at “Gå med fred Jamil” adskiller sig markant fra andre danske produktioner. Det er ellers ikke fordi, at den hævnbaserede handling adskiller sig fra andre film med hævn og krig imellem to grupper som omdrejningspunkt. Men den religiøse baggrund, der er i “Gå med fred Jamil”, er med til at give filmen en ekstra dimension, om end det ikke lykkes til fulde.

Omar Shargawi vil gerne fokusere på konflikten imellem sunni- og shiamuslimer, men efter et stykke tid lader han dette i baggrunden for udelukkende at koncentrere sig om den krig, der udvikler sig på baggrund af Jamils hævn over sin mors morder. Det er synd, for det er meget sjældent, at man oplever en film, der behandler konflikten imellem sunni- og shiamuslimer, og det ville have løftet filmen yderligere, hvis man havde holdt fast i den røde tråd, som filmen indledes med, og havde fuldt temaet helt til dørs.

Filmen er blevet tillagt et arabisk islæt, hvilket virkelig klæder den. Det ligner en produktion fra Mellemøsten, og man skal da også halvvejs igennem filmen, før man får et visuelt indtryk af, at handlingen udspiller sig i Danmark. Dialogen foregår primært på arabisk, der bliver blandet med nogle danske eder, og musikken er også af mellemøstlig karakter. Sidstnævnte havde filmen dog været bedre foruden, da den kun bliver brugt til at højne dramatikken i filmen, hvilket er helt unødvendigt, da filmen i sig selv skaber den nødvendige dramatik.

Flere gange igennem filmen får man lov til at dvæle ved de enkelte scener, så man på den måde lige får lov til at fundere lidt over, hvilke tanker der løber igennem hovedet på personen i scenen. Desværre er det ikke noget, der bliver benyttet i den sidste del af filmen, hvor det ellers ville have været rart at have. Især slutningen kunne sagtens have klaret at blive trukket lidt ud.