Green Hornet, The
Udgivet 27. jan 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Hvis “Avatar” har efterladt os i et filmlandskab, hvor 3D-film efter 3D-film håber på at kopiere succesen og score en bid af kagen, så lader “The Dark Knight” til at have gjort noget tilsvarende for superhelte-genren.
Som så mange lignende fortællinger har filmen en tilsyneladende uduelig opkomling i hovedrollen. Rigmandssønnen Britt Reid – spillet af Seth Rogen – er en dagdriver og playboy, men da hans far dør, bliver Britt tvunget til at overtage den avis, som faderen udgav, selvom han knapt nok har læst et eneste eksemplar. Mere interesseret bliver Britt derimod, da han opdager, at faderens mekaniker og kaffemager (!) Kato ikke alene har duperende evner til at bygge vanvittige biler, men også er lidt af en kampsportsmaskine. Sammen med Kato beslutter Britt sig for at tage springet ud i en ny og mere spændende tilværelse ved at blive superhelten “The Green Hornet”.
Filmen er instrueret af Michel Gondry, der har vist visuel finesse i film som “Evigt solskin i et pletfrit sind”, men som ikke bidrager med meget til denne omgang. Filmens actionscener er af den larmende intetsigende type og proppet med biljagter, hvori vi kører og kører, men aldrig lader til at komme nogen vegne. Der er mere dynamik i slagsmålscenerne, med de lider til gengæld under et gevaldigt overforbrug af slow-motion-effekter. Sigende nok er filmens bedste actionscene mellem de to helte, hvor Gondry lader sit komiske lune skinne igennem. Det er desværre en af de eneste gange, det sker, og resten af tiden efterlades man i selskab med papfigurer og uinspireret dialog.
“The Green Hornet” har dog enkelte velfungerende øjeblikke, og den ikoniske værdi af hat og maske er stadig så stærk, at selv Seth Rogen ser helt sej ud med dem på. Ellers så er hverken filmen eller 3D-effekten noget at skrive hjem om, men den giver os dog et sjældent gyldent ufrivilligt komisk øjeblik, da Rogans far – i skikkelse af Tom Wilkinson – dukker op i starten af filmen for at holde en dundertale til sin uvorne søn. Et skilt informerer os om, at der nu er gået tyve år siden sidst, men da Wilkinson dukker op til endnu en dundertale, har han mirakuløst ikke ændret sig det fjerneste. Udgifterne til de eksploderende biler må have slugt alle pengene til make-uppen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet