Fiktion eller fakta?

Den danske filmentrepenør Jørgen Leth vil i de flestes munde og ører nok fortrinsvis blive forbundet med sine utallige dokumentarfilm og naturligvis de mangeårige meritter for cykelsporten. Men filmskaberen har faktisk også snedkereret enkelte fiktionsfilm i løbet af sin årelange karriere, som havde sit udspring for godt femogfyrre år siden.

Men er det da det pureste opspind og tanker helt uden hold i virkeligheden, Leths film i den nyudgivne opsamlingsboks “The Jørgen Leth Collection: Fiktionsfilmene” er baseret på? Ja og nej, må det tvetydige svar lyde. For ganske vist fornemmes en mere fiktionær streg fra den betragtende kunstner, og ganske vist er der ingen tvivl om, at filmatiseringen af Oehlenschlægers “Sanct Hansaftens-Spil” holder sig stringent inden for fiktionens rammer. Det gør til gengæld hverken “Traberg” eller “Udenrigskorrespondenten”, der gør det ud for resten af det fiktionsprægede trekløver. Historierne er måske opdigtede. Men enkeltdelene kunne lige så godt være – og er det også – taget ud af en virkelig sammenhæng.

I den undergangstruede “Udenrigskorrespondenten” er det som i “Traberg” som at være fluen på væggen i Jørgen Leths eget univers. Vi er på Haiti og følger i begge tilfælde to mandlige enspændere i det økonomisk fattige land, mens politisk instabilitet og et totalt kaos truer lige rundt om hvert eneste gadehjørne. Leth dvæler som altid ved detaljen, det smukke og det fænomenologiske, og egentligt er det heller ikke helt rimeligt at tilskrive hovedrollen de to ensomme mænd. Vi lærer dem aldrig for alvor at kende. Hvem er de egentlig? Hvor kommer de fra? Hvor skal de hen? Svarene fortaber sig i det uvisse, og i virkeligheden er det miljøbeskrivelsen, beskrivelsen af et land i uorden, som her er det væsentlige.

Noget anderledes står det derimod til med den antikvariske “Sanct Hansaften-Spil”, som indledningsvis giver mindelser om Danmarks Radio og nationalkanalens mange hedengangne teater-transmissioner. Dette indslag er baseret på Adam Oehlenschlägers eksistentielle drama, hvor kærlighedens uransaligheder og ulyksaligheder er selve fundamentet og med en sand perlerække af de allerbedste danske skuespillere og skuespillerinder. Det var ganske enkelt et forsøg på at få den aldrende teaterform ud i stuerne til søndagens aftenkaffe, og med maleren Per Kirkebys prangende baggrundsdekorationer skulle forsøget i hvert fald været godkendt.

Når Jørgen Leth traditionelt filmer fortællinger, så bruger han generelt livsholdige skæbner og fascinerende individer håndplukket fra det virkelige liv – som oftest fra Haiti – til at gøre rede for sine fænomenologiske iagttagelser. Nu er det ikke fordi, der er noget som helst uvirkeligt ved skuespillere som Ghita Nørby, Frits Helmuth eller for den sags skyld Hanne Uldal, som i det virkelige liv rent faktisk har dannet par med Leth. Men med tydeligt instruerede aktører inden for fiktionens rammer, bliver afkastet alligevel et andet. Særligt “Sanct Hansaftens-Spil” rummer finurlige og ligefrem underholdende indslag, men også udgivelsens to andre bidrag rummer sine seværdigheder.

Fiktion er ikke dokumentaristens fremmeste våben, men alligevel bør Leth roses for at besidde modet til at gå nye og for ham uprøvede veje. Hvis noget kan og skal kritiseres, er det den tydelige genbrug af gammelt råmateriale, som også har været dele af forudgående dokumentarfilm. Det synes lidt for nemt og lidt for bekvemt, men omvendt er det også kunstnerens ypperste fordel og metier. At formulere, ælte og modulere sit materiale, som det behager og over tiden på et utal af forskellige måder. Heri ligger selve filmmagerens fascination, og selv om det synes billigt sluppet, er det kun sjældent tilfældet.

Som regel er Jørgen Leth den opdagelsesrejsende på ekspedition uden for civilisationens rammer – ude, hvor man ikke altid kan bunde. Livet er en rejse uden for lange ophold samme sted. Denne gang er rejsen nået ind i fiktionens land, og om end det landområde ikke hører til det mest interessante i instruktørens forunderlige verden, så er udgivelsen som kuriosum alligevel ganske tiltrækkende. For os tilskuere er det imidlertid blot et midlertidigt stop på rejsen mod den alt for længe ventede “The Jørgen Leth Collection: Portrætfilmene”, som er tiltænkt udgivelse op mod jul.

Video

På billedsiden er det en udgivelse med svingende formater, men også svingende kvaliteter. Således er de tre fiktionsfilm at opleve i henholdsvis 1.85:1, 2.35:1 og endeligt det for ældre film så velkendte 4:3-format. Looket er eksempelvis betagende i “Traberg”, hvor dybdeskarpheden i mange billeder er imponerende, og hvor både kontrast og farvetemperatur er stabile faktorer. Det samme kan imidlertid ikke siges om den noget ældre “Sanct Hansaften-Spil”, hvor myrer i billedet og deciderede udfald ikke hører til sjældenhederne. Så alt i alt er det et transfer med sine op- og nedture, men generelt er det dog acceptabelt alderen taget i betragtning.

Audio

“The Jørgen Leth Collection: Fiktionsfilmene” veksler løbende mellem henholdsvis mono og stereo, og det til gengæld med udmærkede udtryk til følge. Der er enkelte overstyringer og støjgener undervejs, men grundlæggende er dialogen helt igennem tydelig og atmosfære og underlægningsmusik ligeså helt efter bogen og medvirker i øvrigt fint til at skabe de rette auditive rammer for de tre film.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet baseres på interviews med både Jørgen Leth og skuespilleren Henning Jensen omkring tilblivelsen af “Udenrigskorrespondenten”, der efterhånden har sine år på bagen. Mest interessant er dog “The Yellow Jersey – Leths second unit-optagelser”, hvor Jørgen Leth fortæller om baggrunden for den aldrig realiserede spillefilm om verdens største cykelløb, Tour de France. Ikke et ekstramateriale med store fortæffeligheder, men derimod med enkelte strejf.