En skruet historie

Hvis man efter at have set Tomas Alfredsons mesterlige “Lad den rette komme ind” fik den tanke, at Sverige må være et af de værste steder, man kan tilbringe sine barndomsår, så var det øjensynlig med god grund, for der er mildest talt heller ikke megen barnlig glæde at spore i Jens Jonssons “Kongen af Ping Pong”.

Her følger vi to brødre, der er så forskellige som dag og nat. Hvor Erik er en lille, impulsiv og køn dreng, der er eftertragtet blandt de jævnaldrende piger, så er Rille overvægtig, indadvendt, refleksiv og noget sortsynet, men han har nu heller ikke særlig meget at se optimistisk på.

Med sin runde form og babylignende fremtoning er han et oplagt moppeoffer, og han har da efterhånden også affundet sig med de daglige ydmygelser, så godt som han nu kan. Brødrene bor i et tyndt beboet område, hvor vinterferien står for døren, og et snelag har dækket hele landskabet. Deres forældre er skilt, og deres mor prøver uden den store succes at klare sagerne selv, mens hun ikke særlig overbevisende forsøger at åbne en frisørsalon. Det eneste frirum, som den kraftige Rille oplever, er, når han anvender sine veludviklede evner for bordtennis i et fritidslokale, som han våger over med tyrannisk nidkærhed.

Instruktøren Jens Jonsson tager med “Kongen af Ping Pong” springet fra reklamer til spillefilm og slipper ganske godt fra forsøget. Visuelt er den da også betagende med tomme issletter, der understreger figurernes ensomhed og giver billedsiden et flot, men sørgmodigt look. Filmen er en tragisk-komisk fortælling, hvor man måske nok trækker lidt på smilebåndet, men ikke desto mindre sjældent ligefrem ler over de temmelig triste begivenheder. Ligesom i “Lad den rette komme ind” er børnene stort set overladt til sig selv, og den voksne verden er næsten udelukkende befolket af svage figurer, der ikke på nogen måde kan levere det nødvendige fundament for en tryg tilværelse.

Ikke mindst den alkoholiske fader, der uovervejet lærer børnene at køre bil, skaber konflikter, og da der bliver skabt tvivl om drengenes biologiske ophav, opstår der for første gang splid mellem de to brødre. Det er desværre også i den del af filmen, at handlingen tager nogle uheldige drejninger, og historien udvikler en meget melodramatisk tone, der harmonerer dårligt med den sorthumoristiske, som hidtil har domineret. Instruktørens manglende erfaring med spillefilmslængden fornemmes også, da et lige lovlig mageligt tempo til tider gør den noget anstrengende at overvære, men da filmen nærmer sig sin konklusion, formår han alligevel at bringe de løse dele tilfredsstillende sammen.