Viljen til overlevelse

”Jøder kan ikke slås,” fastslås det hånligt i begyndelsen af “Modstand”, og selvom det virker som en bizar påstand i betragtning af, at vi i dag er særdeles velkendt med den israelske hærs effektivitet, så var det ikke desto mindre en udbredt opfattelse i perioden omkring 2. Verdenskrig, som filmen udspiller sig i.

I nazistiske øjne blev jøderne opfattet som værende nogle svage udbyttere: En samling luskede svæklinge, der via ondsindede bankforretninger udnyttede den jævne arbejder. Det var og er selvfølgelig løgn og latin, og denne film beretter den autentiske historie om en gruppe, der på alle måder brød med den stereotype og antisemitiske opfattelse.

Historien fortælles af Edward Zwick, der som instruktør har stået bag film som “Glory” og “Blood Diamond” og om noget har været i stand til at pege kameraet mod de emner, som vi ellers sjældent hører om. Det gør han også her, hvor filmen beretter den relativt ukendte, men fascinerende historie om de fire Bielski-brødre, der under nazisternes brutale fremfærd i Polen undslipper med livet i behold. Deres forældre bliver dræbt, og de må holde sig skjult i skoven, hvorfra de sværger hævn. Den får de, men samtidig begynder de også at indsamle så mange flygtede jøder, at de snart står som ledere af et helt eksilsamfund ude i skovene.

De to ældste brødre er Tuvia og Zus, spillet af henholdsvis Daniel Craig og Liev Schreiber. De kommer på hver sin måde til at repræsente forskellige sider af konflikten. Tuvia fokuserer på at beskytte den voksende jødiske gruppe, hvorimod Zus er mere end villig til at sætte sikkerheden på spil, blot tyskerne kommer til at undgælde for deres forbrydelser. Han ender med at søge støtte hos russerne, der ganske vist også er dybt antisemitiske, men som hjertens gerne vil bruge ham til at skade tyskerne.

Hele denne konflikt og de prøvelser bliver filmens emne, men Zwick styrer behændigt udenom mange af genrens umiddelbare faldgrupper og byder hverken på machokrigsattitude eller overstadig lidelsesdyrkelse med massehenrettelser og gaskamre. Tyskerne opleves for det meste som en sjældent set trussel i skoven snarere end som konkrete fjendebilleder. Kun en enkelt gang falder Zwick i klichefælden, da en ondsindet tysk officer beskrives med alle de karikaturtræk, vi kender til hudløshed fra aldrende krigsfilm.