Whiskysjusser, mænd og himmelske jazztoner

Hvis Per Flys portræt af den svenske jazzdiva Monica Zetterlund var en prik-til-prik tegning, ville samtlige prikker være sirligt forbundet af en stor, fed tuschstreg. Danske Fly misser ikke et eneste af de punkter, en klassisk biopic skal ramme. Jeg savnede noget vildskab undervejs. En lyst til at tegne uden for stregerne. Med det sagt, kan “Monica Z” alligevel noget. Hvad den ikke har i kunstnerisk ambition, opvejes til gengæld af Flys smittende kærlighed til perioden fra slutningen af 1950’erne og op igennem 1960’erne, hvor de nye, nordiske jazztoner slog igennem. Der er liv, stemning og musik i hver eneste scene.

Den unge alenemor Monica kæmper med næb og klør for at stable en karriere som jazzsangerinde på benene i slut-1950’ernes provinsby Hagfors. Om dagen arbejder hun, så tidstypisk som overhovedet muligt, som omstillingsdame på en telefoncentral, og om aftenen springer hun på bussen mod Stockholm, hvor hun synger på en natklub. Her spotter en amerikansk impresario hende, og hun får job i New York. Men da Monica er lige så talentfuld, som hun er blond og smuk, er samtidens Amerika ikke parat til at se så hvid en kvinde på scenen med tre sorte musikere. Og så er det ellers hjem til Hagfors igen med halen imellem benene, hvor Monicas fordømmende far Bengt står klar med formaninger om ikke at klatre højere op i træet, end grenen kan bære. Sådan forløber både Monica Zetterlunds karriere og “Monica Z”. Fra storhed til fald og samme rutine et par gange til.

Dramaet imellem Monica og far, der engang selv har haft musikalske ambitioner, men nu blot hænger med mulen på sofaen, er det mindst elegante ved filmen. Som tilskuer ved jeg jo udmærket, at Monica Zetterlund vil triumfere og tryllebinde verden med sin stemme. Derfor bliver det lidt for firkantet og gumpetungt, når Kjell Bergqvists far for tredje eller fjerde gang harcelerer mod datterens nagelfaste tro på, at hun er skabt til noget stort.

I en karriereskabende rolle brillerer Edda Magnason som livstykket og legenden Monica. Sikken et gennembrud for den 29-årige sangerinde, der aldrig har stået foran et kamera før “Monica Z”. Næsten mest imponerende er det, at det er Magnason selv, der synger filmens talrige, skønne sange. Præcis som virkelighedens Monica suger hun al opmærksomhed til sig med sin selvfølgelig-attitude, og man forstår, hvorfor mænd faldt for hende på stribe. En af disse mænd var filminstruktør Vilgot Sjöman, hvis erotisk revolutionære “Jeg er nysgerrig” delte vandene i 1967. I filmen giver han denne rammende karakteristik af Zetterlund: ”Når du synger jazz er du kølig og sofistikeret, men privat er du som en helt anden kvinde. Sjov, folkelig og fræk.”

Alle disse sider af samme kvinde lykkes det troværdigt for Magnason at få frem i sit portræt af den blonde, men aldrig blåøjede Monica. Og trods alle divamanererne er det svært ikke at blive bare lidt forelsket i hende. Tvivlen på egne evner skylles ned med minichampagneflaske på minichampagneflaske, indtil stærkere varer, som whisky og vodka, bliver sangerindens foretrukne middel til flugt fra virkeligheden. Og når det ikke er nok, er der altid en håndfuld piller, hun kan sluge. Ja, det er klassisk biopic-stof som Edith Piafs misbrugsspiral i “Spurven”, men det gør det ikke mindre tragisk at overvære.