De fem uden flugt

Mustangen ses ofte som et machosymbol. Om det så er kromdyret eller hesten, som den måler sine kræfter med, så skal den tæmmes af en rigtig mand. Deniz Gamze Ergüven har valgt en sigende titel til sit drama om fem unge tyrkiske søstre, der kæmper med rigide patriarkalske regler. Og skulle man tro, det hele bare var luftige symboler på vildskab, frihed og søsterhed, så slår hun en konkret krølle med nik til den ærkeamerikanske drøm om en Mustang og en vej væk.

Jeg skulle gøre mig umage for ikke at råbe imod skærmen. Imod “Mustang”. Ikke fordi den er dårlig, men fordi hele dens drama er bygget på grænseløs dumhed. Et forkvaklet æresbegreb tvinger de fem forældreløse pigers onkel til at indskrænke deres frihed på det groveste. Endnu mere frustrerende så er det hele bygget på en løgn, spredt af byens religiøse sladretante, der har set dem lege for tæt op af drengene. Ergüven lader enkelt og effektivt livet snævre ind fra en uendelig horisont til pigeværelsets fire vægge.

Søstrene bliver låst inde, får nogle brune sække at gå i og bliver sat i intensiv husholdningsskole. Træningen i at lave dolma skal hurtigt i gang, så de 16-17 årige piger kan blive konemateriale for andre familier. Det er nogle imponerende akavede scener, der er sat op, når naboernes generte sønner svinger forbi til kaffe og kage, mens deres forældre frier for dem. Bedstemor lover, at forelskelsen kommer med tiden. Så er det også på plads.

“Mustang” er ikke fordømmende, men viser hele cirkusset som et fuldstændig absurd forsøg på at få verden til at passe ind i nogle opstillede kasser. Piger laver kaffe og folder vinblade, mænd kører til fodbold og gifter sig med jomfruer. Det er et smart greb at have fem søstre som hovedkarakterer. For der tegner sig hurtigt et ubehageligt mønster, men gentagelsen gøder også jorden for forandring. Det er jo, heldigvis, også film.

Den mest utæmmelige kraft er den yngste søster, Lale, der får tid nok til at sørge ved 1. søster, blive rasende ved 2. søster, bryde sammen ved nr. 3 og eksplodere ved nr. 4. Hun er mere end kvinde nok i nuet, men er givet en tilbageskuende voice over. Et lidt unødvendigt træk, der samtidig får det til at klinge hult, når Ergüven påstår, at “The Virgin Suicides” ikke er en inspirationskilde. Man må gerne lade sig inspirere, når man laver en mindst lige så god film.