Frem med lommetørklæderne!

Kan I huske “The Notebook”? Det var Nick Cassavetes’ film fra 2004, som var designet til at få tårekanalerne i sving. Den fik ikke for lidt i forsøget på at give os en storslået, bittersød kærlighedshistorie, der skulle opsummere livets ulidelige skønhed og tragedie på to timer og tre minutter. Resultatet blev en lidt kvalm oplevelse, som med vold og magt forsøgte at vride tårer ud af publikum. Nu er Cassavetes tilbage med endnu en film, hvis tema fordrer en tur i kiosken efter en pakke Kleenex.

Familien Fitzgeralds ældste datter Kate er syg af kræft. I årevis har de kæmpet for at redde hende, men det tærer på familien, som under overfladen er ved at gå op i limningen. Kates sygdom nedbryder hende i sådan en grad, at forældrene i et tidligt stadie besluttede sig for at få endnu et barn – et designerbarn, hvis genetik ligner Kates så meget, at hun kan bruges som reservedelslager, når Kates organer sætter ud én efter én. Barnet hedder Anna, og en dag får hun nok. Hun sagsøger sine forældre i et forsøg på at få retten over sin egen krop, og pludselig står den hårdt ramte familie i et dilemma, der ikke synes nogen fornuftig vej ud af.

Jeg skal indrømme, at jeg ikke var specielt positivt indstillet, da jeg skulle se “My Sister’s Keeper”. Cassavetes’ tåreperser’ “The Notebook” var bestemt ikke min kop te, og når instruktøren så laver en film om et kræftsygt barn… Ja, risikoen for at få en lignende film serveret virkede betydelig. Men på mange punkter blev jeg faktisk positivt overrasket. I første halvdel af filmen lykkedes det endda den kære Cassavetes at give mig en lille klump i halsen. Historien er velskrevet, og skuespillet er helt i top. Cameron Diaz, som ellers er mere kendt for sit udseende end sit talent, er fantastisk i rollen som moderen, der nægter at indse, at hendes barn er døende. Ligeledes spiller filmens øvrige personer røven ud af bukserne, og det er intet andet end en fryd at se på.

Og så kom filmens anden halvdel. Hvor det pludselig går op for én, at de mange voice overs er sindssygt irriterende. Vi hører ikke tanker fra bare én karakter, men fra næsten samtlige i hele historien. Den slags har muligvis fungeret fint i filmens litterære forlag af samme navn, men når der sættes levende billeder på, lugter det mere af en nødløsning, der skal sikre, at selv de langsomste blandt os forstår karakterernes motiver. Ligeledes opdager man, at musikken er helt utroligt påtrængende. Hvis ikke man allerede har opfattet den triste stemning i en given scene, så skal man i hvert fald nok finde ud af det, når musikken sætter ind.

På linie med musikken er også den visuelle stil en tand for meget. Et hurtigt kig på IMDb afslører, at fotograf Caleb Deschanel ikke har arbejdet på soapoperaen “Glamour”, hvilket er overraskende, når man tager de cremede billeder med en rædselsfuld diffus glød, som præger filmen, i betragtning. Jeg har hørt en del filmelskere beklage sig over den “grimme” grynede og dokumentaristiske stil, som sneg sig ind i Hollywood i sidste årti, men her er et glimrende eksempel på, hvor grimt det kan blive, når man bevæger sig for langt over i den anden grøft.

Jeg ville rigtigt gerne have set “My Sister’s Keeper” lavet af en anden instruktør. Historien er god, og skuespillet er fremragende, men Nick Cassavetes sovser hele misæren ind i virkemidler, der ville være en musikvideo til Michael Bolton værdig. Men ser man bort fra den påtrængende musik og de flødeagtige billeder og i stedet fokuserer på historien og de fremragende karakterportrætter, som på trods af et stort persongalleri alle fremstår troværdige og gennemtænkte, så står man tilbage med en ganske god film – en film, der aldrig vil gå over i historien som en af de store tragedier, men som giver et velovervejet og realistisk billede af en families kamp mod kræft.

Video

Præsenteret i 2.35:1. Om man kan lide Caleb Deschanels billeder må være op til diskussion. Hvad der derimod står klippefast er transferets høje kvalitet. Billedet er stort set fri for grums, og der forekommer hverken edge enhancement eller udtværing. Farverne fremstår klare, og kontrasten er jævn og god. Man kunne savne en anelse mere skarphed, men ikke nok til, at det er et problem.

Audio

Nok er musikken utroligt påtrængende og de mange voice overs ufatteligt irriterende, men begge dele lyder til gengæld fremragende. De seks spor – præsenteret i Dolby Digital – bliver udnyttet fornuftigt, og musikken får en dejlig rumlig fornemmelse, da alle kanalerne inkluderes. Når filmen bevæger sig ud i bybilledet, følger lyden med og fuldender følelsen af selv at stå midt i det. Der er ikke noget nyt under solen, men håndværket er bestemt på plads.

Ekstramateriale

Endnu en gang må man se sig spist af med en håndfuld trailere og nogle slettede scener. Blandt de slettede scener er der nogle ganske gode, og man må gå ud fra, at de er udeladt af hensyn til filmens længde.