Pacific Rim
Udgivet 2. aug 2013 | Af: mathiasfolsted | Set i biografen
Hvis man som et barn fra 1990’erne voksede op med tv-serien “Power Rangers” og tænkte, at livet på ingen måde kunne blive mere fuldendt og fyldestgørende for en drengerøv, vil ens kæbe hurtigt falde til biografgulvet i mødet med “Pacific Rim” – det seneste værk fra fantasiens mester, Guillermo del Toro, der med sit kyndige blik for billedskønne detaljer og kunstnerisk æstetik har formået at svejse en skudsikker blockbuster med stort set alt, man kunne ønske sig fra en film af dens kaliber.
Det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed, at “Pacific Rim” langtfra er den mest intelligente og originale kugle i Hollywoods konceptkanon. Plottet er dybt forudsigeligt, logikken har taget toget til et land langt borte, og karaktererne er så karikerede, at de lige så godt kunne have jobtitler i stedet for navne. Men det er trods alt (forhåbentlig) heller ikke tårefremkaldende dialog og inspirerende moralprædiker, der i sidste ende letter på den gennemsnitlige biografgængers pung, for hvis det var tilfældet, ville bedømmelsen uden tvivl være af en helt anden karakter. Ønsker man til gengæld at se robotter og monstre udveksle hårdtslående jern og blåt slim i visuelt stimulerende omgivelser, vil man applaudere og påskønne hvert eneste sekund, som var det en realisering af ens allerstørste drengedrøm.
Der opretholdes en fornem balance mellem de seriøse og useriøse aspekter af filmens univers, og filmmagerne ved præcis, hvornår og hvordan de skal ramme de toner, som får henholdsvis lattermusklerne og nervesystemet sat i kog. Dette reflekteres yderligere i Ramin Djawadis eminente musikalske kompositioner, der perfekt matcher de glosserede og legetøjsagtige effekter, og som får tilskuerens næve i vejret, når Kaijuerne (læs: monstrene) og Jaegerne (læs: maskinerne) går i kødet på hinanden.
“Pacific Rim” er et skarpt instrueret og spektakulært filmet nostalgiorgie, hvis visuelle effekter får “Avatar” til at ligne “The Incredible Hulk”-tv-serien fra 1970’erne. Filmen er praktisk talt en to timers steroide-udgave af ethvert syvårigt barns foretrukne lørdagstegnefilm, og selvom den aldrig stimulerer intellektet eller bevæger hjertet, så er den sandsynligvis sommerens bedste bud på en blockbuster, der rammer alle de rette tangenter og leverer underholdning i særklasse. Man får valuta for hver eneste krone, og maskineriet fungerer upåklageligt, selvom det på ydersiden virker som noget, Michael Bay kunne have hittet på. Det er længe siden, at gammel vin på nye flasker har smagt så godt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet