Der er noget i luften – er det bacon?

Her i Vesten er Hayao Miyazaki efterhånden blevet synonym med den stærke, japanske animé-tradition. Mange vil kunne nikke genkendende til titler som “Det levende slot”, “Prinsesse Mononoke” og selvfølgelig den meget roste “Chihiro og heksene”, som alle er produktioner fra instruktørens succesrige selskab Studio Gibli. På trods af at animébølgen med Miyazaki i spidsen først på det seneste har gjort sit indtog hos et bredere publikum end blot tegnefilmnørder, er hverken genren eller Studio Gibli nogen vårunge. I denne omgang skal det handle om “Porco Rosso”, som er en relancering af Miyazakis eventyr fra 1992.

Vi befinder os i Middelhavet ud for Italiens kyst i 1920’erne. Første Verdenskrig er overstået, men piloterne er stadig helte og behandles som rockstjerner, hvor end de kommer. Den største af dem alle er Porco Rosso, outsideren, der efter at have mistet hele sin deling under et slag i krigen blev forvandlet til… en gris. Nu forsørger han sig som dusørjæger og er en konstant torn i siden på Middelhavets flyvende pirater, som huser en af Porco Rossos argeste fjender, den amerikanske pilot Curtis – der efter at have skudt svinedrengen ned i en duel bejler til hans gamle flamme, Gina. Det kan Porco Rosso selvfølgelig ikke have hængende på sig, og langsomt trækker det op til kamp mellem alfa-grisen og hans mere menneskelige antagonist.

Dette er en meget, meget mærkelig historie. Til at starte med springer det selvfølgelig i øjnene, at vores lidet moralske helt er en gris. Det er der for så vidt ikke noget galt med – vi har som publikum været vidner til langt særere ting. Men på intet tidspunkt kommer der en forklaring på, hvordan det er sket eller for den sags skyld et oplæg til en fortolkning af denne spektakulære begivenhed. Således lægges stilen i “Porco Rosso”, som i modsætning til de fleste af Miyazakis film ikke er tiltænkt et børnepublikum. Filmen befinder sig meget langt fra Studio Giblis vestlige pendant Pixar og giver ingen moraliserende pointer fra sig, men er derimod et langt sammensurium af fantasifulde påfund, af hvilke publikum selv må udlede mening.

Og netop dette bliver desværre mere et af filmens svage end stærke punkter. “Porco Rosso” fremstår som en noget rodet affære. Fortællingen lægger sig et sted mellem en ukompliceret kærlighedsaffære (der dog kompliceres en smule af det små-pædofile venskab mellem hovedpersonen og hans syttenårige mekaniker), en historisk fortælling om det fascistoide Italien, et mytologisk eventyr og en actionfilm. Den endelige konfrontation mellem helt og skurk, som samler op på de mange tråde, bliver ikke nær så storslået og afsluttende, som filmen i lang tid lægger op til, og det ender desværre i en halvtom fornemmelse.

Som læseren måske kan fornemme, kræver “Porco Rosso” mere af seeren, end vi normalt er vant til, når vi ser tegnefilm. Det er naturligvis ganske forfriskende, og her i Vesten kunne vi lære noget af japanerne, der i langt højere grad betragter tegnefilmmediet som en udtryksform, der ikke nødvendigvis skal appellere til børn. Således lykkes det trods filmens manglende røde tråd at skabe et interessant univers, som taler til den opmærksomme og historisk bevidste beskuer. Det portrætterede mellemkrigs-Italien bliver et vidnedsbyrd om Miyazakis anskuelse af verden som en mytologisk legeplads, der kan formes efter forgodtbefindende, og det er ganske interessant at se et asiatisk funderet farverigt bud på en vestlig, historisk periode.

“Porco Rosso” er en sjov ide, som umiddelbart har et godt potentiale. Universet er finurligt og gådefuldt, og trods de under overfladen barske og kyniske temaer emmer filmen af varme og humor. Det ændrer dog ikke på, at fortællingen er rodet, og at man som publikum ikke skal regne med at udlede en større sammenhæng af filmens skæve historier. Det opfordrer den for så vidt heller ikke til, men en absurd fortælling fordrer stærkere karakterer og scener, end “Porco Rosso” har at byde på. Miyazaki har bestemt ikke begået en svinestreg, men der er ingen tvivl om, at vi har set – og forhåbentlig kommer til at se – bedre film fra den japanske mester.

Video

Præsenteret i anamorphic 16:9. Filmen bærer præg af at være overført fra en gammel filmrulle. Der er en del ridser og støj, og i mange scener er der farveforvrængninger i venstre side af billedet – det ligner næsten, at filmrullen har fået falsk lys. Kontrasten er fin, men farverne har af og til lidt udsving. Man aner en snert edge enhancement, men udtværing og andre komprimeringsfejl forekommer ikke.

Audio

Dolby Digital 2.0. Den digitale feinschmecker vil naturligvis straks gå i flæsket på lydsiden, da vi må “nøjes” med et stereospor – ja ja, man bliver jo lidt forvænt i disse audio-visuelle forkælelsestider. Det generelle lydbillede har som forventet ikke nær så veldefinerede elementer som et surround-spor. Dialogen er udmærket, men især de dybere frekvenser har lidt overlast. Der er simpelthen ikke smæk nok nok på bassen i kampscenerne, som kommer til at virke en tand dovne.

Ekstramateriale

Ud over en håndfuld trailere følger et storyboard i filmens fulde længde med. På trods af at lydsiden er lagt på for at tilføje en ekstra dimension, skal man nok være overordentligt interesseret i tegning og animation for at finde denne feature spændende.

Når grise kan flyve

Animationsfilm er som bekendt ikke ligefrem et særsyn i biografen, og det er sjældent, at der ikke går mindst en af slagsen i salene på et hvilket som helst tidspunkt. Derfor kan det måske godt undre, at man har valgt at lade denne over 15 år gamle japanske tegnefilm få premiere efter så lang tid.

Det er der dog god grund til, og når men nu endelig ser Hayao Miyazakis film bliver man klar over årsagen. Filmen har ganske vist kunne importeres på dvd, men “Porco Rosso” er så absolut et værk, der hører hjemme på det store lærred, hvor filmens store landskaber og flydueller for alvor kan komme til deres fulde ret.

Som i så mange andre Miyazaki-film er hovedpersonen blevet ramt af en fæl forbandelse. Den engang så elegante italienske kamppilot Marco Pagot er af ukendte årsager blevet forvandlet til en gris. Nu har den tidligere pilot fra første verdenskrig vendt ryggen til det fascistiske italienske styre og flyver i stedet som dusørjæger i sit knaldrøde kampfly under navnet Porco Rosso. Da en amerikansk rival dukker op, bliver tilværelsen dog usædvanligt vanskelig for flyvergrisen, og han får brug for hjælp fra mekanikerpigen Fio, samtidig med at der stadig eksisterer en ufuldbyrdet romance til barejeren Gina.

Der er nostalgi for alle pengene i “Porco Rosso”, hvor man transporteres til en herlig verden af gamle vandflyvere, olierede maskinkanoner, bebrillede piloter med alenlange tørklæder og farlige luftdueller. Filmen har ligeledes en klassisk Hollywood-antihelt i hovedrollen: Den bitre luftkaptajn, der skuffet over verdens tilstand iklæder sig en påtaget kynisme, men hvor der inderst inde bag svineflæsket stadig banker et hjerte af 24 karats guld. At nå ind til det er naturligvis en del af filmens målsætning, men samtidig hænger der en sørgmodig stemning over historien, og når vores pilot ser sine faldne krigskammerater flyve mod himlen i et drømmesyn, fornemmer man en alvorlig stemning bag den farverige handling.

En kobling af et så dystert emne med en legende handling i en børnefilm er noget, man næppe vil se i en vestlig animationsfilm, men det er samtidig også en af de ting, der gør, at en film som “Porco Rosso” fungerer så fortrinligt for alle aldre. Som voksen føler man ikke, at man skal tilpasse sig et naivt børneunivers, men kan i stedet lade sig underholde og rive med på lige fod med ungerne.