Jødefabrikken

Det er et kompakt, næsten 4:3-tv-format med bløde, afrundede kanter, som “Sauls søn” bliver vist i. Det giver næsten god mening. For den her grusomme omgang Holocaust er kompakt som få. Men den er ikke blød eller afrundet. Den er hård. Så hård, at jeg er glad for at have set den, men også så hård, at jeg aldrig tror, jeg kommer til at se den igen.

For i “Sauls søn” er der hverken håb eller en god Schindler, der får reddet jøder fra nazisternes gaskammer. Her er kun stanken af død. Af menneskeligt fordærv, der er krybende statist til en dag på arbejde med Saul, som har mistet sin søn. ”Arbeit, arbeit!” kommanderes der. Saul gør rent, når ‘stykkerne’ er fjernet. Men det er ikke et almindeligt rengøringsarbejde, som Saul har. Han skurer blodet væk efter en ny bunke gassede jødelig er blevet fjernet fra kammeret. Alligevel er der ingen, der græder. Alle arbejder. Som på en fabrik. Det er menneskelig umenneskelighed og næsten ikke til at se på.

Titlens Saul refererer også til biblens Paulus, der som jøde var med til at forfølge de kristne, indtil han i et syn så den opstandne Jesus og konverterede. Her i Auschwitz er det jødernes tur til at blive forfulgt. Og udryddet. En lille gruppe får dog lov til at slippe for døden. Lidt endnu. Det er de stærke, sunde mænd som Saul, der kan arbejde i dødsfabrikken, hvor Saul får lov at se sin søn blive kvalt i den hektiske indledning. Hvad gør man så? Når man er midt i Helvedet selv? Hvad skal man finde håb i? Nogle vil flygte, imens Saul bare vil begrave sønnen i stedet for at se ham anonymt brænde i massegravene.

Saul er hovedperson med det største H. Det er der en klog pointe med. For massemordet på seks millioner jøder kunne kun gennemføres ved ikke at behandle dem som mennesker. De er bare ‘stykker’ i en fabrik. De har ikke navne, kun et nummer. Sådan er “Sauls søn” ikke. Det er Sauls kamp. Han er et individ – ikke bare en del af en gruppe. Kameraet slipper ham aldrig. Hele tiden bag ham eller op i ansigtet på ham. Kompakte nærbilleder, imens han bevæger sig rundt på dødsfabrikken, hvor han gør rent, skovler menneskeaske og mere kul til at holde slagtehallen kørende. Baggrunden holdes uskarp – fokus er på individet, Saul.

Men netop fordi det rundt om Saul forsøges fortrængt, så bliver det dobbelt stærkt. Skrig fra angste jøder på vej til deres henrettelse bliver forstærket i Sauls stenansigt, der ikke kan tage den vanvittige virkelighed ind. Han lever et mareridt. Et Bosch-maleri. En “Saw”-film. Det er ikke til at fatte. Det kompakte format havde dog haft godt af flere pauser end den ene, der bliver tildelt, da Saul får et kort øjeblik med sin hustru. De må ikke røre hinanden. Bare betragte. Hun vil så gerne holde hans hånd. De står helt tæt, men alligevel er de så langt fra hinanden. Den tiltrængte ro får vanviddet tættere på, inden Saul fortsætter sin dag på fabrikken.