Jørgen Leth. Uden titel

Det bizarre ved at lancere en anmeldelse af “The Jørgen Leth Collection 6: Eksperimentalfilmene” netop nu synes evident med instruktørens mangeårige liv på Haiti, hvor den foreløbige kulmination for både han og for landet er det voldsomme nylige jordskælv, der har lagt særligt hovedstaden Port au Prince i ruiner. Ligesom landets historie er også Jørgen Leths liv præget af de store dramaer, de voldsomme scenarier og de emotionelle udbrud. For få år siden befandt han sig i orkanens øje, en nypuritansk heksejagt fortrinsvist orkestreret af de mere sensationshungrende medier i Danmark. Men alligevel formår Leth altid at komme ovenpå igen og levere nyt indskud til dansk dokumentarisme som den fænomenale betragter, han immervæk er.

Med “The Jørgen Leth Collection 6: Eksperimentalfilmene” lukkes det foreløbigt sidste kapitel i den filmiske bog om Jørgen Leths liv. Men som de nylige episoder på Haiti og omkring Leth har vist, så er det sidste kapitel næppe skrevet endnu. I nærværende udgivelse hviler fokus på eksperimentalfilmene og det avantgardistiske sprog, som filmelegantieren har været med til at udvikle og forme og brydes med på den danske scene. Her har han for alvor været en ener, der med tydelig inspiration i digterkunsten – en anden af hans store passioner – har vist vejen, men samtidig gået egne veje.

Og hvilken afslutning. Udgivelsen sprudler af markante og unikke bidrag fra den enerådige kunstner til den danske filmkunst. Samarbejdet med det poetiske og det billedskønne fornemmes i den dragende, men ultrakorte “Ofelias blomster”, mens en trods alt mere stueren dokumentar om vores allesammens dyrehave i “Dyrehaven, den romantiske skov” alligevel har en ekstra dimension og med afsæt i Vivaldis fire årstider fortæller historien om den gamle have. I begge tilfælde fornemmes dialogen omkring det filmiske arbejde med maleren og kunstneren Per Kirkeby, som særligt giver sig til kende i de stilistiske billedopsætninger.

Men de to havde også noget ganske særligt, skulle det vise sig. Mest prægnans har derfor den opsigtsvækkende dokumentarfilm kort og godt kaldet “ABCinema”, der ganske enkelt og igennem interviews med nøglepersonerne Jørgen Leth, Ole John, Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard elaborerer over den aparte filmgruppes opståen og endeligt. Filmen hører egentlig til udgivelsens ekstramateriale, men nævnes qua sin relevans allerede her. Gruppen var oprindeligt et rebelsk modstykke til den veletablerede og statsstyrede filmskole, som Jørgen Leth i øvrigt ikke kunne få optagelse på på daværende tidspunkt. At han så senere har haft sin gang på skolen og været medvirkende årsag til formningen af generationers filminstruktører og manuskriptforfattere, det er så en helt anden side af samme sag.

Udgivelsen viser her eksempler på noget af gruppens kunnen, der i de første spæde forsøg mest af alt handlede om at tage en tur i Dyrehaven hver især udrustet med et smalfilmskamera filmende på må og få, hvad der dukkede op på deres vej. Men gruppen viste i sin levetid også muskler inden for mere etablerede produktionsmønstre, om end universerne her næppe kunne kategoriseres under det kommercielle. I “Eftersøgningen”, der fortrinsvist er filmet på den jydske hede, skinner de dogmatiske principper igennem, mens et stærkt fokus på eksistentialismen og livets forgængelighed er allestedsnærværende. Det er en stilfuld og sanselig oplevelse, der vidner om en stor kunstnerisk begavelse hos flere af gruppens medlemmer.

Stærkest er imidlertid den flamberende og sorthvide “Eddy Merkx i nærheden af en kop kaffe”, der egentligt ikke har nær så meget med den belgiske cykelrytter at gøre, som titlen ellers måtte antyde. Derimod er kortfilmen – i form af et tv-program efter datidens forskrifter – en selvbiografisk og selviscenesættende fremstilling af Jørgen Leth, ikke så meget som menneske, men derimod som forfatter og dokumentarist. Filmen præges dels af kunstnerens oplæsninger krydret med stemningsfulde montager fra etapeløbet Tour de France i 1970. Det virker på den ene side som en absurd teaterforestilling, men på den anden opsummerer den på skønneste vis store dele af Leths offentlige liv.

Video

Udgivelsen samler en lang række af hovednavnets film over en længere årrække, og derfor veksler formaterne i sagens natur hyppigt mellem 16:9- og 4:3-formatet. Kvaliteten er grundlæggende acceptabel, om end en smule edge-enhancement, digitale forstyrrelser og støv indfinder sig undervejs. Generelt er både kontrast og farvetemperaturer stabile, og udtværinger er der ingen af. Mest tydelig er det faktum, at film af ældre dato er plaget af tidens tand.

Audio

Samme forhold gør sig gældende for lydsiden, der veksler mellem mono og stereo. Dialogen er tydelig og præges ikke af overstyringer, mens brugen af taffelmusik flere steder giver et eminent tilskud. Atmosfæren er tillige velfunderet, mens støj enkelte steder gør sig bemærket. Men det kan nu kun forventes den tilløbne alder på enkelte af værkerne taget i betragtning.

Ekstramateriale

Det er næsten lige før, ekstramaterialet er mere interessant end udgivelsens hovedåre. “27 Scenes About Jørgen Leth” er i spillefilmslængde og tegner et avantgardistisk og formalistisk billede af Leths værk, mens “11 personlige udsagn om Jørgen Leth og hans værk” lader den danske filmindustris fremmeste damer og herrer ytre sig omkring deres personlige forhold til benævnte instruktør. En række kortere indslag gør sig også gældende, og her er “I Take Notes (W.I.P)” uden tvivl det mest bemærkelsesværdige indslag med en oplæsende Jørgen Leth, der i studiemiljø suppleres af en jazzet trio. Sjældent er jazzmusikken – en af Leths darlinge – følt så nærværende og intens. Og det samme gør sig også gældende for Leth. Elegant ekstramateriale.