Et land i krig

Den britiske instruktør Shane Meadows stod for en mindre årrække siden bag den middelmådige “Once Upon a Time in the Midlands”, som ikke efterlod sig noget større aftryk. Det gør derimod filmmagerens tankevækkende og ufravigelige “This is England”, som på faretruende vis tager temperaturen på Margaret Thatcher-imperiets England i fattigfirserne. Det er bestemt ikke uden pointer, når vi følger livets gang hos en gruppe unge i et arbejderkvarter i en forstad til London, mens indvandrerdebatten raser, og den uforståelige krig på Falklandsøerne kæmpes langt hjemmefra. Set med nutidens briller vil nogle nok mene, at ikke meget har ændret sig.

Men heldigvis er “This is England” en bevægende og uafrystelig affære om andet og mere end det politiske bagtæppe, som filmen åbenlyst er bygget op omkring. Tolvårige Shaun Fields befinder sig i orkanens øje, tøffer frændeløs og ensom rundt og går derfor sine egne veje. Han bliver konstant mobbet af bøller i skolegården, der er efter ham for hans tøjstil og især trompetbukserne, som ikke overholder modepolitiets forskrifter. Den unge knøs er dog ikke bange for at bide fra sig, og derfor forvisses man hurtigt om, at han nok skal klare sig. Selv om faderen netop er faldet i Falklandskrigen.

Shaun er hovedkarakteren i en afsøgende film, hvor den typiske engelske teenagers identitet og famlende usikkerhed i forhold til det vordende voksenliv, den politiske stillingtagen og den blomstrende kærlighed sættes på hårde prøver. Er man vitterligt nødt til at bære en maske for at eksistere? Det gør for eksempel den kejtede Smell, som bliver Shauns kæreste, selv om hun er et par hoveder højere end ham og vistnok også har et par år mere på bagen. Tilfældigt havner Shaun iblandt en klike skinheads, som ledes af den sympatiske Woody og dennes underskønne kæreste Lol, hvor fest og tidsfordriv frem for politisk stillingtagen sætter dagsordenen.

Men da den kærlighedshungrende Combo entrer scenen efter flere år i spjældet, kommer der andre boller på suppen. Han ønsker at trække gruppen ind i en højrenationalistisk kamp mod systemet og dets – i hans øjne – leflen for de tilrejsende indvandrere. Ved en afgørende sammenkomst sættes tingene på spidsen, og de unge deles i to fløje. Hvor det hidtil har handlet om at have den rigtige stil, gå i det rette tøj og virke cool, så har fællesskabet udviklet sig til en regulær værdikamp mod etniske minoriteter. Ung, usikker og afsøgende, som Shaun er, havner han i det dårligste af de to selskaber, mens en sørgende og arbejdsløs mor blot kan se til fra sidelinjen. Det er nemlig lidt af et skråplan, den unge mandsling er på vej ud i.

Stærkest er skuespillet, og det er hævet over enhver diskussion, at var det ikke for præstationerne fra særligt unge Thomas Turgooses Shaun og Stephen Grahams Combo, så havde filmen næppe haft samme attraktion. De er begge uimodståeligt troværdige, hudløst ærlige og fremstår som hårdhudede og samtidig skrøbeligt usikre mandspersoner. De løfter om nogen “This is England” op på en piedestal til en gribende historie om at befinde sig i en identitetskrise, når man vokser op, som teenager og – i Combos tilfælde – når den første ungdom er forbi, i et land, der har sin egen form for identitetskrise. England er i den grad et land i krig, både nationalt og internationalt, både politisk og individuelt.

Det befriende ved “This is England” er tilmed, at den dels serveres med en charmerende kant af varm humor, men samtidig ikke maler billedet af den nationalistiske højrefløj så sort og hvidt op, som det for eksempel er set i de i øvrigt brilliante “American History X” og “The Believer”. Her viser instruktøren dels et større mod og dels, at der stadig kan være væsensforskellige grunde til, at man falder i grøften og ryger ud på et sidespor.

Filmen er beskidt og upoleret udført. Tonen er rå og uforsonlig. Og sammen med de mange britiske rock- og punknumre, der kører på sidelinjen, giver det helheden et nødvendigt udtryk. Historien i sig selv er for så vidt fortalt før, men ikke med de præmisser, som her er på spil. Trods den rå tone har “This is England” et bredt fundament at arbejde med, og den fremelsker sågar de lyriske passager, når Combo massakrerer den tidligere frænde, den farvede Milky, som er katalysator for alle de værdier, han ikke selv besidder. Med et gøres menneskets allergrimmeste skyggesider til stueren poesi, og derfor går det lige ind i hjertekulen. “This is England” er så absolut en af de væsentligste og stærkeste film fra det britiske kontinent i årevis, især med nutidens politiske scene fast forankret i baghovedet.

Video

Filmen præsenteres visuelt i et rimeligt anamorphic widescreen 1.85:1-format, hvor både farvetemperatur og kontrast forholder sig stabile. Der er ikke eksempler på hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger, men edge-enhancement har derimod indfundet sig i mindre målestok, dog fortrinsvis i de lysere scener. I de døende minutter forekommer myrer i billedet, men generelt er der tale om et ganske udmærket transfer.

Audio

Udgivelsen er ganske velassorteret på lydsiden, og således er der mulighed for at vælge imellem de tre engelsksprogede Dolby Digital 2.0-, Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor. Mest bemærkelsesværdigt er det melankolske og tilbagelænede score, som ofte står i skærende kontrast til billedsidens handlinger. Det er voluminøst, men overdøver aldrig den tydelige dialog og den detaljerede atmosfære. Prikken over i’et er de rene effektlyde og de indtil flere vellykkede lydpanoreringer.

Ekstramateriale

Ud over en trailer for filmen indeholder denne udgivelse et fængslende og også ret underholdende kommentarspor med instruktør Shane Meadows, producer Mark Herbert samt filmens stjerne in spe, Thomas Turgoose. Desværre er det ikke helt nok.

Enhver film, der handler om skinheads, bliver hurtigt mødt med nogle meget specifikke forventninger om hvilken slags historie, det er. Vi kender dem fra “Årgang ’92” (“Romper Stomper”) og “American History X”: voldsomme film der tager afstand fra volden med den ene hånd, men samtidig til tider næsten synes at svælge i den med den anden. Med disse værker har Shane Meadows’ “This Is England” dog kun emnet tilfælles, for den er i stedet et anderledes nuanceret og realistisk kig på en kultur, der ikke kun bestod af rendyrket ondskab.

Filmen, der foregår i 1983, tager udgangspunkt i den 12-årige dreng Shaun, hvis far er omkommet i Falklandskrigen. Shaun er lille, alene og klædt i aflagt tøj og dermed det perfekt mobbeofre. Skolen byder ikke på meget andet end tæv og ydmygelser, indtil den dag han støder på en lille gruppe af skinheads anført af Woody.

Overstående beskrivelse lyder muligvis som noget man har set før, men filmen udvikler hurtigt mod vores forventninger, da det viser sig, at Woody er en gedigen sympatisk fyr, og at gruppen ikke er racistisk og bl.a. inkluderer et medlem fra Jamaica. Snart er Shaun et fuldbyrdet medlem af kliken, og finder for første gang den ro, han savner. Idyllen varer dog ikke ved, og da den anderledes brutale Combo lukkes ud af fængslet, signaleres skinheadkulturens overgang til de mere fremmedfjendske kræfter. Da det kommer til et opgør mellem Woody og Combo vælger Shaun at følge den forkerte, muligvis fordi han i Combo ser den styrke, som han forestiller sig sin fader havde.

Filmen er holdt i en socialrealistisk neddæmpet dagligdags tone, der vækker minder om Ken Loachs film samt Kassovitzs “Hadet”. Den leverer et fuldstændig overbevisende tidsbillede, hvilket utvivlsomt i høj grad skyldes Shane Medaows førstehåndskendskab til miljøet. Meadows var efter eget udsagn selv skinhead i godt og vel tre uger, og filmens udviklingshistorie er eftersigende delvist selvbiografisk. Stærkt og troværdigt er det under alle omstændigheder.

“This Is England” maler et dystert tidsbillede af et England i krise. Mens Thatcherismen er på sit højeste og briterne samles om krigen i det fjerne, raser arbejdsløsheden og håbløsheden internt i landet, og vi fornemmer, at det ikke kun er Shaun, der savner en form for faderfigur. På trods af den specifikke tidsplacering kunne historien dog på mange måde ligeså vel udspille sig i dag, og Meadows forsømmer da heller ingen lejlighed til at drage paralleller mellem Falklandskrigen og Irak.

Som Shaun er Thomas Turgoose slet og ret fremragende. Hvor mange børneskuespillere ofte “spiller voksent”, virker Turgoose altid aldersvarende og naturlig. I rollen som Combo er Stephen Graham, som vi tidligere bl.a. har set i “Snatch”, også glimrende, og han er langt fra blot den ensidige bølle, som rollen muligvis kunne lægge op til. Det spirende fader/søn-forhold mellem de to er ganske enkelt fremragende, og udgør nogle af filmens bedste scener.