Trange kår og altruistiske forskelligheder hørte til de determinerende omstændigheder, da store horder af svenske smålandsbønder i midten af det 19. århundrede valgte at emigrere et koldt og udsigtsløst Sverige for at starte på en frisk i det angiveligt forjættede Nordamerika. Det er i hvert fald det fundamentale udgangspunkt i Jan Troells to mageløse storfilm “Udvandrerne” og “Nybyggerne”, der begge tager afsæt i forfatter Vilhelm Mobergs romanforlæg af samme navn.

Selv om varigheden af de to film nok kan anfægtes, er der ingen tvivl om deres respektive kvaliteter. Således er det tydeligt, at filmene har ageret inspirator for Lars von Triers selvopofrende kvinder og udtalte opgør med præsteskabet, som blandt andet kan spores i “Breaking the Waves” og “Manderlay”. Foruden netop bøndernes klammeri med kirkens magtfulde personale er det i “Udvandrerne” i højere grad den udtalte fattigdom, den fejlslagne høst og udsigten til endnu en kold og opslidende vinter, der bekymrer Karl Oskar (Max von Sydow) og Kristina (Liv Ullmann), mens deres fælles børneflok støt vokser. At dømme ud fra de pittoreske, om end trøstesløse landskaber, der omgiver den hastigt tiltagende familie, er der ærligt talt ikke meget at stå op til for de trængte og udmarvede bønder, som kun lige netop overlever de ubarmhjertige vejrforhold og den kroniske mangel på mad, mens kirkens gejstlige til sammenligning tilsyneladende klarer sig anderledes vel.

I det lange løb lægger de uværdige forhold da også kimen til en spæd opstand, hvor særligt Karl Oskar og den trodsige lillebror Robert (Eddie Axberg) har fået mere end nok. Tankerne går mod det forjættede Nordamerika, hvor alle efter alt at dømme er lige, fremtidsudsigterne åbne, og ingen er illoyale. De store drømme får hurtigt ben at gå på, og en efterhånden anseelig skare af smålandske bønder drager snart ud på en farefuld skibsfærd for at opnå bedre levevilkår – en færd ikke alle kommer til at overleve, men de som gør, får en opportun lejlighed til at starte på en frisk.

Hvor “Udvandrerne” slipper sit tag, påbegyndes “Nybyggerne”. Karl Oskar og Kristina er langt om længe nået frem til Minnesota men har i kampens hede måttet sige adjø til mange nære og kære, der er bukket under for underernæring, kolera, sygdom og død. Men særligt Karl Oskars vilje er ukuelig, og med et par hjælpende hænder fra et par ligeledes tilflyttende svenske naboer, får han hurtigt funderet en gård og dyrket de omkringliggende marker i det nye land. Selv den stædige Oskar må dog se i øjnene, at et nok så forjættet land også har sine bagdele. Fejden mellem Nord og Syd er under opsejling, landets oprindelige indbyggere, indianerne, har endnu ikke affundet sig med deres forvisning, og så er den dødelige gule feber også fremherskende.

“Udvandrerne” og “Nybyggerne” er to fortløbende eposer om en svunden tid i vores svenske naboers historie. De to værker er imidlertid umådeligt meget mere end blot det, øjet umiddelbart ser. Således indfanger Jan Troell med sit evigt insisterende billedsprog og skuespillernes underspillede retorik en påtrængende eksistentialisme i de skildrede personer qua et evigt nærvær af fattigdom, sygdom, død og ikke mindst en magtfuld kirke. For det enkelte individ handler det simpelthen om en større forståelse af tilværelsen på godt, men allermest på ondt.

Det er helt eminent skildret, men ville formentligt aldrig komme til at funkle på samme måde uden Troells frapperende billedsprog, hvor han, som kun de allerfærreste, har en udsøgt forståelse for at bruge kameraet som pensel. Særligt “Nybyggerne” udmærker sig på det nærmeste malerisk, når den utraditionelle klippestil indgår i et flamboyant samspil med den til lejligheden komponerede underlægningsmusik for at visualisere Roberts søgen efter guld.

Selv om både “Udvandrerne” og “Nybyggerne” med en samlet varighed på knap seks en halv time momentvis kan virke lidt lang i spyttet, er de to svenske klassikere bestemt al tiden værd. De er et fortrinligt studie i den basale menneskelige adfærd, dets forfald og endelig dets genopbygning, når de svenske immigranter vender det smålandske feudalsamfund ryggen og starter forfra på den anden side af kloden.

VideoBegge film præsenteres i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Selv om billedgengivelsen ikke alle steder er helt optimal, er det vigtigt at have filmenes alder i erindring. Det taget i betragtning vil de færreste nok have noget at indvende mod filmens look, selv om der flere steder er myrer i billedet og andre forekomster af digital støj. Desuden står billedet ikke altid helt skarpt, ligesom kontrasten til tider fremstår temmelig ujævn.

AudioLyden leveres i de svensksprogede mono 1.0 og 2.0. Selv om både “Udvandrerne” og “Nybyggerne” periodevis er ganske fattige på replikker, savnes der alligevel væsentligt mere fylde bag dialogerne. Desuden fremstår reallyden, i øvrigt af samme grund, særdeles mager, hvorfor de to klassikeres lyd godt kunne have tålt en grundig efterbehandling.

EkstramaterialeFilmenes levetid til trods, er det alligevel lykkedes producenten at samle et mindre parti ekstramateriale, der blandt andet byder på sorthvide optagelser fra pressekonferencen og den svenske premiere, ligesom der også er blevet plads til et kortvarigt indslag om hvordan manglen på filmruller gjorde, at de konkurrerende biografer måtte deles. Mest interessant er imidlertid den timelange dokumentarfilm om tilblivelsen af “Udvandrerne” og “Indbyggerne”, hvor særligt Liv Ullmann, Eddie Axberg og Jan Troell kommer til orde. Det er alt sammen fint og interessevækkende. Og måske netop derfor kan det kun ærgre, at filmenes altoverskyggende hovedrolleindehaver, Max von Sydow, ikke medvirker til at give sit besyv med i et program, hvor de medvirkende i øvrigt synes tydeligt mærkede af filmkollegaen Monica Zetterlunds død i en brand kort forinden.