I 2011 vækkede Seth Rogen og hans faste samarbejdspartner Evan Goldberg en af de mest ikoniske superhelteduoer til live efter mere end 40 års dvale. Og selv om modtagelsen dengang var overvejende kritisk, er filmen i dag markant overset – især når man tager de mange DC- og Marvel-film, der siden er kommet, i betragtning.
Med kun 5,8 på IMDb og 45 % på Rotten Tomatoes ligner The Green Hornet ikke en film, der burde anbefales. Men for mig har den altid været en underholdende og hyggelig film at smide på, når man er kørt lidt træt i de gængse superheltefilm. For selv om kritikken har sin berettigelse – Seth Rogen er en smule fejlcastet, plottet er forudsigeligt, og filmen er mere komedie end action – så er jeg altid klar til at forsvare den og argumentere imod kritikken. Here goes!
The Green Hornet handler om den excentriske ungkarl Britt Reid, der stadig bor hjemme hos sin rige far, som ejer avisen Daily Sentinel. Britt er lidt en forkælet Bruce Wayne-type, der bruger sin tid på at sove og feste – indtil den dag hans far pludselig bliver fundet død, og både palæet og avisen lander i hænderne på den unge Britt.
Nu er det kun Britt og farens assistent Kato tilbage i huset. Et venskab opstår mellem dem, og sammen begynder de at drømme om at bekæmpe det kriminelle undergrundsmiljø i Los Angeles – samtidig med at de forsøger at opklare mysteriet om Britts fars død.
Plottet er ligetil og ja, til tider både forudsigeligt og banalt. Men det er heller ikke plottet, der er filmens styrke – eller grunden til at genopdage den. Det er de unikke actionsekvenser, de praktiske effekter og Michel Gondrys helt særlige instruktion.
Lad os starte med instruktøren Michel Gondry. Hvis du ikke kender ham ved navn, kender du måske hans film Eternal Sunshine of the Spotless Mind – eller nogle af hans mange musikvideoer for blandt andre Daft Punk og Björk. At han endte med at instruere en superheltefilm skrevet af Seth Rogen og Evan Goldberg føles næsten som at skyde gråspurve med en bazooka. Og jeg elsker det.
Man bliver aldrig træt af at se Katos kampscener. Hans analyser af omgivelserne omkring ham, hvor våben markeres med rødt, hvor tiden går i slowmotion, men han bevæger sig hurtigere end alle andre. En bil bliver til ti, når han springer over dem. Det er smukt, kreativt og så originalt, at filmen simpelthen ikke havde været den samme uden.
Og er Seth Rogen fejlcastet? Hvis man forventer en klassisk Bruce Wayne-type som i de gamle tv-afsnit, så ja. Men hvis man ser det i kontekst af, hvad Rogen og Goldberg forsøger at gøre med karakteren, giver det faktisk god mening. Denne version af Britt er ung, impulsiv, elsker at feste og er i bund og grund et forvokset barn, der konstant tager æren for Katos bedrifter. Og der passer Seth Rogen egentlig ret perfekt ind.
Og så er der skurken – Christoph Waltz som Bloodnofsky. En overdreven, næsten selvparodisk filmskurk, der konstant forsøger at finde det perfekte one-liner lige før et mord. Han vil have den mest skræmmende pistol – som selvfølgelig er en absurd toløbet pistol – og han går klædt i rødt, fordi det symboliserer blod. Og nå ja: hans navn er faktisk Chudnofsky.
Når alt kommer til alt er The Green Hornet et dejligt modsvar til slutningen af 00’erne og starten af 10’ernes meget seriøse og selvhøjtidelige superheltefilm. Den tager ikke sig selv alt for alvorligt – men den bliver heller aldrig dum. Den tager action og effekter seriøst, men har samtidig det sjovt med genren.
Hvis du vil have noget midt imellem den mørke og seriøse superheltefilm som The Dark Knight og en mere komediebåret og fjollet film som Ant-Man, så er The Green Hornet faktisk den perfekte film til lige netop den aften.
Jeg vil erkende at Cameron Diazs rolle som trekantsdramaets plotdriver er overflødigt og trækker kun det rigtige plot i langdrag. Men komikken fungere og actionscenerne fungere. Hvad mere kan man bede om?
The Green Hornet kan lejes på Blockbuster og Viaplay.
