Den her anmeldelse er alt for optaget af at sammenligne med filmen fra 2002 og er så opsat på at nå sin konklusion - at denne er overflødig - at den overser de væsentlige forskelle mellem historierne. Det havde været gavnligt at anmelde filmen på dens egne kvaliteter uden konstant skelen til Sam Raimi-versionen.

Ærligt talt, så ELSKER jeg denne her film, og lad mig fortælle jer hvorfor (advarsel: spandevis galde på vej)

Da jeg gik ind og så den første Spiderman film væmmedes jeg over deres valg af Tobey Maguire som Spiderman. For det første ligner han ikke ham ikke, hans babyface ødelægger den karakter man finder i tegneserierne (og også i tegnefilmen). For det andet fik jeg en ækel følelse af at de prøvede at lave en parodi af Spiderman, og blev til tider ufrivillig komisk til tider (selvom de ihærdigt prøvede at appelere til børnekredsene med tonsvis af jokes og på-grænsen-til-slapstick humor, men det var ikke Charlie Chaplin jeg var kommet ind for at se)
Ja, der er romantiske scener i denne her film, men de foregående film havde for meget "lyserødt" romantik der havde passet bedre ind hvis Justin Bieber havde fået rollen.
Og hvor var Spidermans flabethed i de gamle film? Den var utrolig begrænset, og var langt fra fyldestgørende!

*** Galdeblæren tømt ***

Kort sagt, så var jeg enormt skuffet over skuespillervalget i de gamle film og havde en følelse af at omgivelserne og antagonisterne samt birollerne var for malplaceret og gav mig den samme følelse som, tilsyneladende, mange herinde har af Resident Evil serien. Det var en om'er!

Og så kommer denne fantastiske skattekiste og retter op på fortidens fejl! Det var så fantastisk befriende!

Der er stensikkert ting der ikke er i fuldstændig overensstemmelse med de fordums tegneserier (Hvem sagde lilla bukser til Firbenet?), men for første gang i årevis har jeg haft en tilfredsstillende følelse af er tingene var som det skulle være, og at jeg rent faktisk bare kunne sidde og nyde filmen og pakke det gamle skrot væk.

Som min søster fortalte mig i biffen: "Dét er Spiderman!"
Du har så evigt ret... det her ér Spiderman. Tak Marc Webb for den bedste biograf følelse i årevis.

The Amazing Spiderman i 3D

Jeg kan nævne utallige superheltefilm hvor heltens skabelses-prolog kedede mig bravt og jeg tørstede mere efter supergejlet. Dette er gudskelov ikke tilfældet her, faktisk kan jeg ikke mindes hvornår jeg sidst har følt så meget for helten i denne her lidt for ofte overfladiske genre.

Her fokuseres mere på Parkers forhold til sin familie og til Gwen Stacy og det klær i dén grad filmen og giver den mere substans.

...og så er det en fryd at se Spidey kravle og svinge igennem betonjunglen!

5/6

The Amazing Spider-Man

For ikke så lang tid siden genså jeg Sam Raimis Spider-Man trilogi. Vil gerne understrege, at jeg i starten af teenage årene nød disse film og fandt dem ret vellykkede (med undtagelse af den besynderlige treer, hvor der var alt for mange bolde i luften, og hvor det hele endte som en utilfredsstillende rodebunke). Jeg var som mange andre også lidt skeptisk med ideen om et reboot. Behøvede vi egentlig det for Raimis film er da forholdsvis nye? Men ved gensynet indså jeg, at et reboot nærmest var nødvendigt, for Raimis film skriger af ’’udløbsdato’’! Det er film der er produkter af deres tid, og med nutidens øjne virker de ufrivilligt karikerede, kunstige, naive og er gennemsyret af kvalmende patriotisme.

Da jeg fandt ud af, at Marc Webb skulle stå bag kameraet, blev jeg noget mere optimistisk med rebootet. ’’500 days of Summer’’ er blandt mine favorit romantiske komedier, og Webbs præg på ’’The Amazing Spider-Man’’ er enorm. Det er en virkelig underholdende, charmerende og rørende superhelte-film manden har fået stiftet. Filmens uden tvivl bedste scener er sammentalerne og dialogen mellem Andrew Garfield og Emma Stone. Webb er en virkelig dygtig personinstruktør, og det kan mærkes, for disse to turtelduer slår gnister sammen. Det er et ret charmerende ungt kærlighedsforhold, der bliver skildret i filmen. Det bliver aldrig tåkrummende eller pinligt at overvære for os seere, og det skyldes simpelthen Webbs håndtering og skuespillernes veloplagthed. Med en anden instruktør og andre skuespillere kunne det nemt have gået galt.

Andrew Garfields Peter Parker/Spider-Man er flabet, cool, intelligent, sympatisk og så menneskelig. Var jeg virkelig den eneste der blev træt af Tobey Maquires gentagende tudefjæs der plagede store dele af de tidligere film? ;) Garfields version er noget sejere og mere mandig. Filmens skurk er Curt Connors/The Lizard er også fornemt spillet af Rhys Ifans, og det er igennem hans karakter filmens undertoner om savn, ’’mangler’’ og stræben efter det perfekte liv kommer til udtryk. Hans karakter Connors og Peter supplerer hinanden på et eller andet plan, da Connors gerne vil kurere sin manglende arm, og Peter længes efter sandheden om sine forældres afsked. Det er lidt svært at forklare ordentligt, men håber i vil forstå hvad jeg mener, når i har set filmen.

En anden ting er, at filmholdet ikke bare har animeret Spider-Man, når han ude i byen og svinger løs. Under mange sekvenser er det virkelige stuntfolk der svinger, og det er med til at illusionen står stærkere. Selvfølgelig er det krydret med CGI, og er det ikke fejlfrit imponerende altid (her tænker jeg på The Lizard i nogle close ups, og action scenen på gymnasiet), men som helhed føles den mere ægte end den tidligere trilogi på det action - og effektmæssige plan. Det er en mørkere og mere seriøs tilgang til universet vi har fået leveret, men jeg vil ikke ligefrem kalde den dyster, og det er ikke ment som et kritikpunkt. James Horners musik er også herlig melankolsk, og mere følelsesladet end Danny Elfmans mere episke musik. Muligvis hans bedste score siden ’’Braveheart’’.

Første halvdel af filmen finder jeg bedst, hvor Peter Parkers historie og forholdet med Gwen Stacy etableres på vedkommende og henrivende vis. Selvom anden halvdel ikke på nogen måder er dårlig, føles den lidt forhastet, og nogle ting ville jeg ønske at filmen gik mere i dybden med. Synes at Connors forvandling og karakterskift gik lidt for hurtigt. Der var ikke helt den glidende overgang man kunne have ønsket. Jeg tror simpelthen, at det er svært at lave to helstøbte origin historier i en enkel film på 2 timer, uden at dele af heltens eller skurkens udvikling føles hurtigt og unaturligt. Med det in mente, vil jeg lige klargøre at Spider-Man er i centrum, og vi har fået en noget mere nuanceret og interessant portræt af karakteren end i de tidligere film. Når alt kommer til alt, mener jeg at vi har fået en klart bedre film end Raimis på næsten alle områder, og venter med glæde på en efterfølger.

Nu har jeg efterhånden læst en del anmeldelser af filmen og der er et par ting som irriterer mig.

En del af kritikken går på, at det er et reboot. Hvorfor skal filmen straffes for hvad der har eksisteret tidligere? Lad dog filmen stå for sig selv og anmeld ud fra det...damn it!

Andre mener at det, lidt firkantet sat op, er den samme Spidey-film om igen. Så strammer skyklapperne da for seriøst. Det er jeg måske ene om, men tingene er bare mere nuanceret og pacingen er bedre i denne her omgang.

Jeg tror at film-oplevelsen bliver bedre hvis man styrer uden om en forudfattede holdning til Spidermans baggrund....måske :P