Modstillingen af de to hovedpersoners historier, som kører sideløbende, men først til allersidst forenes, virker ubeklageligt og trods en spilletid på over to en halv time, så føles det aldrig langtrukkent. Der er scener af næsten “Godfather”-agtig overdådighed, som i visse af montagesekvenserne, og den historiske periode illustreres fint med Vietnamkrigen som emotionelt bagtæppe, hvis menneskelige konflikter bliver grundlag for Lucas’ skruppelløse profitmageri. En razzia på hans heroinlager hører til en af filmens mest intense momenter.
Man kan diskutere, hvorvidt “American Gangster” ender med at fremstille Frank Lucas i et lidt for sympatisk lys, og man har svært ved at undsige sig, at slutningen bliver en kende problematisk rent etisk. Manden levede jo af at profitere på andres død og elendighed, så hvorfor give ham en slags hyldest? Måske er det bare fordi, karismatiske forbrydere har det med at være mere spændende i fiktionen end de godhjertede helte, og at dem, vi i virkeligheden skal klandre for denne opfattelse af Lucas’ karakter, faktisk er os selv som tilskuere? Svært at sige, men det ændrer ikke ved, at Ridley Scott med “American Gangster” meget vel kan udfordre Martin Scorseses plads som gangster-genrens gudfar i nyere tid, da instruktøren tydeligvis begår sig ligeså ubesværet her som i ‘sværd og sandal’-filmen, science fiction-panoramaer eller krigens helvede i Mogadishu. Og således sættes barren højt allerede fra starten af filmåret 2008. Bravo, Ridley – velkommen tilbage!
#41 Michael Andersen 16 år siden
Så må det virkelig trække ned for "The Departed"s vedkommende, at Martin Scorsese brugte en 60'er-sang, som man også har hørt i "Goodfellas" og "Casino".
#42 king b 16 år siden
#43 Michael Andersen 16 år siden
#44 filmz-Bruce 16 år siden
To film på et år, som overskrider grænsen mellem perioden der portrætteres og dags dato og så endda så veludført. Fincher og Scott har forlængst passeret pubertetens sidste salgsdato og vi kan nu nyde film, som uden tvivl havde gjort sig på 70'ernes film Pantheon. Heaven .... I'm in heaven!!!
Ridley har begået et gangsterværk, som er seværdigt, ikke for hverken actionsekvenser, overdrevne eller simplificerede karakterer, men for at servere en gedigen historie, som ikke undervurderer publikums evne til at kunne fastholde fokus på den røde tråd i 157 minutter, som har mere tilfælles med 70'ernes fortællestil end nutidens. Det er en kliché at sige den, men det er en tilbagevenden til rødderne, som U2 der piller fedtet af kompositionerne og tager til Nashville, for at finde de grundlæggende 3 akkorder.
Der tages ganske givet kunstneriske friheder, bl.a. Ritchie Roberts spillet af Russell Crowe, som er sammensat af flere virkelige figurer, men det skal ikke ligge filmens uomtvistelige kvaliteter til last, for eksekveringen er og bliver godt håndværk.
Har desværre ikke tid til i beskrivende vendinger og gå nærmere ind på skuespillerpræstationerne, men udover Denzel og Crowe, giver Josh Brolin, John Ortiz og allestedsnærværende Chiwetel Ejiofor alt andet end middelmådige optrædender.
Formentlig har American Gangster ikke en chance i Oscar ræset i år pga. årets generelt høje kvalitetsniveau, trods det, at den er klart bedre end forrige års gangster vinder.
Men Ridley Scott kan roligt ringe hjem til sin gamle mor og sige:
Made it, Ma! Top of the world!
8.5/10
#45 filmz-Bruce 16 år siden
#46 filt 16 år siden
#47 filmz-DocDoom 16 år siden
#48 Michael Andersen 16 år siden
#49 filmz-DocDoom 16 år siden
Kan du huske i hvilke scener? (Nu bliver jeg krævende) :-)
#50 Michael Andersen 16 år siden