Jeg indrømmer dog, at jeg godt kan lide

Col. Quaritch: You are not in Kansas anymore.

Det tager jeg som et hint til Judy Garland i Wizard of Oz

Toto, I've a feeling we're not in Kansas any more.

Hvem ved. Måske er 2'eren Wizard of Pandora og Jake Sully med røde sko :)

#73 Det var nu blot replikskiftet som jeg fandt, drænet for kærlighed eller ej, havde ligheder mht. simplicitet. Og humor ... tja.

Bruce (69) skrev:

Jake Sully: I see you.
Neytiri: I see you.

Ahh shit, det havde næsten lykkedes mig at fortrænge den stupide floskel, men nu kom det alt sammen tilbage. . . . .

Jeg har en modgift.

Well here's to you, your majesty. I'll tell you what. I may a fucked my life up flatter than hammered shit, but I stand here before you today beholden to no human cocksucker. And workin' a payin' fuckin' gold claim. And not the U.S. government sayin' I'm tresspassin' or the savage fuckin' red man himself or any of these limber dick cocksuckers passin' themselves off as prospectors had better try and stop me.

That should do it!

#62 Hej igen Bruce. Jeg beklager denne lange responstid.

Bruce (62) skrev:

Måske ikke nødvendigvis et brud, men en simpel revurdering af en given situation, på baggrund af ny viden. Kort sagt er det vel summen af det forhåndenværende materiale, som afstikker vore holdninger og en iboende risiko for at have misforstået eller misfortolket input i processen. Hvad du mener med ordet menneskelighedsmulighed, det må du lige forklare yderligere, for det er ikke et begreb jeg tidligere er stødt på.

Vel, som individer rummer vi vel(/forhåbentlig) en mulighed for at vokse i evne og sind, sådan at vi modnes i vores menneskelighed. Det kan hurtigt komme til at lyde moralsk, men det er egentlig ikke meningen, grundlæggende handler det nok bare om med tiden at erkende hvad man som menneske har mulighed for at være, og i mit foregående indlæg skulle særligt betones, at selvom tiderne og sæderne ændrer sig, er det vist begrænset hvor meget mennesket har udviklet sig. Historien gentager sig, og uanset hvor stor en størrelse mennesket kalder sig, dør enhver civilisation stadig. Men skidt pyt, det var indledningen på planophivelsen, så lad os bare lade det ligge :)

Du hiver debatten op på et filosofisk plan, som sikkert er yderst interessant, men pludselig indregner mening og formål med tilværelsen, det at være og alt i alt er et begrebsapparat, som for mig hører ind under diskussioner om eksistentialisme versus postmodernisme, snak om mening findes kun ved valg etc. og selvom emnet er stærkt interessant, så er det grundlæggende ikke det plan for debat, som interesserer mig.

Fair nok, lad os lade det ligge.

Jeg er decideret "håndværker" og tænker på udførelsen af mit hverv mere end jeg tænker på værktøjet jeg benytter. Værktøjet har jeg forlængst valgt og jeg tænker ikke på, om min tilgang er drevet af eksistentialisme eller postmodernisme, selvom det da er fint, at man sætter ord på min drivkraft :) Grundlæggende handler jeg ene og alene og hver eneste gang ud fra, hvad jeg finder er fornuftigt.

Så ikke flere brud til Bruce.

muldgraver skrev:

Jeg kender godt til postmodernismen og dens vilkår, men jeg mener ideen ofte misbruges til at frasige sig sit ansvar, og i stedet for at at oplyse os om vores egen begrænsning af forståelsen af objektiviteten til at udvide vores subjektive bevidsthed. Den postmodernistiske tilgang er jo ikke ny, Heraklit, Platon og tanken om den hermeneutiske cirkel indeholder den postmoderne ide, men transcenderer den også ved at respektere at mennesket nu engang er en begrænset del af det eksisterende, og ikke den (som Nietzsches overmenneske solipsistisk vil hævde) skabende. For mig at se må subjektiviteten søge overensstemmelse med objektiviteten for ikke at blive en værdimæssig selvmodsigelse.

Bruce skrev:

Og der tabte du mig så helt :)

Dobbelt op på fair nok :)

muldgraver skrev:

At ønske at blive klogere er vel en stræben mod alvidenhed? Objektiviteten a'la det eksisterende er vel al viden, men som en størrelse uden subjektivitet (hvilket jeg ikke ser som neutral, da viden har en værdi i sig selv? Der er vel en (legitim) grund til vi ønsker at blive så kloge og nuancerede som muligt?)

Bruce skrev:

Ja for om ikke andet har historiens grumme fortællinger forhåbentligt gjort det klart, at viden akkumuleret af foregående generationers blod, sved og tårer, kan bruges fornuftigt for at bedre fremtiden for de kommende. Det er for mig, mere end en legitim grund. Der er nærmest en iboende pligt, hvilket vore samfund ikke har erkendt. Så så meget for, at vi indtil videre skulle være blevet klogere.

Så vidt jeg kan forstå på andre tråde, begrunder du dybest set pligten med Gud? Men det bliver vist også et andet debatplan? :)

Jeg kan godt købe, at journalistik er subjektiv, netop hvis det står klart for alle, at den er det. "Hej jeg hedder Kaare R Skou og er journalist, som skal dække aftenens valg og jeg håber Socialdemokraterne får flest mandater i aften". "Hej jeg hedder ... og skal i aften interviewe Pia Kjærsgaard. Jeg vil være langt mere kritisk og sur i min fremtoning end jeg plejer, fordi min politiske overbevisning, ligger langt fra Pias". Se så ved man, hvad man har at gøre med.

Men jeg synes nu bedst om, at et organ som DR, lever op til sin formålsparagraf

Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægning skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed.

Selvom det måske i princippet er svært at håndtere, så foretrækker jeg dette og risikoen for klager og kritik, fremfor f.eks. en farvning af synspunkter efter journalisternes overbevisning. God journalistik er i mine øjne baseret på fakta og giver man journalistikken fri, på subjektivitetens alter, så vil generationers arbejde med at få skabt troværdig information, gå tabt i løbet af en enkelt.

Jeg vil nu være så udiplomatisk at sige at de to eksempler på subjektiv journalistik ikke er særligt brugbare for hvad jeg tænker som subjektiv journalistik (for mig at se virker sådanne udsagn og tilgange for ligegyldige). Jeg læser ikke nok dagspresse til at kende nuanceniveauet, men jeg er stødt på flere gode artikler som havde et klart defineret kendskab til en sag, med en historie som de fandt tilstrækkeligt interessant til de ville fortælle den, og i deres fortællinger bragte deres personlige udtryk med sig, og dermed kunne give en tankevækkende vinkel på emnet. Det er vel den samme brug af subjektiv fantasi som gør enhver fagmand særligt god? En sådan fantasi kan vel sagtens præsentere en sag sagligt . Egentlig tror jeg nok bare ikke der er så meget håb for fagene i sig selv, de er underlagt et større tidsåndsapperat (haha, konspiratorisk, ikke sandt? :) ), men individet kan forhåbentlig fortsætte med at nyde sin faglighed, også selvom den ikke lige rammer moden.