Troy Duffys “The Boondock Saints” er måske nok en kultfilm pr. definition, men i mine øjne når den ujævne gangsterfilm ikke sine forbilleder til sokkeholderne. Den starter godt, og især Willem Dafoe gør en god figur foran kameraet, men de fleste karakterer er foragtelige, og man har set det meste før. Hverken skivens transfer eller lydspor imponerer, og der er langt mere ekstramateriale på den udenlandske BD-udgivelse, så det er kun nysgerrige sjæle, der aldrig har set “The Boondock Saints”, der bør overveje at leje denne Blu-ray. Det er i øvrigt den ucensurerede og lidt blodigere Director’s Cut-udgave af filmen, som befinder sig på skiven.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#1 Skeloboy 13 år siden

Det er en film, jeg en gang var rigtig vild med. Og der er da også en del gode scener...men den holder bare ikke helt i længden, og den første halvdel er langt bedre end sidste.
Gravatar

#2 wimmie 13 år siden

Ah, jeg er nu stadig glad for filmen selvom den da er lidt overgearet. Den får en 4/6 herfra ;)

Men jeg tror nu bare at jeg beholder min fede amerikanske dvd-version når billede og lyd alligevel ikke er noget at juble over ;)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Gravatar

#3 evermind 13 år siden

Jeg er vild med filmen og helt uenig i din vurdering her, Johan, men du burde også have vidst, at det kun var et spørgsmål om tid, før fanatiske Boondock-kultister angreb dig. ;)

Jeg synes både, The Boondock Saints er vellavet, morsom og generelt drønunderholdende. Derudover er brdr. McManus flabede og charmerende, og jeg har ikke svært ved at holde med dem på filmens præmisser. De bliver tilfældigt viklet ind i balladen under et opgør på deres stamværtshus og begynder at kæmpe for den erklærede sag at straffe det onde, så almindelige mennesker ikke skal leve i frygt.

Ja, vist er Tarantinos hitmen i Pulp Fiction vittige, og vi oplever dem ping-ponge på slap line, men karaktererne er i mine øjne både langt mere afstumpede og usympatiske end Boondock-helgenerne, navnlig Vincent Vega. I øvrigt bror til ærkepsykopaten Vic "Mr. Blonde" Vega fra Reservoir Dogs, hvilket kan være en indikator. De arbejder for mafiaen og dræber for penge, f.eks. scenen hvor de iskoldt intimiderer og nedskyder de "små fisk" i lejligheden, og vi oplever ikke - som med McManus-brødrene - nogen hjertelige relationer uden for disse kredse.

Dette skal i øvrigt på ingen måde forstås som en underkendelse af Pulp Fiction eller en vægtning mellem de to film (hvor jeg i øvrigt vil vurdere Pulp Fiction højst), bare en konstatering af, at jeg er uforstående over for sammenligningen mellem karaktererne. Efter min mening fremstår Duffys personer og deres kontekst bare meget mere sympatisk. Vi oplever først brødrene kæmpe for at hjælpe deres venner, så for at redde hinanden, så for at hjælpe samfundet - og det sidste går måske til tider nok lidt over gevind, men jeg synes nu alligevel ikke, filmen er så entydig i sin retorik.
Vores hovedpersoner stiller til sidst selv spørgsmål ved selvtægten, og i filmens afrundende voxpop-montage er meningerne om deres korstog da også delte.


En opgradering til BD afholder jeg mig dog fra pga. den middelmådige tekniske side. Jeg har DVD'en i en fin tinbox, som så vidt jeg kan læse mig frem til på DVD Compare også er unrated.
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Gravatar

#4 The Insider 13 år siden

Hehe, jeg havde en anelse om, at jeg ikke bare kunne stikke halen mellem benene og spæne væk :-) Men du kommer med et væld af fine pointer og gode argumenter, man, men jeg kan bare stadigvæk slet ikke falde for de to brødre...

Jeg tror, det først og fremmest har noget at gøre med deres ven Rocco. Jeg tror aldrig, jeg er stødt på så usympatisk og svinsk en "helt" i en film, for jeg går da ud fra, at Duffy vil have os til at tiljuble ham, når han hele tiden mænges med McManus-brødrene og hjælper dem. Hans ekstremt hysteriske opførelse er irriterende nok, men når man fuldstændig uden omtanke eller anger skyder fuldstændig uskyldige tilskuere - såsom bartenderen - mister jeg al medfølelse, og brødrene kunne åbenbart ikke være mere ligeglade. Og i en scene som den i pornobutikken, hvor hele trioen fuldstændig uprovokeret nakker en masse mænd, hvis eneste forbrydelse er at betale for at se på strippere, synes jeg at de krydser en grænse.

I det mindste gør lejesvendene i "Pulp Fiction" deres arbejde, fordi de bliver betalt for det, og de nakker ikke til højre og venstre (medmindre der selvfølgelig kommer et ubelejligt vejbump :-)). Det ville måske være en tilsnigelse at hævde, at de er direkte elskværdige, og de er ikke tilnærmelsesvis retskafne, men de har en charme, især takket være Tarantinos kække dialog (som man tydeligt kan mærke, at Duffy prøver at efterligne), skuespillerne og så også den rejse, som Tarantino får dem til at gennemgå - især Jules' åbenbaring, men også Vincents først flirt med den ægte kærlighed.

Jeg ved, at en af producerne døbte "Boondock Saints" "Pulp Fiction med sjæl", men dér er jeg sjovt nok meget uenig. Alt det her minder mig om, at jeg stadigvæk har BS2 stående på reolen - uåbnet. Er den overhovedet værd at give sig i kast med?
War. War never changes.
Gravatar

#5 evermind 13 år siden

Tak for dine pointer, dude. :)

Jeg ser Rocco som den bevidst skæve kant i brødrenes hævntogt. Han vil gerne være med, gerne have en sag, men han er et fuck up, som de to brødre tager med på slæb, fordi de holder af ham. Han kan ikke rigtig styre det, hvilket bringer en gråzone ind i korstoget - noget agent Smecker da også kommenterer på, da han skrifter.

I stripklubben nakker brødrene, så vidt jeg husker, kun en mafioso, Rocco ved besøger stedet. Det er Rocco, der nakker to andre kunder, som Smecker vist endda efterfølgende forbinder med mafiaen. Men jeg kan godt følge din pointe - det er en af de tvivlsomme scener i forbindelse med retfærdiggørelse af selvtægten. Slagtescenen i baren står Rocco alene for; de er alle folk fra eller med tilknytning til hans egen bande. Som de grinende fortæller ham, inden det slår klik for ham, vidste de alle, selv bartenderen, at han var sat på en opgave, han ikke skulle have overlevet. Så de er altså beskidte, ikke desto mindre. Det er Rocco dog også selv, men det er i denne scene, han bryder med sit mafia-bagland.

Man kan selvfølgelig diskutere det dobbeltmoralske i, at McManus-brødrene indtil da har accepteret en mafia-stik-i-rend-dreng som deres ven og ledsager, men på den anden side er det en praktisk metode til insiderviden. :)

Jeg synes også, "Pulp Fiction med sjæl" er et meget forkert udtryk, for jeg synes, filmene er meget forskellige i pace, fortælling osv., selv om de har den dér 90'er-gangster hipness over sig. The Boondock Saints er mere action-komedie, mens Pulp Fiction er mere sort komedie-drama i et gangstermiljø. For mig opfylder de i hvert fald pænt og tilfredsstillende hver deres formål.

Man skal nok være mere end almindeligt begejstret for den første film for at være glad for BS 2, hvor forkortelsen næsten kan siges at stå for noget mindre pænt end Boondock Saints ... :) Det er en typisk, skuffende 2'er, hvor man forsøger at malke på den førstes succes ved at kopiere fra denne, mens det hele enten er set før eller synes knap så helhjertet. Jeg skal dog selv lige have givet den et kig mere, inden jeg beslutter, om den skal ryge tilbage til BBBB ... :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Gravatar

#6 Bruce 13 år siden

Enig. En bordrest af en bordrest.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Gravatar

#7 The Insider 13 år siden

#5, endnu flere gode pointer! Jeg kan stadigvæk ikke helt forherlige mig med brodernes gerninger, men jeg får da allerede lyst til at gense filmen snart :-) Og så vil jeg lade 2'eren samle lidt mere støv på hyden ;-) Har du set Overnight?
War. War never changes.
Gravatar

#8 evermind 13 år siden

#7 Vi kan stikke hovederne sammen og se dem begge? :)

Og nej - hvad er Overnight?

Jeg er i øvrigt svært fristet til at bestille den dér Mosters, undskyld, Monsters, du skrev til mig om. ;) Den lyder som noget for mig ... :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Gravatar

#9 Babo Rises 13 år siden

Jeg var også vild med filmen engang, men en jeg ikke har haft lyst til at se igen og igen. 4/6
Gravatar

#10 The Insider 13 år siden

#8, Overnight er dokumentaren om Troy Duffys smadrede sin egen karriere. Glimrende og skræmmende! :-)

Et lille Boondock Saints-marathon kunne være sjovt! Det samme kunne et gensyn med Monsters, fordi jeg skal tale med instruktøren over telefonen her i næste uge. Glæder mig! Det er vildt, hvor meget af filmen han har klaret på egen hånd - han har lavet SAMTLIGE visual effects i sin egen lejlighed på sin egen computer på fem måneder, og meget af det ligner noget fra en Hollywood-blockbuster. Han virker meget nede på jorden og ydmyg, så jeg glæder mig til at tale med ham :-) - og ikke mindst til at pitche mit script til "Mosters"! ;-)
War. War never changes.

Skriv ny kommentar: