Blodtørstige brødre

I 1998 var der ikke mange, som kendte Troy Duffy, ud over stamkunderne på hans bitte bar i Los Angeles. Men Duffy var overbevist om, at han engang ville forlade sin lille saloon og stryge til tops i Hollywood, og en dag så det ud til, at bartenderens drøm ville gå i opfyldelse. Filmselskabet Miramax købte Duffys manuskript til filmen “The Boondock Saints” for 300.000 dollars. Som om det ikke var nok, hyrede de også Duffys band til at lave soundtracket, de skaffede gruppen en pladekontrakt og gav endda Duffy lov til at instruere sit eget projekt. Det var for meget af det gode for den kære Duffy, som – forblændet af sin pludselige succes – prompte brændte alle sine broer, hvorfor han ikke kunne få stablet en film på benene igen før 2009.

Det lykkedes dog Duffy at få færdiggjort “The Boondock Saints” ved at hive penge ud af en række private investorer. Filmen nåede dog kun at køre i en håndfuld biografer i få dage, før den udkom på video og blev en regulær kultfilm, som fortsat dyrkes af en trofast fanskare. Personligt har jeg dog aldrig været tilnærmelsesvis forgabt i “The Boondock Saints”. Filmen er slet ikke lige så gribende som historien om dens tilblivelse.

Jovist, filmen har sine øjeblikke, musikken er hæderlig, og skuespillerne er nogenlunde, men “The Boondock Saints” er snarere en pastiche på Quentin Tarantinos CV end et solidt, selvstændigt værk. Ligesom “Pulp Fiction” har “The Boondock Saints” to selvtægtsmænd som omdrejningspunkt. Samuel L. Jackson og John Travolta spillede to lejemordere i Tarantinos trendsætter, og i “The Boondock Saints” spiller Sean Patrick Flanery og Norman Reedus to skydegale brødre, som også er dødsensfarlige og altid har en kvik bemærkning i ærmet. Begge duoer citerer endda hellige skrifter. Men en markant forskel på d’herrer er, at Jackson og Travolta faktisk er vittige og sympatiske, men McManus-brødrene er derimod et par forkastelige fyre, hvis foragt for menneskeliv tangerer det psykopatiske.

Sammen med deres bedste ven, Rocco, som muligvis er filmhistoriens mest hysteriske sidekick, forsøger brødrene at rense ud i Bostons kriminelle underverden, men de får hurtigt både mafiaen og ordensmagten på nakken. Man kan nærmest mærke Duffy få afløb for sit had til sin omverden, hver gang trioen hiver pistolerne frem og tager loven i egne hænder. Men når uskyldige civile fanges i krydsilden, uden at McManus-brødrene eller Rocco så meget som trækker på skuldrene, bliver det svært at modarbejde kvalmen. Gangsterne er også så vanvittigt karikerede, at man kun kan fnise af dem, når det ellers er meningen, at man skal grine eller græmmes. Humoren er enormt forceret.

Men hvad er det mon, Duffy prøver at sige? At samfundet er råddent, fordi vi forherliger selvtægt? Næppe, for Duffy forherliger selv McManus-brødrene ved at skildre dem som heroiske helgener, og i stedet bliver det FBI-agenterne i hælene på brødrene, man ender med at heppe på. Måske er dét så meningen, men under alle omstændigheder tager Duffy aldrig sin lup tæt nok på skillelinjen mellem slyngel og helt, selvom instruktøren indimellem kommer tæt på. Når filmen begynder, er man ellers ganske villig til at følge med på brødrenes rejse. Både Flanery og Reedus er dygtige skuespillere, som desværre aldrig har fået det gennembrud, de fortjener, og deres medfødte karisma er indtagende langt hen ad vejen.

Selvom Willem Dafoe tydeligvis er blevet bedt om at overspille til den helt store guldmedalje (og til at imitere Gary Oldman i Luc Bessons “Leon”), er han filmens helt store, humoristiske højdepunkt i rollen som en genial FBI-agent. Og selvom Duffy aldrig tidligere har lavet en film og havde et beskedent budget, har han skruet et par hæderlige actionsekvenser sammen, som desværre hæmmes en smule af en tam lydside. En enkelt skudduel på en åben gade grænser endda til det geniale, men ingen af filmens plusser ændrer på, at “The Boondock Saints” er et mislykket miskmask af Tarantino og Co.’s bordrester.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. “The Boondock Saints” ser desværre ikke markant bedre ud på Blu-ray, end den gør på dvd. Indimellem er detaljerigdommen forholdsvis stor, og her fremstår små detaljer som hår og svedperler tydelige. Men der er mange lettere uskarpe skud, og når billedet endelig er skarpt, er det som regel på bekostning af tydelig edge-enhancement. Kontrasten er god, men utilsigtet snavs forekommer, og farvetemperaturen svinger forbavsende meget. Hudfarverne er skiftevis lyserøde, orange og naturtro.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor savner en mere solid bund – når der bliver slået, sparket eller skudt, har lyden kun sjældent en tilfredsstillende slagkraft. Baghøjtalerne leverer enkelte effektive panoreringer (især under de lynhurtige sceneovergange), men langt de fleste atmosfærelyde og lydeffekter leveres af fronthøjtalerne. Musikken folder sig dog fint ud og kommer klokkeklart igennem, mens replikkerne indimellem er lidt utydelige – man fornemmer klart, at der ikke blev afsat mange penge til filmens lyddesignere.

Ekstramateriale

Disken indeholder halvandet minuts frygtelige fraklip, en musikvideo med Duffys band og tyve minutters slettede scener, som fluks ryger i glemmebogen. Det slettede materiale præsenteres i elendig kvalitet. Man kan også læse uddrag fra to tegneserier om McManus-brødrene – det er desværre meget svært at læse ordene. Derudover er her en stak trailere til andre Scanbox-udgivelser. Hvor havde det været fantastisk, hvis man havde inkluderet dokumentaren “Overnight”, som tydeligt viser, hvordan instruktøren Troy Duffy skød sig selv i foden og afskrækkede sine samarbejdspartnere ved at opføre sig som et forfængeligt fjols.