I den altdominerende titelrolle er Tom Hardy fuldstændig blændende som den gale voldsmænd med det bizarre hvalros-overskæg, og Refn opbygger nogle duperende sekvenser, som suppleres effektiv af et velvalgt lydspor, der spænder lige fra Léo Delibes’ blomsterduet til Pet Shop Boys’ “It’s a sin”.
Der er noget grundlægende fascinerende over filmen, som det ene øjeblik synes at hylde Bronsons machodyrkelse, for blot at vende vrangen ud af den i det næste. Det er en film, som man meget vel kan frygte bliver set af de forkerte mennesker af de forkerte årsager, men det er samtidig også manglen på åbenlys moraliseren, der gør den interessant. Bliver Bronson skabt af omstændighederne eller bliver omstændighederne skabt af ham? Kom hønen eller ægget først? Det er svært at afgøre, men det er næsten umulig at kigge væk fra de knuste æggeskaller, når de farer henover lærredet.
#11 mar16 14 år siden
grinte også lidt af at han i slutningen ligner dr. Robotnik/Eggman, Sonics svorende fjende. han lignede ham med sit skallede hoved, de sorte briller og hvalros-overskægget
jeg så den og har ikke rigtig lyst til at se den igen. den mangler kontakt med virekligheden i det meste af filmen. for som i den scene jeg snakkede om i spoileren, så er han i sin egen verden normal, men i den scene, hvor vi er ude af hans hoved, virker han skræmmende og uhyggelig da vi ikke forstår ham.
#12 mr gaijin 14 år siden
#13 filmzkim 14 år siden
Svært at forklare, men var ikke begejstret over den.
#14 RasmusFL 14 år siden
#15 Skeloboy 13 år siden
Ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive filmen. Men generelt er jeg ret så positiv indstillet, og lige med undtagelse af en enkelt meget underlig scene, der træder ved siden af, er den meget interessant. Især dens opbygning kan jeg godt lide. Der er en stor fokus på brutalitet i filmen, men netop fordi Refn leger lidt med formen, er det ikke bare en voldsfilm.
Tom Hardy er som den voldsomme fange Michael Peterson aka Charles Bronson helt og aldeles genial. Er den ligegyldig og forudsigelig, som nogen bruger har kaldt den for? Tjo, det kommer vel an på, hvordan man betragter den. Det er jo et portræt af en person, der er dybt usympatisk. Men som så mange andre biopics, der nærmest kun handler om én person, kommer den ikke frem til en konklusion, noget samfundsrelevant eller filosofisk. Sådan er den genre ofte. Heldigvis er Bronson en utrolig fascinerende karakter at følge, og derfor virker filmen. Forudsigelig måske, men kun i selve historien. Refn overrasker et par gange med hans sceneopbygninger og i det hele taget med strukturen i filmen. Soundtracket får en speciel mention også.
Har fået set Valhalla Rising og Bronson kort tid efter hinanden. Med hans bagkatalog, der bl.a. tæller Pusher og Bleeder(især sidstnævnte er jeg ret så vild med), så er han bestemt en jeg fremover vil følge noget mere.
8/10