Bronson

InstruktionNicolas Winding Refn

MedvirkendeTom Hardy, Matt King, James Lance, Kelly Adams, Luing Andrews, Katy Barker, Amanda Burton, Andrew Forbes, Jon House, Juliet Oldfield, Jonny Phillips, Mark Powley, Hugh Ross, Andrew St. John, Joe Tucker

Længde92 min

GenreAction

IMDbVis på IMDb

I biografen24/07/2009

Anmeldelse

Bronson

5 6
En mand ser rødt

Den fortsatte historie om den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn har længe været velegnet spillefilmsmateriale. Først takkede han pænt nej til optagelsen på Den Danske Filmskole for i stedet at lave den epokegørende “Pusher”. Siden har økonomien ligget i ruiner på baggrund af kuldsejlede filmprojekter, men ikke desto mindre er den voldsfascinerede filmmager tilbage med “Bronson”, der formentligt hører til en af hans allerbedste præstationer til dato.

Filmens titel refererer i virkeligheden til actionhelten Charles Bronson. I denne sammenhæng påklistres navnet imidlertid den engelske livstidsfange, der oprindeligt hedder Michael Peterson, men som følge af sit notoriske rygte med at slå på tæven for et godt ord i stedet påduttes sit alter ego. Trods en forholdsvist hæderlig opvækst hos en jævn familie i det britiske arbejderkvarter så bliver livet en sand rejse ind og ud af fængsler, mest af alt fordi han nyder et godt slagsmål for morskabens skyld. Og for berømthedens. Bronson indleder nemlig selv filmen med at fortælle, at han dyrker det, han er godt til for at blive berømt. Spørgsmålet er så, om berømthedens pris er det hele værd?

“Bronson” lægger ikke skjul på at være baseret på virkelige hændelser. Derfor kan det synes omsonst, at filmen i første omgang har fået kritik for at være voldsforherligende, når dagsordenen tydeligvis har været at afsondre historien om Englands mest kendte fange bag murene. Til gengæld er der ikke tvivl om, at den i øvrigt sanseberusende stilistik filmen igennem medvirker til at få noget grimt til at synes skønt – uden det af den grund er det. Ind imellem klippes til en tætpakket teatersal, og som eneste inventar på den ellers nøgne scene er netop Bronson, der foran det lydhøre publikum ryster anekdoter fra et voldeligt liv ud af ærmet. Og det giver for så vidt god mening. Hvis der er noget, Refn i denne omgang har dyrket, så er det netop de teatralske og ikoniske scenarier. Og hvor er det dog udtryksfuldt. Inspirationen fra særligt Stanley Kubrick er åbenlys.

I hovedrollen som intelligent voldspsykopat er Tom Hardy et studie i menneskelig selvudlevering. Han bruger i den grad sig selv og sin krop til at skildre filmens titelindehaver. Og det er en forbilledlig indsats, han her eksekverer. Man tror ligefrem på ham, når han direkte henvendt til det rullende kamera gør rede for sit liv bag tremmer og for en kort bemærkning på en sindssygeanstalt. Luften emmer af Milos Formans gøgerede, alt imens Bronson nyder fængselscellerne som skiftende hotelværelser. Og det er der god grund til. Inden for murene er han nemlig nogen som hårdtslående bastard. Udenfor er han nobody.

Som tilskuer er man vidne til et nihilistisk univers, hvor enhver form for (selv)erkendelse og moral er forkastet. Og det gælder sådan set både for filmens hovedaktør, men sågar også for de få kvindebekendtskaber og ikke mindst hobe af fængselsbetjente, der alle fremstilles i et beskidt lys. Særligt for sidstnævnte gruppe er indtrykket mildest talt problematisk, og Nicolas Winding Refn holder sig øjensynligt ikke tilbage med en lurende samfundskritik og et system, der fremhæver vold som den oplagte løsning på al dårligdom. Undervejs udvikler Bronson et kreativt talent for at tegne. Og selv om det bliver til andet end krusseduller på et stykke papir, er grillen kortvarig og stikker mest af alt blår i øjnene på fængslets betjente, som efterhånden er godt trætte af den problemsøgende fange.

“Bronson” er en film, der hviler i sig selv. Og modsat hvad man skulle tro, så gør hovedpersonen det sådan set også. Han har trygge familierammer i baglandet, og intet tyder umiddelbart på dysfunktionalitet. Alligevel har han fra naturens side pådraget sig et træk, der gør, at et raskt lille slagsmål for morskabens skyld er en fyldestgørende nødvendighed i hans liv. På samme måde er “Bronson” som film nu blevet en fyldestgørende nødvendighed i den danske filmskat. Nicolas Winding Refn har en forkærlighed for vold på film. Han henter tydeligt sin inspiration fra fortidens mestre, men indimellem formår han at vise, at han også selv besidder mesterpotentiale.
Video

“Bronson” præsenteres i det jævne anamorphic widescreen 1.85:1-format, som desværre ikke er uden fodfejl. Det voldsomt grynede look præges i voldsom grad af edge-enhancement, mens digitale forstyrrelser og udtværinger er ikke-eksisterende, og de mange overbelysninger må tilskrives filmens stil. Derudover er både farvetemperatur og kontrast stabile trods enkelte mindre udsving.

Audio

På lydsiden udbasuneres den engelsksprogede film igennem de to Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor. Her er dialogen tydelig og uden overstyringer, mens musikken er voluminøs og stemningsfuld og atmosfæren detaljeret. De distinkte effektlyde gør også godt væsen af sig og understreger formatet i det vellykkede lydudtryk.

Ekstramateriale

På det jævne er filmens ekstramateriale, der omfavnes af trailere samt et kommentarspor med filmkritikeren Alan Jones og Nicolas Winding Refn, hvor filmens optagelser, manuskript, den danske baggrund, inspirationen og det kontroversielle emne er til debat. Mere kontroversielt er imidlertid det sytten minutter lange lydspor suppleret af production stills. Her fortæller den rigtige fange fra virkelighedens verden sin version af historien, mens “The Making of” er en kort og traditionel fokuseren på filmens tilblivelse, og “Tom Hardy: Building the Body” i korte vendinger lader to boksetrænere give gode råd til, hvordan man får en krop som Bronsons. Indholdet skriger dog på mere, og det hjælper ikke, at kvaliteten grundlæggende er ganske svingende.

Livstidsfangen Bronson ser rødt og gør volden til sin fornemmeste kompetence i en film, hvor danske Nicolas Winding Refn langt om længe ryster fortidens skygge af sig. Inspirationen fra tidligere koryfæer – nulevende som døde – viser sig i stort kvantum, men alligevel evner den unge instruktør at gå egne veje og understrege, at han meget vel kan tilhøre inderkredsen af de allerbedste nulevende instruktører. Æstetik, spil og handling går op i en højere enhed, og selv om voldsforherligelsen ikke er øjensynlig, så gør “Bronson” imidlertid vold til kunst.

Bronson

5 6
A Clockwork Bronson

Spærret inde i et engelsk fængsel under nøje overvågning sidder Charles Bronson, som myndighederne passer ekstra godt på. Det er der en ualmindelig god grund til, for han er den voldeligste fange i hele England. Hans liv har danske Nicolas Winding Refn, der tidligere bl.a. har stået bag “Pusher”-filmene, nu beskrevet i den engelsksprogede “Bronson”.

Fra sine første stunder har Bronson – født under det mere ordinært klingende navn Michael Peterson – et stort ønske om at blive berømt. Han ved bare ikke helt, hvordan det skal lade sig gøre. Efter en relativt begivenhedsløs opvækst præsenterer svaret sig så småt, da han begår et halvhjertet væbnet røveri, og efterfølgende bliver sendt bag tremmer. I Hotel Gitterlys varetægt blomster han og hans voldelige tendenser for alvor op, og snart bliver de brutale episoder med overfald på vagter og fængselspersonel endeløse.

Takket være de utallige episoder har Bronson – som han omdøbes til efter en kortvarig karriere som gadeboxer – i dag siddet inde i 34 år, hvoraf de 30 har været i isolation. Han er kort sagt meget langt fra selv den mindste rehabilitering, men har til gengæld vist sig at have betydelige kunstneriske evner som maler.

Hans brutale liv har Refn nu omsat til film med stor energi, og Refn fortjener ikke mindst ros for ikke at forsøge på at undskylde Bronsons adfærd. At han er en ondsindet og formodentlig psykopatisk satan, ligges der ikke skjul på, og selv de mennesker, der rækker ham en forsonende hånd, ender i sidste instans alle med at fortryde det. Samtidig er der dog også noget grundlæggende tragisk over figuren. Bronson uddeler ganske vist bøllebank til højre og venstre, men får selv mindst det dobbelte igen, og fængslesvagternes brutalitet står ikke tilbage for hans. Han kan fortsætte med at slås, men han kan ikke vinde.

Bronson har stort set ikke været ude for fængslets murer indenfor de sidste 34 år, og de begrænsede fysiske lokationer er måske en medvirkende årsag til, at Refn i stedet for en vanlig biopic, der trofast følger hovedpersonens liv, har valgt at lave filmen som en art gal cabaret, hvor Bronson iklædt sminke og festtøj fortæller sit livs beretning som en bindegal showman, mens vi ser klip fra hans ucharmerende hverdag. Herfra bliver det også klart, hvorfor han foretrækker tilværelsen bag tremmer, da hans manglende evner til at passe ind samfundet er pinefuldt tydelige. I fængselet er han en stjerne – udenfor er han blot endnu en taber.

I den altdominerende titelrolle er Tom Hardy fuldstændig blændende som den gale voldsmænd med det bizarre hvalros-overskæg, og Refn opbygger nogle duperende sekvenser, som suppleres effektiv af et velvalgt lydspor, der spænder lige fra Léo Delibes’ blomsterduet til Pet Shop Boys’ “It’s a sin”.

Der er noget grundlægende fascinerende over filmen, som det ene øjeblik synes at hylde Bronsons machodyrkelse, for blot at vende vrangen ud af den i det næste. Det er en film, som man meget vel kan frygte bliver set af de forkerte mennesker af de forkerte årsager, men det er samtidig også manglen på åbenlys moraliseren, der gør den interessant. Bliver Bronson skabt af omstændighederne eller bliver omstændighederne skabt af ham? Kom hønen eller ægget først? Det er svært at afgøre, men det er næsten umulig at kigge væk fra de knuste æggeskaller, når de farer henover lærredet.

Kort om filmen

Mød Englands voldeligste mand. Bedre kendt under øgenavnet Charles Bronson indlogerede den britiskfødte Michael Peterson sig første gang på Hotel Gitterly, da han i en alder af 19 blev anholdt for væbnet røveri. Drevet af et overdrevent ønske om at ville være kendt har han med sine talrige, serie-psykopatiske overgreb på både politi og fængselspersonale siden sikret sig en spektakulær forlængelse af opholdet. Af sine godt 34 år i fængsel er 30 af dem blevet afsonet i isolation, og han har samlet set været løsladt lidt under fire måneder.