Bronson
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 27. dec 2009 | Af: kaduffo | Set på DVD
Den fortsatte historie om den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn har længe været velegnet spillefilmsmateriale. Først takkede han pænt nej til optagelsen på Den Danske Filmskole for i stedet at lave den epokegørende “Pusher”. Siden har økonomien ligget i ruiner på baggrund af kuldsejlede filmprojekter, men ikke desto mindre er den voldsfascinerede filmmager tilbage med “Bronson”, der formentligt hører til en af hans allerbedste præstationer til dato.
“Bronson” lægger ikke skjul på at være baseret på virkelige hændelser. Derfor kan det synes omsonst, at filmen i første omgang har fået kritik for at være voldsforherligende, når dagsordenen tydeligvis har været at afsondre historien om Englands mest kendte fange bag murene. Til gengæld er der ikke tvivl om, at den i øvrigt sanseberusende stilistik filmen igennem medvirker til at få noget grimt til at synes skønt – uden det af den grund er det. Ind imellem klippes til en tætpakket teatersal, og som eneste inventar på den ellers nøgne scene er netop Bronson, der foran det lydhøre publikum ryster anekdoter fra et voldeligt liv ud af ærmet. Og det giver for så vidt god mening. Hvis der er noget, Refn i denne omgang har dyrket, så er det netop de teatralske og ikoniske scenarier. Og hvor er det dog udtryksfuldt. Inspirationen fra særligt Stanley Kubrick er åbenlys.
Som tilskuer er man vidne til et nihilistisk univers, hvor enhver form for (selv)erkendelse og moral er forkastet. Og det gælder sådan set både for filmens hovedaktør, men sågar også for de få kvindebekendtskaber og ikke mindst hobe af fængselsbetjente, der alle fremstilles i et beskidt lys. Særligt for sidstnævnte gruppe er indtrykket mildest talt problematisk, og Nicolas Winding Refn holder sig øjensynligt ikke tilbage med en lurende samfundskritik og et system, der fremhæver vold som den oplagte løsning på al dårligdom. Undervejs udvikler Bronson et kreativt talent for at tegne. Og selv om det bliver til andet end krusseduller på et stykke papir, er grillen kortvarig og stikker mest af alt blår i øjnene på fængslets betjente, som efterhånden er godt trætte af den problemsøgende fange.
“Bronson” præsenteres i det jævne anamorphic widescreen 1.85:1-format, som desværre ikke er uden fodfejl. Det voldsomt grynede look præges i voldsom grad af edge-enhancement, mens digitale forstyrrelser og udtværinger er ikke-eksisterende, og de mange overbelysninger må tilskrives filmens stil. Derudover er både farvetemperatur og kontrast stabile trods enkelte mindre udsving.
På lydsiden udbasuneres den engelsksprogede film igennem de to Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor. Her er dialogen tydelig og uden overstyringer, mens musikken er voluminøs og stemningsfuld og atmosfæren detaljeret. De distinkte effektlyde gør også godt væsen af sig og understreger formatet i det vellykkede lydudtryk.
På det jævne er filmens ekstramateriale, der omfavnes af trailere samt et kommentarspor med filmkritikeren Alan Jones og Nicolas Winding Refn, hvor filmens optagelser, manuskript, den danske baggrund, inspirationen og det kontroversielle emne er til debat. Mere kontroversielt er imidlertid det sytten minutter lange lydspor suppleret af production stills. Her fortæller den rigtige fange fra virkelighedens verden sin version af historien, mens “The Making of” er en kort og traditionel fokuseren på filmens tilblivelse, og “Tom Hardy: Building the Body” i korte vendinger lader to boksetrænere give gode råd til, hvordan man får en krop som Bronsons. Indholdet skriger dog på mere, og det hjælper ikke, at kvaliteten grundlæggende er ganske svingende.
Livstidsfangen Bronson ser rødt og gør volden til sin fornemmeste kompetence i en film, hvor danske Nicolas Winding Refn langt om længe ryster fortidens skygge af sig. Inspirationen fra tidligere koryfæer – nulevende som døde – viser sig i stort kvantum, men alligevel evner den unge instruktør at gå egne veje og understrege, at han meget vel kan tilhøre inderkredsen af de allerbedste nulevende instruktører. Æstetik, spil og handling går op i en højere enhed, og selv om voldsforherligelsen ikke er øjensynlig, så gør “Bronson” imidlertid vold til kunst.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet