I 1951-filmen blev rollen som Klaatu spillet af den relativt ukendte Michael Rennie, som netop havde den fordel, at publikum ikke genkendte ham. Denne gang bæres rumdragten af Keanu Reeves, som jo ikke ligefrem er ukendt og derfor bringer en uheldig velkendt følelse til rollen. Når han trækker i et mørkt jakkesæt, ligner han ærlig talt mere “Johnny Mnemonic” eller Neo fra “The Matrix” end en besøgende fra en anden planet. Det hjælper ikke just, at han leverer alle replikker i et monotomt Mr. Spock-stemmeleje og udstråler omtrent så meget begejstring som en selvstændig til et torskegilde.
De indledende scener har en vis energi, men den pifter dog ud, efterhånden som filmen fortaber sig i en lang række selvmodsigelser, og det bliver tydeligt, at Klaatus tilstedeværelse ikke giver den mindste form for mening, eftersom rumvæsnerne allerede er så langt henne i deres planer. Tilbage er kun en ganske jævn og temmelig steril dommedagsfilm, hvis lige man har set utallige gange før. Hvor den oprindelige film var en simpel historie med betydelige dybder, så er dette i stedet en meget stor fortælling, men med meget lidt af betydning at sige.
Læs i Den nærmeste fremtid – Kommende science fiction-remakes.
#31 natterjack 15 år siden
#32 Highland Park 15 år siden
PS: Hvis den ikke var dårlig dårlig, var den så god dårlig eller dårlig god eller hva'?
#33 Michael Andersen 15 år siden
Ps. Ingen kommentar - undtagen de berømte ord, som [url= alle jo husker.
#34 dolphinfriendly 15 år siden
Og hvad mener du iøvrigt med resten af dit indlæg?
Kald mig fatsvag, men jeg har virkeligt svært ved at tyde din pointe.