Forudsigeligheden er som sagt til at tage og føle på i Paul Andrew Williams’ føjelige feelgood-film, der i både tematik og udtryk befinder sig milevidt fra den rå storbythriller “London to Brighton”, som han debuterede med i 2006. Filmen kæmper lidt med at finde den rigtige tone fra scene til scene. Det ene øjeblik er det ren lagkagekomik med pensionister iført skøre parykker og solbriller, der rapper til Salt-n-Pepas “Let’s Talk about Sex”, og det næste serveres en tung, dramatisk scene mellem far og søn, der ikke kan finde ud af at tale med hinanden. Scenerne mellem Redgrave og Stamp er dog så bevægende og fine, at man hellere end gerne tilgiver de andre fodfejl.

Se også: Filmz TV: “En sang for Marion”-interview med Terence Stamp

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#1 sunijoensen 11 år siden

Det her lukter meget af dokumentaren 'Young@Heart', som var en ægte historie som var sindsygt rørende. Jeg tvivler på at denne film kan leve op til det.
A Mo-Jo, it's a very high-tech machine that transmits pages over the telephone! It only takes eighteen minutes a page!
Gravatar

#2 dkLotti 11 år siden

Lyder som om der er lånt rigeligt med inspiration fra 'Så som i himmelen'?

Skriv ny kommentar: