Pensionistpop

For en håndfuld år siden charmerede 25 syngende pensionister sig ind i mange danske hjerter i TV2-programmet “Gangstativerne”. Her lærte en korleder de gamle at synge med på tidens svedige toner (Nik & Jay blandt andet), alt imens livskvaliteten steg til nye højder hos deltagerne hen mod den store finale i Operaen. Nogenlunde samme fortælling er grundpillen i den britiske instruktør Paul Andrew Williams’ lille, lune hjertevarmer: “En sang for Marion”.

Ægteparret Marion og Arthur (spillet af veteranerne Vanessa Redgrave og Terence Stamp) har været gift i en menneskealder. Hun er svækket af efterveerne fra en kræftsygdom, og han bruger al sin vågne tid på at våge over hende, så hun ikke overanstrenger sig. Lyspunktet – ud over sin elskede, fåmælte Arthur – er for Marion de ugentlige kortimer med en flok andre pensionister.

Under ledelse af den unge Elizabeth (Gemma Arterton) kaster koret sig frisk ud i flerstemmige versioner af moderne popklassikere, alt imens Arthur bare surmuler og ryster på hovedet af, at de dog vil gøre sig til grin. Netop som koret har tilmeldt sig en stor konkurrence, forværres Marions tilstand. Kræften er tilbage, og denne gang er der ingen kur. Men det holder heller ikke Marion tilbage fra at synge til det sidste. Alene tilbage må Arthur gøre op med sig selv, om han tør komme ud af sin skal. Tør han synge en sang for sin Marion?

Man er aldrig et sekund i tvivl om, hvor og hvordan “En sang for Marion” skal ende, men turen dertil er både overraskende behagelig og indsigtsfuld. Ikke mindst takket være en nærmest perfekt præstation fra den 74-årige Terence Stamp. Stamp både lever op til sit kølige image fra film som Soderberghs “Englænderen” og udfordrer det. Nok er han en gammel gnavpot, man skal vride ordene ud af, men når han og Marion er alene, er det en blid mand, man møder. Skønnest i en lille, intim scene, hvor han ømt nusser sin kones øreflip, inden de skal sove. 76-årige Vanessa Redgrave, en anden af Englands store skuespilkoryfæer, er eminent som sprudlende modpol til Stamp. Hun er fortællingens livstykke – en varm sol, om hvem alle og alting drejer. Samspillet mellem de to har ægte pondus og er filmens absolutte trumfkort.

En regulær bølge af film med ældre i centrum synes at være skyllet ind over os de sidste par år. Det er gået op for Hollywood (og alle mulige andre filmindustrier), at det grå guld har masser af fritid og ikke mindst masser af penge at spendere – penge og tid, der gerne bruges på en tur i biografen. Frisk i erindring er således Dustin Hoffmanns instruktørdebut, “Kvartetten”. Også her mødte vi musikalske pensionister. En dansk variant finder vi i Shaky González’ “Det grå guld” med Lars Knutzon og Birthe Neumann, der havde premiere for bare en god måneds tid siden. Derudover også “Hope Springs” og “The Best Exotic Marigold Hotel”. Og så selvfølgelig Michael Hanekes mesterlige “Amour”, der gudhjælpemig stadig kører for fulde huse i Grand – pensionisternes højborg. Med andre ord lægger “En sang for Marion” sig fint i kølvandet på denne lidt overraskende bølge af film, der ikke er bange for at tage livtag med livets efterår.