I stedet søger Noé mod en meget overfladisk og banal sæbeopera, som oven i hatten fortælles så langstrakt og med så absurd mange gentagelser, at kedsomheden hurtigt sætter ind. Træt bliver man ikke mindst af Noés endeløse vandringer hen over hustagene, som følger hvert eneste sceneskift – der er vel en 20-30 stykker af dem i alt – og man ønsker hurtigt, at en eller anden havde lært ham et par fif om begrænsningens kunst. Tilbage sidder man med en hul omgang arthouse-kitsch, som ikke engang har dybde nok til at kaldes prætentiøst. At Noé er en mester i at kombinere lyd og billeder kan dog dårligt nægtes, og ikke mindst filmens indledende tekster er virkelig blændende skruet sammen. Mens de løber over lærredet, skal man huske at se godt efter. Det er filmens bedste øjeblik, og det går støt ned ad bakke herefter.
#21 Takfornu 13 år siden
Noe har derfor meget at lære endnu i min bog før han vil få mig op at ringe som da jeg forlod salen efter at have set fx Tree of Life.
#22 MBAD 13 år siden
Om man kan lide den, er en smagssag - men uden den dvælende stil havde filmen ændret sig i en sådan grad, at det ikke giver nogen mening at tale om den som værende den samme film.
#23 Hr. Nielsen 13 år siden