Enter the Void

InstruktionGaspar Noé

MedvirkendeNathaniel Brown, Paz de la Huerta, Cyril Roy, Olly Alexander, Masato Tanno, Ed Spear, Emily Alyn Lind, Jesse Kuhn, Nobu Imai, Sakiko Fukuhara, Janice Béliveau-Sicotte, Sara Stockbridge, Stuart Miller, Emi Takeuchi, Simon Chamberland

Længde155 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen12/05/2011


Anmeldelse

Enter the Void

2 6
Kedsommelig arthouse-kitsch

Det er svært at mindes film, der er mere i krig med sig selv end “Enter the Void” – eller som kombinerer så mange opfindsomme indfald med så mange rædsomt dårlige.

Filmen er skabt af Gaspar Noé, som opnåede berygtet berømmelse med “Irréversible”, der delte sit publikum i to lejre, som henholdsvis mente, at den var genial eller elendig. Mest berygtet var filmen for sin mange minutter lange voldtægtsscene, der med ét gjorde Noé til et filmisk enfant terrible med alle de fordele og ulemper, der følger med den betegnelse.

Vold og sex er der også i rigelige mængder i “Enter the Void”, om end man nok skal være ualmindelig bornert for at blive særlig provokeret i denne omgang. Historien følger den unge Oscar, der bor i Tokyo, hvor han forsørger sig selv ved at sælge stoffer, selvom hans søster helst så, at han lagde det farefulde erhverv på hylden. Vi når dog knap nok at lære Oscar at kende, før en stofhandel går voldsomt galt, og den unge mand ender med en kugle i kroppen. Hans historie slutter dog ikke her, men fortsætter i stedet på mere åndelig vis, da vi følger Oscars sjæl, der svæver rundt for at opleve, hvad der sker med filmens andre personer samt vender tilbage til fortidens afgørende episoder.

At følge en død sjæls beretninger er ikke i sig selv så usædvanligt. Billy Wilder gjorde på indirekte vis noget tilsvarende i “Sunset Boulevard” helt tilbage i 1950, og senest har Peter Jacksons “The Lovely Bones” ligeledes centreret sin handling om en afdød hovedperson. Det mest radikale ved “Enter The Void” er imidlertid, at Noe har valgt at filme det hele fra Oscars synsvinkel. Kameraet bliver reelt både hans og vores øjne, og vi ser normalt kun Oscars ansigt, når han ser sig selv i spejlet. Noé fik ideen fra Robert Montgomerys 1947-film noir “Lady in the Lake”, der ligeledes gjorde det samme, og der er en vis logisk lærdom i det forhold, at begge film er mere interessante som stileksperimenter end som film i sig selv.

Allerede “Irréversible” antydede, at Noé er stærkest, når han bryder grænserne, men at han faktisk ikke er en særlig god historiefortæller. Det samme gør sig i endnu højere grad gældende i “Enter the Void”. Teknisk er filmen enormt flot udformet og gennemført, men den lider voldsomt under det ligefremme problem, at den ganske enkelt ikke er særlig interessant. Stanley Kubricks “Rumrejsen 2001” har tydeligvis været et forbillede, men Noés forsøg på at skabe en lignende fantasifuldhed falder fuldstændig til jorden her, fordi der simpelthen ikke er skyggen af mystik tilstede. Enhver kunstnerisk ambitiøs film, bog eller stykke musik kræver et eller andet element af usikkerhed og gådefuldhed over sig, og der er end ikke antydningen af noget sådant i “Enter the Void”. Man får det hele serveret på et sølvfad, og derved er der ingen anledning til at fremprovokere nogen form for tankevirksomhed eller refleksion hos tilskueren.

I stedet søger Noé mod en meget overfladisk og banal sæbeopera, som oven i hatten fortælles så langstrakt og med så absurd mange gentagelser, at kedsomheden hurtigt sætter ind. Træt bliver man ikke mindst af Noés endeløse vandringer hen over hustagene, som følger hvert eneste sceneskift – der er vel en 20-30 stykker af dem i alt – og man ønsker hurtigt, at en eller anden havde lært ham et par fif om begrænsningens kunst. Tilbage sidder man med en hul omgang arthouse-kitsch, som ikke engang har dybde nok til at kaldes prætentiøst. At Noé er en mester i at kombinere lyd og billeder kan dog dårligt nægtes, og ikke mindst filmens indledende tekster er virkelig blændende skruet sammen. Mens de løber over lærredet, skal man huske at se godt efter. Det er filmens bedste øjeblik, og det går støt ned ad bakke herefter.


Kort om filmen

I centrum står det forældreløse søskendepar Oscar og Linda. De er vokset op hver for sig efter forældrenes voldsomme død, men er nu – i en alder af cirka 20 år – forenet i Tokyos fluorescerende heksekedel. De bor sammen i en lille lejlighed og ærgrer sig hver især over, hvordan den anden skaffer penge. Oscar er pusher, Linda stripdanser. Ungdommelig, men også illusionsløs livskraft pulserer fra dem og op i den natsorte himmel. Og snart har de ikke engang hinanden, for Oscar bliver stukket til politiet af en ven, tager flugten og bliver skudt i brystet.