Enter the Void
Udgivet 11. maj 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Det er svært at mindes film, der er mere i krig med sig selv end “Enter the Void” – eller som kombinerer så mange opfindsomme indfald med så mange rædsomt dårlige.
Vold og sex er der også i rigelige mængder i “Enter the Void”, om end man nok skal være ualmindelig bornert for at blive særlig provokeret i denne omgang. Historien følger den unge Oscar, der bor i Tokyo, hvor han forsørger sig selv ved at sælge stoffer, selvom hans søster helst så, at han lagde det farefulde erhverv på hylden. Vi når dog knap nok at lære Oscar at kende, før en stofhandel går voldsomt galt, og den unge mand ender med en kugle i kroppen. Hans historie slutter dog ikke her, men fortsætter i stedet på mere åndelig vis, da vi følger Oscars sjæl, der svæver rundt for at opleve, hvad der sker med filmens andre personer samt vender tilbage til fortidens afgørende episoder.
Allerede “Irréversible” antydede, at Noé er stærkest, når han bryder grænserne, men at han faktisk ikke er en særlig god historiefortæller. Det samme gør sig i endnu højere grad gældende i “Enter the Void”. Teknisk er filmen enormt flot udformet og gennemført, men den lider voldsomt under det ligefremme problem, at den ganske enkelt ikke er særlig interessant. Stanley Kubricks “Rumrejsen 2001” har tydeligvis været et forbillede, men Noés forsøg på at skabe en lignende fantasifuldhed falder fuldstændig til jorden her, fordi der simpelthen ikke er skyggen af mystik tilstede. Enhver kunstnerisk ambitiøs film, bog eller stykke musik kræver et eller andet element af usikkerhed og gådefuldhed over sig, og der er end ikke antydningen af noget sådant i “Enter the Void”. Man får det hele serveret på et sølvfad, og derved er der ingen anledning til at fremprovokere nogen form for tankevirksomhed eller refleksion hos tilskueren.
I stedet søger Noé mod en meget overfladisk og banal sæbeopera, som oven i hatten fortælles så langstrakt og med så absurd mange gentagelser, at kedsomheden hurtigt sætter ind. Træt bliver man ikke mindst af Noés endeløse vandringer hen over hustagene, som følger hvert eneste sceneskift – der er vel en 20-30 stykker af dem i alt – og man ønsker hurtigt, at en eller anden havde lært ham et par fif om begrænsningens kunst. Tilbage sidder man med en hul omgang arthouse-kitsch, som ikke engang har dybde nok til at kaldes prætentiøst. At Noé er en mester i at kombinere lyd og billeder kan dog dårligt nægtes, og ikke mindst filmens indledende tekster er virkelig blændende skruet sammen. Mens de løber over lærredet, skal man huske at se godt efter. Det er filmens bedste øjeblik, og det går støt ned ad bakke herefter.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet